Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Dødsfald: Bodil var til fest og foreninger

Bodil E. Christensen, Almind, Kolding, er død, 92 år.

Dødsfald: Bodil var til fest og foreninger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bodil E. Christensen, Almind, Kolding, er død, 92 år.

Hun var fra Snejbjerg ved Herning og omtalte ofte sig selv, som en sej vestjyde. Hun var den yngste af fem søskende. Hun havde sin opvækst på "Nedergård" i Snejbjerg, men mistede allerede som seks-årig sin mor.

Hun blev opdraget af sin far i et grundtvigiansk hjem, og i 1939 skulle hun konfirmeres, men troede ikke at det kunne lade sig gøre, da Hitler var gået ind i Polen og der ikke skulle festes, og situationen i Europa så alvorlig ud. Men hun blev konfirmeret.

Herefter havde hun flere pladser i blandt andet et dyrlægehjem i Kolding og på Låsbyhøj i Kolding. I 1944 blev hun elev på Ryslinge Højskole. Et ophold, der kom til at betyde meget for hende, og som hun mindedes med stor glæde. Her blev hun undervist i folkedansk, syning og sang. I 1949 kom hun til "Follerupgård" ved Fredericia, hvor hun samtidig lærte sin mand Hans Christensen at kende. De blev gift i 1951 og købte et lille husmandssted på knap 10 tønder land på Præstemarken i Smidstrup. Her boede hun i årene fra 1951 til 1992 og tre døtre så dagens lys. Ægtefællen købte mere jord op, og husmandsstedet blev på 30-40 tønder land.

Parret engagerede sig meget i lokalsamfundet og ikke mindst foreningslivet. Begge var aktive i Smidstrup Husmandsforening, og i 15 år var Bodil Christensen formand for 4H-udvalget, hvor hun var med til at udvikle udvalget. Hun var også med i husholdningsudvalget i en lang årrække. Blandt andet strikkede og syede hun tæpper til Mother Teresa i Calcutta i Indien. Hun lavede omkring 600 tæpper og babypakker, som blev sendt til Indien. Hjælpearbejdet var meget betydningsfuldt for hende. Hun forblev livet igennem et udpræget foreningsmenneske.

Fra 1970 og til hun fyldte 60 år var hun hjemmehjælper i Børkop Kommune. I 2002 mistede hun sin mand, og året efter flyttede hun til Almind ved Kolding. Også her kastede hun sig over foreningslivet og kom meget i Ældreklubben.

Da hun var 80 år fik hun sig en god ven Fjordmann Hansen fra Gram. De to fik et godt otium sammen, hvor de ofte drog på ture, boede på Bed and Breakfast og oplevede ting sammen. De var festmennesker og nød at feste med venner og familie. Hun levede livet fuldt ud. For en måned siden døde vennen, hvorefter det gik tilbage for Bodil Christensens helbred.

Selvom hun var glad og udadvendt, blev hun med årene ikke skånet for sorger. Inden sin død, mistede hun en datter i 2009 og siden to svigersønner. Tre dødsfald, som tog hårdt på hende.

Hun efterlader to døtre, der begge er lærere og bor i henholdsvis Bramdrupdam og Almind. Hertil seks børnebørn og seks oldebørn. -gan