Kulturmødet på Mors: Kunsten at tale kunsten ihjel


Kulturmødet på Mors: Kunsten at tale kunsten ihjel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jørgen Grimstrup, cand.mag., Fasanvej 30, Viborg
Billede
Debat. 

Trine Bang er direktør for Kulturmødet Mors, der afvikles 23.-25. august og er landets største af sin art. I et nyligt interview med hende i Jyllands-Posten får vi mere at vide om årets Kulturmøde på Mors. Hun har det tydeligvis som en fisk i vandet ved denne type arrangementer, hvoraf hun senest har været projektkoordinator i Aarhus som europæisk kulturhovedstad 2017. I interviewet kredser hun meget om, hvad kunst og kultur gør eller kan og skal gøre ved os mennesker: De skal gøre verden smukkere og røre, provokere og berige os. De skal også gøre os klogere på verden og os selv. Det kan lyde som et uddrag af hendes ansøgning til jobbet som direktør for Mors-mødet, når hun omtaler sit "brændende engagement for kunst og kultur".

Når det kommer til indholdet af de aktuelle kulturarrangementer på Mors, er hun meget ordrig: Der vil være diskussioner om medieaftalen, kulturpolitik, kunsternes vilkår, digitalisering og landsbyudvikling. Man vil "tage temperaturen på den aktuelle kulturdebat". Deltagerne vil høre om erfaringer med publikumsformidling, nye forretningsmodeller og internationalt samarbejde. Man vil invitere nye stemmer indenfor, udpege nye tendenser og sammensætte et program, der vil opleves relevant og aktuelt. For kulturmødet skal altid være i bevægelse. Måske derfor mener hun, at kunst og kultur "skal sparke os i nye retninger, give os perspektiv og forståelse for det fremmede". Har mennesker med rødder ingen plads på Kulturmødet? Jo, kulturmødet vil skabe rødder, men synes åbenbart ikke om dem, vi allerede har. Men hvorfor kan god kunst ikke handle om det nære? Lokalsamfundet? Familien? Det eksistentielle? Det er ellers det, Mors' mest kendte kunstner, forfatteren Knud Sørensen, beskæftiger sig med i sine mange digte og noveller. Nogle politikere på Christiansborg kunne ellers godt trænge til at vide noget om lokale forhold fjernt fra hovedstaden.

Jeg får helt åndenød af alt det, som kulturmødet ifølge direktør Trine Bang tager op, og det, som hun mener, kunst og kultur skal gøre ved os. Kulturmødet skal også handle om kunst, der rykker helt tæt på borgerne, og der rører mennesker lokalt, kulturturisme, kunstens rolle i byudvikling og indvirkning på sundheden, kreative erhverv ...

Nå, ikke flere opremsninger af, hvad kultur bør dreje sig om, og af temaer for årets mange kulturpolitiske arrangementer. Dog skal nævnes, at Michel Magnier vil være til stede på Mors. Det kunne være navnet på tidens hotteste installationskunstner på Biennalen i Venedig, men han er EU's direktør for kultur og kreativitet. Læserne har nok heller aldrig hørt om Magnier og vidste heller ikke, at EU har en direktør for kunst og kreativitet. Men skal EU virkelig have en direktør for kunst og kultur? Nej, det skal EU ikke. Jeg må konstatere, at EU kun bliver federe, ikke slankere, som ønsket af flere danske politikere. Først til sidst i interviewet løftes tæppet en kende for kunstnerne, der vil være til stede på Mors. F.eks. den belgiske installationskunstner Willem Boel med værket "Sancho Don't Care". Direktør Bang forsikrer flere gange i rap, at der er tale om "spændende" arrangementer, men nøjere oplysninger herom drukner i en ny omgang informationer om debatarrangementer. Man får lyst til at udbryde: "Don't tell it, show it!".

Som kunstner vil jeg rive mig i håret over den rolle, de er tildelt på Kulturmødet på Mors: Som pauseklovne mellem arrangementer med politikere i debatter styret af ... ja, gæt hvem? Rigtigt, af bl.a. Clement Kjersgaard, der får et ikke oplyst, men, som i foregående år, sikkert klækkeligt honorar for sin medvirken. Journalisten kunne heller ikke få oplyst budgettet for dette års Kulturmøde. Direktør Trine Bang oplyser sidst i interviewet, at alle arrangementer på Kulturmødet er gratis. Men det passer ikke. Jo, det er gratis på samme måde som behandlingen på offentlige sygehuse er gratis: Den betales over skatten. Og morsingboerne er over skatten med til at betale Kjersgaard og andres honorarer. Har morsingboerne ikke opdaget det, vil jeg hævde, at de har overtaget molboernes rolle som de dummeste danskere. Et par af de tilrejsende politikere og kendisser får ordet for kortere bemærkninger i avisens omtale af kulturmødet. Forfatteren Carsten Jensen søger at indsmigre sig hos morsingboerne ved at kalde dem "de altid nysgerrige morsingboere". Forfatteren Hassan Preisler mener, at Kulturmødet på Mors er folkeligt og lokalt forankret. Men hvorfor har man så ansat en direktør - direktører er per definition ufolkelige - for foretagendet? Og hvorfor fremhæver Bang ikke en eneste lokal kunstner eller oplægsholder? Nej, arrangementet er mere Københavnstrup end Mors.

Jeg kan godt lide kunst og kultur, selv om megen nutidig bildende kunst ikke rører mig, forekommer mig ikke engang at være kunst. Jeg læser bøger, går på kunstudstillinger, lytter til musik, læser anmeldelser af romaner, kunstudstillinger osv., men orker ikke kulturformidlere og kulturpolitikere og andre, der taler og taler. Efter at have læst interviewet med Trine Bang må jeg konstatere, at hun er en kunstner, hvis kunst består i at tale kunsten og kunstnere ihjel.

Kulturmødet på Mors: Kunsten at tale kunsten ihjel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce