Sygehus Sønderjylland - vores fælles sygehus


Sygehus Sønderjylland - vores fælles sygehus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Tage Petersen, byråds- og regionsrådsmedlem (V) og Erik Lauritzen, borgmester (S) i Sønderborg
Billede
Debat Sønderborg. 

Læserbrev: Mange sønderborgere nærer ikke megen tiltro til sygehuset i Aabenraa - og den behandling man får der. Det fremgik tydeligt i kommentarerne på Facebook, da JydskeVestkysten for nylig satte fokus på Sygehus Sønderjylland.

Når vi ser reaktionerne bringer det straks minder frem. Minder fra kampen om akutfunktionen, der som bekendt endte med at blive placeret i Aabenraa. Det var vi også selv skuffede over - og vi kan sagtens forstå, hvis mange stadig er skuffede over flytningen.

Der er nu gået knap 10 år siden den endelige sygehusstruktur blev besluttet. Og selv om det endte med et smerteligt tab for Sønderborg med mange følelsesmæssige reaktioner, må tiden nu være inde til for alvor at kigge fremad.

Verden står ikke stille, og der er i de 10 år sket meget i den politiske verden og med den faglige udvikling af vores sundhedsvæsen.

Der er nu et fint og tillidsfuldt samarbejde på det politiske niveau imellem Sønderborg Kommune og Region Syddanmark. For nylig blev det endda aftalt at nedsætte en fælles styregruppe med henblik på at styrke og udvikle samarbejdet omkring Sønderborg Sygehus - og ikke mindst styrke det nære sundhedsvæsen. Altså der hvor sygehusene og kommunen mødes.

Trenden går mod mere ambulant behandling, og i de kommende år vil flere og flere ting foregå ambulant og på daghospitaler. Derfor er den foreslåede ambulantstrategi visionær og afgørende for Sønderborg Sygehus på den lange bane. Der er lagt op til, at Sønderborg Sygehus skal videreudvikles til kompetencecenter på dette område.

Med andre ord komplementerer de to sygehuse hinanden. I Aabenraa med fokus på blandt andet det akutte område - mens sygehuset i Sønderborg styrkes som specialsygehus.

Helt konkret er der også lagt op til yderligere investeringer på cirka 70 mio. kroner for at styrke og fremtidssikre Sønderborg Sygehus. Derudover er der lagt op til at den medicinske kræftbehandling samles og styrkes i Sønderborg. Det sker blandt andet ved at Hæmatologien flytter fra Aabenraa til Sønderborg og ved at samle den diagnostiske enhed i Sønderborg.

Samtidig er der netop holdt rejsegilde på det nye Gigthospital, som i samarbejde med sygehuset vil fastholde og udvikle sin position som videnscenter på gigtområdet.

Ændringerne i strukturen har været en meget stor omstilling, der har givet udfordringer for Sygehus Sønderjylland. Og ligesom behovene for behandling skifter, skal strukturen og opgaverne på vores sygehuse tilpasses. Det er en enorm opgave. Men der skal ikke herske tvivl om, at vi har stor tillid til, at Sygehus Sønderjylland og dets ledelse kan løfte den opgave.

Med et akutsygehus i Aabenraa samt specialer og skadeklinik i Sønderborg, har vi en stærk opstilling, hvor de to sygehuse komplementerer hinanden og dækker to forskellige behov.

De to sygehuse hverken kan eller skal være i konkurrence. De skal i stedet samarbejde om at løse forskellige typer opgaver - og det bør alle i Sønderjylland støtte op om. Der er mange positive ting i gang omkring Sønderborg Sygehus, der for os er en ligeværdig del af Sygehus Sønderjylland.

Vi håber, at de positive historier fra sygehusene i både Sønderborg og Aabenraa efterhånden vil få overtaget, så vi i stedet for at snakke om "dem" og "os", kan få det ejerskab der gør, at vi kan sige "vi" om Sygehus Sønderjylland.

Sygehus Sønderjylland - vores fælles sygehus

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce