Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

EfB-back: Modgangen gør ondt på os

Det var det her, Jesper Lauridsen håbede på, da han skiftede til EfB. Spille mod de bedste i landet, her Pione Sisto, og være med til at gøre EfB til en topklub igen. Det er gået helt anderledes. Foto: Scanpix

EfB-back: Modgangen gør ondt på os

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jesper Lauridsen har prøvet lidt af hvert i sin karriere. Han kalder det, hans nuværende hold præsterer, for ungdomsfodbold, og beder sine medspillere blæse på publikums reaktion.

For lidt over to år siden stod Jesper Lauridsen et sted oppe på heden og lod sig hylde som dansk mester i fodbold sammen med resten af FC Midtjylland.

Vel var Lauridsen ikke den mest profilerede spiller på det hold, men han havde immervæk spillet samtlige 33 superligakampe - guldmedaljen var såre fortjent.

Få måneder senere oplevede han endnu et højdepunkt.

Et af de store.

FC Midtjylland slog selveste Southampton ud af kvalifikationen til Europa League - igen med altid pålidelige Lauridsen som venstre back i en holdpræstation, der fik fodbold-Danmark til at dåne af begejstring.

Søndag eftermiddag spiller Jesper Lauridsen på et kriseramt EfB-hold på hjemmebane mod Roskilde.

Det kan man da kalde yderpunkter i en karriere.

Ikke just det, han forventede, da han for halvandet år siden skiftede reservetjansen i FC Midtjylland ud med tilværelsen som forventet profil i EfB.

Yakovenko bliver bedre og bedre
Vi skal turde noget mere, slås noget mere, og i boksen skal vi være, hvor det gør ondt. Det er vi ikke, i hvert fald ikke nok, og det er en af grundene til, at vi har problemer med at score.
[b]EfB-back[/b]
Optakt
Fodbold1. division

13.45

EfB-Roskilde

EfB's to mulige holdopstillinger

Jeppe Højbjerg, Daniel Anyembe, Jacob "Lungi" Sørensen, Agus Garcia, Jesper Lauridsen - Rodolph Austin, Andres Schetino, Mark Brink - Anders Dreyer, Yuriy Yakovenko, Emmanuel Oti Essigba

Jeppe Højbjerg, Daniel Anyembe, Marco Lund, Agus Garcia, Jesper Lauridsen - Rodolph Austin, Andres Schetino, Jacob "Lungi" Sørensen - Anders Dreyer, Yuriy Yakovenko, Emmanuel Oti Essigba.

JV tipper

2-0

Vi skal tage ansvar

Jesper Lauridsen kalder den nuværende situation det største bump på vejen.

- Det er tungt lige nu, det er det helt sikkert, og det gør ondt i stoltheden, erkender han og beretter om knap så muntre ture i byens gågade - EfB-spillerne påkalder dig betydeligt mere vrede og frustration end glæde og forventning i disse uger.

Forståeligt nok.

Efter en resultatmæssig fin sæsonstart med to sejre knager og brager det i alle ender og kanter på EfB-projektet.

Tiltroen til holdet, ledelsen og klubben skraber nede omkring nulpunktet, lige nu er der ingen, der kan se dette ende lykkeligt. Jesper Lauridsen forstår frustrationen. Og den manglende tillid. Men det er hans forbandede job at blive ved med at tro på tingene. Og arbejde for, at det vender.

- Jeg ved godt, at mange kigger på spillere som mig, når det går dårligt, fordi jeg er en af de rutinerede. Det ansvar vedkender jeg mig, og jeg forsøger at være der for de unge på holdet, fortæller han og sammenligner med sin egen tid som ung spiller i FC Midtjylland.

- Dengang kunne jeg altid læne mig op ad Jakob Poulsen. Han vidste altid, hvad man skulle gøre, mistede aldrig overblikket og gav os andre masser af tillid og ro. Det var meget værd. Jeg forsøger at gøre det samme nu, for selv om vi alle skal tage ansvar, er det os rutinerede, der skal hjælpe de mange unge spillere og samle holdet, siger han.

Vi mangler ro og overblik

Det kan man gøre på mange måder. Jesper Lauridsen havde eksempelvis fat i unge Simon Bækgaard inden debuten mod Fremad Amager for en uge siden, opmuntrede ham til at glemme sine fejl, spille sit eget spil. Men trods sin rolige facon han kan også på den hårde måde. Ved lørdagens afsluttende træning tog Lauridsen anderledes håndfast fat i kraven - altså i overført forstand - på Nicu Carnat, da han to gange valgte den smaskforkerte beslutning.

To indgange til samme opgave - at vise de unge den rette vej.

- Vi har et meget ungt hold, og jeg synes, at vi ind imellem spiller ungdomsfodbold. Altså, at vi mister roen og overblikket og slet ikke hænger sammen som hold. Det bliver indianerfodbold, fordi vi mister strukturen. Vi skal være langt mere rolige, også når vi møder modgang, som han siger.

Modgang har der været masser af. I de seneste fem kampe i træk er EfB kommet bagud, og kun mod Skive lykkedes det at komme tilbage. Jesper Lauridsen så egentlig den kamp som en slags vendepunkt, men han blev klogere.

- Jeg havde på fornemmelsen, at der blev startet noget godt i Skive, og vi fortsatte også godt mod Nykøbing, men da vi ikke kunne score og siden fik modgang, fordi de scorede, faldt vi sammen. Fordi vi mistede strukturen og tålmodigheden, analyserer Lauridsen.

En naturlig reaktion hos unge spillere. Når modgangen melder sig, er iveren efter at rette op endnu større, hovedet bliver placeret under armen, overblikket forsvinder, problemerne forstærkes. Også fordi presset udefra øges. Fortjent eller ufortjent, forståeligt eller ej - forventningen til EfB i denne sæson er oprykning. Intet andet. Forventningen er, at modstandere som Thisted og Nykøbing skal blæses ud af Blue Water Arena - virkeligheden er bare en anden. Og svær at forholde sig til, vurderer Lauridsen. Specielt for de unge.

- Vi skal være langt stærkere mentalt og ikke lade os påvirke af forventningerne. Vi ved godt, at hvis vi spiller bolden tilbage tre gange i træk, når vi er bagud hjemme mod Nykøbing, begynder tilskuerne at blive utilfredse. Det skal vi være ligeglade med. Helt ligeglade. De må reagere, som de vil, vi skal bare holde vores struktur og bevare roen, ellers går det helt galt. Det har vi jo set, som han siger inden endnu en af den slags opgaver, der både kan betyde en slags vendepunkt eller endnu et hug i selvtilliden. Jesper Lauridsen udtrykker stor respekt for et Roskilde-hold med blandt andre Daniel Stenderup, Mikkel Thygesen, Bo Storm og Matthias Gehrt, men han ved også godt, at der kun er en ting, der tæller.

- Vi trænger til succes, vi trænger til at vinde, men i første omgang trænger vi til at komme foran. Der er så meget kvalitet i dette hold, at det kan løsne op for en hel masse, hvis vi kommer ind i en periode med medgang. Jeg ser os i hvert fald stadig som et top tre-hold.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark