Otte topfolk i Amagerbanken skal betale 225 millioner kroner

Amagerbanken gik konkurs i 2011 efter længere tids tumult efter finanskrisen. (Arkivfoto)

Otte topfolk i Amagerbanken skal betale 225 millioner kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Direktør og syv bestyrelsesmedlemmer i Amagerbanken bliver dømt til at betale erstatning efter krak.

Den tidligere topchef og syv bestyrelsesmedlemmer i den krakkede Amagerbanken skal betale 225 millioner kroner i erstatning til staten.

Det har Østre Landsret afgjort onsdag.

Dermed er dommen ændret fra byretten, der i 2017 frikendte ledelsen for ansvar.

Det var staten, der lagde sag an mod topfolkene i banken. Kravet var i landsretten på 375 millioner kroner.

Sagen har handlet om ledelsens ansvar for et enkelt stort udlån til tre erhvervsmænd til et boligprojekt i København - herunder en kredit til valutaspekulation.

En af idémændene bag projektet var eksbokseren Hans Henrik Palm. Det gik under navnet "Østerfælled-ejendommen" og blev anlagt på Østerbro i København.

Værdien blev nedskrevet voldsomt efter finanskrisen. I stedet for at trække i bremsen fik kunderne mulighed for at dække tabet gennem valutaspekulation for lånte penge.

Landsretten finder det ansvarspådragende, at ledelsen i 2009 forlængede kreditten, så spekulationen kunne fortsætte.

De dømte er den tidligere direktør Jørgen Brændstrup og bestyrelsesformand Niels Erik Nielsen.

Derudover er de dømte bestyrelsesmedlemmer Villy Rasmussen, Henrik Zimino, Carsten Dan Ehlers, Henrik Ole Håkonsson, Kent Madsen og Jesper Michael Buster Reinhardt.

De dømte skal som udgangspunkt betale en ottendedel hver. Det svarer til lidt over 28 millioner kroner per mand.

De kan dog slippe billigere. Formand Niels Erik Nielsen skal nemlig holde de øvrige fri, såfremt hans bestyrelsesansvarsforsikring dækker en del af erstatningen.

Ifølge dommen udgør hans forsikringssum i alt 100 millioner kroner. Oveni de 225 millioner kroner skal de otte betale sagsomkostninger og procesrenter.

To medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er frifundet.

Det samme er en direktør, fordi statens oprydningsselskab Finansiel Stabilitet, der overtog Amagerbanken, ifølge Østre Landsret har udvist "passivitet".

Det skyldes, at han blev genansat i en funktionærstilling efter Amagerbankens konkurs, indtil Finansiel Stabilitet overtog resterne af banken.

I den forbindelse blev der ikke taget stilling til, om der skulle rejses erstatningskrav. Derfor er han frifundet.

Otte topfolk i Amagerbanken skal betale 225 millioner kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce