Pontoppidans Per har lært danskerne om sig selv i mere end 100 år


Pontoppidans Per har lært danskerne om sig selv i mere end 100 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Sven Thorgaard, pastor emeritus, fagredaktør, kristendom.dk, Lunderskov
Billede
Holdningsstof. 

I over 100 år har danske læsere været betaget og inspireret af "Lykke-Per," Henrik Pontoppidans udviklingsroman, der udkom første gang fra 1898 til 1904 - og siden blev skrevet om af forfatteren hele to gange. Romanen er den midterste af tre; de to andre er "Det Forjættede Land" og "De Dødes Rige".

"Lykke-Per" er et af nyere dansk litteraturs mest ikoniske værker. Fremover udvides kredsen til hele verden, da romanen er blevet nyoversat til engelsk som "A Fortunate Man." Romanen er tidligere blevet udnævnt som hovedværk i den europæiske verdenslitteratur af så store internationale navne som forfatteren Thomas Mann og filminstruktøren Georg Lucas - og i dag får biografi-publikummet så mulighed for at se instruktør Bille Augusts udlægning af teksten, når "Lykke-Per" indtager de danske biografer.

Hvem er denne Lykke-Per i romanen? Per hedder egentlig Peter Andreas Sidenius, og han er en ung mand, der drager ud i verden med København som første stop for at erobre verden. Historien udspiller sig i den sidste fjerdedel af det 19. århundrede, hvor industrialiseringen bryder igennem i Danmark. Det er en tid, hvor nedarvede, magtfulde nationalromantiske og kristelige synsmåder kæmper med den fremstormende naturvidenskab - også kaldet Det Moderne Gennembrud. Per er vokset op i et livsfornægtende præstegårdshjem. I sit oprør mod dette vælger Per at læse til ingeniør, og i lang tid kæmper han for at realisere sit store projekt: Et kanalsystem forbundet med en ny havn på vestkysten, der skal tage konkurrencen op med Hamburg.

Tilsyneladende skyr Per ingen midler i livet. Selv kærligheden bliver et redskab for at nå målet, da han bliver forlovet med den hovedrige jødiske arving Jacobe. Romanen giver et portræt af den jødiske overklasse, foruden et glimt af elendigheden hos østjøderne, drevet i eksil af progromerne. En del af romanens dynamik ligger i forholdet mellem det gammeldags og strenge kristne miljø som Per kommer fra og grosserer Salomons livsglade, irreligiøse og velhavende jødiske familie. Men på toppen af sin sociale og karrieremæssige optur begynder han pludselig at sætte spørgsmålstegn ved sit liv og tage sine valg op til revision. Derfor stopper han op førend eventyret rigtig kan begynde, og for at skifte retning gifter han sig med en grundtvigsk præstedatter, Inger, med hvem han får 3 børn. Også hende forlader han.

Hvorfor? Pontoppidan siger selv, at vi danskere helst ser os selv som praktiske mennesker med et lyst syn på livet, men bagved sporer han tungsindet som et fundamentalt karaktertræk. Og det skyldes kirken. Frem for livsglæde har den podet os med livsfornægtelse, som virker bag ryggen på os. Per beskriver i romanen sin arv fra faderen, hvor han skildrer Sidenius-slægten som en flok bakketrolde, der straks bliver blændet af lyset, når de vover sig op i det. Da Per forlader Inger og børnene, hedder det i bogen: "Den faderlige forbandelse, der hvilede over hans liv, og som havde gjort ham fremmed og fredløs på jorden, måtte ikke gå i arv til hans børn og Inger...Stakkels barn. Hun kendte endnu ikke sin ulykke. Hun forstod endnu ikke, at hun var bundet til en skifting(et troldebarn forbyttet med et menneskebarn), en underjordisk, som blev blind i lyset og dræbtes af lykken".

Henrik Pontoppidan følger Per i hans op- og nedture, indtil han som 46-årig dør af kræft. På dette tidspunkt lever han som landmåler i yderste ensomhed i Nordthy. Lykke-Per er en udforskning af den danske nationalsjæl omkring århundredeskiftet fra en af vores største forfattere med en urokkelig plads i den store litteratur. Lykke-Per stiller læseren evigt relevante spørgsmål om den personlige identitet og eksistensens grundvilkår.

Pontoppidans Per har lært danskerne om sig selv i mere end 100 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce