Saltvandsindsprøjtning til et presset væsen. Kommunerne skal have avancerede kliniske sygeplejersker


Saltvandsindsprøjtning til et presset væsen. Kommunerne skal have avancerede kliniske sygeplejersker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


skrevet af Hosea Dutschke, direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Katja Kayser, direktør for Sundhed og Omsorg i Københavns Kommune, E

Billede
Debat. 

Når hr. og fru Hansen tidligere blev syge, var de indlagt på et sygehus i en længere periode, indtil de var helt færdigbehandlede. Typisk fik de kun én alvorlig sygdom. Og de blev mødt af et velfærdssystem og en sundhedssektor med overskud. Sådan er det ikke længere.

Det danske sundhedsvæsen har de seneste år været under stadigt større pres. Og læger og sygeplejersker løber efterhånden så hurtigt, at patienterne ikke altid har overblikket over deres egen behandling. Men der er hjælp på vej. Vi har i otte kommuner besluttet at igangsætte et pilotprojekt med henblik på at indføre 'avancerede kliniske sygeplejersker' i Danmark.

Projektet indebærer, at en gruppe af vores erfarne sygeplejersker uddannes i avanceret klinisk sygepleje på universitetet. Derfor er vi i positiv dialog med Aarhus Universitet om udvikling af et nyt spor på den eksisterende kandidatuddannelse i sygepleje. Målet er, at de første sygeplejersker kan gå i gang i september 2018. Uddannelsen kommer til at give Danmark sygeplejersker, der vil blive en tiltrængt nyskabelse i et presset sundhedsvæsen. Det er vores ambition, at en avanceret klinisk sygeplejerske vil have udvidede kompetencer i forhold til den 'almindelige' sygeplejerske. Det betyder, at hun eller han vil være en selvstændigt udøvende sygeplejerske, der inden for et afgrænset område kan vurdere, diagnosticere samt justere eller igangsætte behandling inden for akutte eller kroniske sygdomme.

En lang række lande som England, Holland, Canada og USA har haft 'advanced practice nurses', APN, gennem mange år med særdeles gode erfaringer. Og lande som Norge, Finland og Sverige er i gang med en lignende udvikling. På tværs af mange internationale forskningsresultater er konklusionen, at den avancerede kliniske sygeplejerske leverer høj kvalitet, høj sikkerhed og stor tilfredshed hos borgeren.

Det er på høje tid, at vi får gang i en lignende udvikling i Danmark. Vi står nemlig over for store udfordringer, hvor vi skal sørge for mere sundhed og kvalitet for de samme eller færre penge. Vi skal levere pleje og behandling til en voksende gruppe af ældre borgere samt mennesker med en eller flere kroniske sygdomme. Og vi skal løfte flere og mere komplekse opgaver i borgerens eget hjem eller nærområde og med udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker. Det betyder, at kommunerne inden for områder som psykiske sygdomme, kræftrehabilitering, diabetes, hjerte- og lungelidelser, geriatri mv. skal tage et langt større ansvar.

Det er helt afgørende at forstå, at mange borgere i dag er langt mere syge og har langt flere sammensatte behov, end kommunerne traditionelt set har været gearet til. Derfor har vi behov for sygeplejersker med ekspertviden, der har kompetencerne til at håndtere langt mere komplekse patientforløb. Et job som avanceret klinisk sygeplejerske forudsætter en videregående uddannelse på kandidatniveau. Funktionen kræver samtidig tæt koordination og stor tillid mellem den avancerede sygeplejerske i kommunerne og læger i almen praksis og på sygehuset. Det skal i dette samarbejde være klart, hvor behandlingsansvaret er placeret og inden for hvilke rammer, den avancerede kliniske sygeplejerske arbejder.

Set fra borgerens perspektiv vil den avancerede kliniske sygeplejerske opleves som et løft af den kommunale sygepleje. Sygeplejersken vil kunne gøre en særlig indsats for patienter med de mest komplekse forløb og kunne handle på det tidspunkt, hvor borgeren har mest brug for det. Det kan hindre sygdomsforværring og en mulig indlæggelse.

En del ældre patienter oplever for eksempel funktionstab som følge af en indlæggelse, og det kan tage lang tid at indhente det tabte efter udskrivelsen. Derfor handler det også om livskvalitet, sammenhæng og tryghed. Set fra sundhedsvæsenets perspektiv vil den avancerede kliniske sygeplejerske kunne spare ressourcer på tværs. For eksempel kan et smidigt samarbejde med borgerens egen læge bidrage til, at lægen kan frigive tid til at tage sig af andre borgere.

Den avancerede kliniske sygeplejerske vil også kunne være et fagligt fyrtårn og bidrage til sparring og udvikling i forhold til kolleger. Og han eller hun kan gå i helikopterperspektiv og se på tværs af kommunens borgere og indsatser og pege på behov for innovation og ændrede arbejdsformer.

Indsatsen kan ikke stå alene. Vi har brug for en bred vifte af indsatser for at sikre den nødvendige videns- og kapacitetsopbygning i kommunerne. Det kræver blandt andet et generelt kompetenceløft af de sygeplejefaglige kompetencer, og derfor er den kommende specialuddannelse til sygeplejersker i kommuner og almen praksis også en væsentlig indsats.

Vi vil gerne dele vores erfaringer med andre kommuner, der er interesserede i en lignende udvikling, og vi udvider gerne vores kreds, så flere kommuner kan være med. Det handler om, at vi sammen skal finde langtidsholdbare løsninger på udfordringerne i sundhedsvæsenet, for intet tyder på, at udviklingen og kravene til os vil blive mindre fremover. 

Saltvandsindsprøjtning til et presset væsen. Kommunerne skal have avancerede kliniske sygeplejersker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce