Spændetrøjen gled ned over Grønland, da kolonien blev et dansk amt


Spændetrøjen gled ned over Grønland, da kolonien blev et dansk amt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jens Lei Wendel-Hansen, Ph.d., Postdoc, Institut for Historie, SDU
Billede
Debat. 

I want to die free. I want to have lived my life where I fight for independent Greenland. Så bombastisk begrundede landsstyreformand Aleqa Hammond i 2013 i et interview sit politiske mål om grønlandsk uafhængighed. Uafhængighed må være enhver kolonibefolknings drøm og endemål. Den noget skarpe retorik sætter ikke længere tonen i den grønlandske debat, men den er til stede, og det er ikke utænkeligt, at den kommer til at dominere igen. Under alle omstændigheder er der klart flertal for selvstændighed i befolkningen. Derfor er det også interessant at stille spørgsmålet, hvordan det kom dertil, at det i 2013 var blevet helt naturligt at ønske selvstændighed, når det i 1952 var lige så selvfølgeligt for den grønlandske forfatter, politiker og modernist Augo Lynge at ønske det modsatte? Lynge var toneangivende i debatten om, hvorvidt Grønland i 1953 skulle blive et dansk amt og altså en del af Danmark. Og han foreslog i 1952, at Grønland skulle "benytte vor egen nyligt erhvervede bestemmelsesret" til at blive et dansk amt. Så udviklingen fandt sted både på baggrund af et ønske om modernisering og en følelse af kulturel tilknytning.

Hvordan kunne ændringen af Grundloven, som i 1953 medførte så stor jubel, 60 år efter fremstilles som et snærende bånd? Ønskerne om modernisering af det grønlandske samfund var stadig de samme i 1968, men i sin nytårstale følte landsrådsformand Erling Høegh sig nødsaget til at mane til fortsat forpligtelse over for Danmark: "Mener vi det ærligt med samarbejdet med vore danske landsmænd, mener vi virkelig, hvad vi siger, når vi taler om slægtskab og skæbnefællesskab med danskerne, så må vi også forstå, at tiden nu er inde til selv at tage økonomisk medansvar, og at tiden ikke er inde til at stille store nye økonomiske krav til statskassen. I Danmark må borgerne vise den samme tilbageholdenhed".

Stemningen var ved at vende, og det var også i 1968, at den gamle modernist Nikolaj Rosing kun knebent vandt folketingsmandatet i Sydgrønland mod den unge fremadstormende kandidat Jonathan Motzfeldt. En yngre generation begyndte at gøre sig gældende. De talte om grønlandsk nationalisme og lagde sig ud med de gamle, der ikke så en modsætning mellem grønlandsk nationalfølelse og samhørighed med Danmark. I bogen "Tanker i et bulldozerspor" fra 1977 skrev Finn Lynge rammende om den situation, som amtsperiodens moderniseringsproces havde ført med sig: "Det er altid vanskeligt at vurdere de kulturelle virkninger af en periode, som ligger tæt på ens egen tid, men det er ikke overdrevet at sige, at årene 1953-1970 har været den mest betydningsfulde periode i Grønlands historie siden dengang de første kolonisatorer satte fod på Grønlands jord. Grønland havde valgt det moderne samfund og dets tummel - og fik det".

I 1963 havde den unge grønlandske lærer Apolloraq Mogensen i Grønlands Radio udtrykt de frustrationer, som en del grønlændere følte efter den hurtige modernisering af det grønlandske samfund. Artiklen bar den kontroversielle overskrift: "Danmarks forbrydelser mod Grønland". Mogensens væsentligste anklage var, at grønlænderne ikke blev brugt som håndværkere, og at penge bevilget til Grønlands udvikling i stor stil forsvandt i danske håndværkeres lommer. De danske håndværkere tog så pengene med sig hjem til Danmark. Desuden pegede Mogensen på indlemmelsen i 1953. Ifølge statistiske fremskrivninger ville der i år 2000 bo seks millioner mennesker i Danmark, hvilket et så lille land ikke kunne rumme, men danskerne kunne jo netop som en integreret del af riget flytte til Grønland: "Det kan tænkes, at mindst 100.000 danskere enten vil bo eller være beskæftiget i landet om 37 år. Ved år 2000 regner man med, at den faste befolkning i Grønland vil være vokset til 60.000. Grønlænderne bliver i mindretal til den tid".

Hvor Augo Lynge havde fokuseret på lighederne mellem danskere og grønlændere - eller måske snarere det danske i grønlænderen - så fokuserede Apolloraq Mogensen på forskellighederne. Moderniseringens præmis havde været, at forskellene skulle være mindre, mens Mogensen netop på grund af forskelsbehandlingen fokuserede på det særegent grønlandske. Det var i hans optik i fare for udryddelse eller i hvert fald fornedrelse.

Aqqaluk Lynge beskrev i sit digt Ode til Danaiderne fra 1973 den moderne danske tilgang som en imperialisme, der ikke sprang ud af de hårde ministerier, men af Grønlandsministeriets indsats for modernisering: "Grønland - danaidernes kar ganske umættelig af udsendt svin udsendt kræ udsendte kloakrør udsendt kolonialisme - udsendtisme Grønland - vi er afladskræmmernes kiste - når pengene i Grønland klinger langsomt min sjæl ud af Grønland punger -"

Imperialismekritikken gik fint i spænd med den marxistisk prægede tidsånd. Den skarpe modstilling mellem den udbyttede kolonibefolkning og den udbyttende imperialist - grønlændere og danskere - kom også til at præge historieopfattelsen. Hvis præmissen var, at opgøret med kolonitiden ikke kunne forliges med Grønlands status som dansk amt, men måtte føre til selvstyre, måske endda selvstændighed, så var Augo Lynges og andres kamp for integrering blot endnu et udslag af kolonimentalitet. De blev i historiefremstillingen til kolonimagtens viljeløse redskaber.

Det grønlandske rockband Sumé fra 1972 skrev en protestsang om lukningen af kulbruddet Qullissat og var med til at omforme opfattelsen af kolonitiden, f. eks. med nummeret "Inuit Nunaat", "Menneskenes Land", fra 1974. Her blev grønlænderne lullet i søvn af de hvide, der henviste til deres folkerepræsentanter, alt imens de undertrykte grønlænderne. Billedet af fortidens grønlandske politikere som enten magtesløse eller kolonimagtens redskaber dannede grobund for en opfattelse, der i vidt omfang stadig gælder i Grønland. Nemlig at en egentlig politisk bevidsthed og selvstændighed først blev fostret i 1970'erne - i årene op mod Hjemmestyrets fødsel i 1979. Så nok var begejstringen stor, da Grønland blev et dansk amt i 1953, men i dag ser mange det som en spændetrøje, at Grønland blev en del af Danmark.

100 danmarkshistorier

April måneds bog i serien 100 danmarkshistorier fra Aarhus Universitetsforlag er "Grønlands Amt" af Jens Lei Wendel-Hansen. Historieprojektet er baseret på 100 bøger a 100 sider, skrevet af 100 historikere. Se mere på 100danmarkshistorier.dk

Som abonnent på en af Jysk Fynske Mediers aviser kan man tegne billigt abonnement her: https://jfm.bestilavis.dk/100/

Spændetrøjen gled ned over Grønland, da kolonien blev et dansk amt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce