Hypokonderen minder os om vores indre dæmoner


Hypokonderen minder os om vores indre dæmoner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Niels Kjeldsen-Kragh, speciallæge i psykiatri, Odense
Billede
Debat. 

At blive kaldt hypokonder bryder de færreste sig om. Udtrykket er tæt på at være et skældsord, der antyder, at egenskabens ejermand er et skvat. "Han er bare hypokonder. Han fejler jo ikke noget. ". Mange har svært ved at have respekt for den indbildte syge og føler, det er trættende og ynkeligt at høre på hans jammer. Han opfattes som svag, pessimist og evig bekymret. Selv hypokonderen ser ned på sig selv, når det efter en stund er gået op for ham, at han ikke er så alvorligt syg, som han troede. Når han er blevet tilstrækkeligt beroliget af de forskellige undersøgelser, der er foretaget, falder han til ro og bliver skamfuld over sin ængstelse.

Hans lettelse over at være frikendt for alvorlig lidelse varer dog ikke længe. Snart gribes han af ny sygdomsfrygt, som driver ham til læge. Og det, han frygter, er ikke forkølelse, fodvorter eller svamp i munden. Det er kræft, hjertesygdomme eller lignende alvorlige tilstande. Det, han frygter, er i virkeligheden: "At dø". Hypokondri er på mange måder en omskrivning af dødsangst. Hypokonderen er bange. Og få har respekt for bangebukse. Man kan undre sig over, at det er sådan, for vi er jo alle bekendt med angst på et eller andet niveau; alle mennesker er bange i ny og næ. Om ikke andet så kender vi til frygt, da vi var børn. Så sandsynlighed hænger vores nedladenhed over for hypokondere sammen med, at vi vil distancere os fra den tilstand, vi ind i mellem var i som børn, hvor vi kunne føle os hjælpeløse og afhængige af voksne. Vi vil helst være voksne og selvstændige og i stand til at styre og kontrollere vores liv. Så vi ser ned på det lille barn i os selv i hypokonderen. Han har ligesom alle andre et ideal om at være selvkørende, stærk og uafhængig, og når han ikke kan leve op til dette ideal, indtræder skammen og flovheden.

For hypokonderen er det forfærdelige ved døden at blive adskilt fra dem, han holder af. De, der rammes af hypokondri, er dem, der har oplevet adskillelse fra deres kære, da de var små. De har oplevet, at tæt kontakt til betydende personer ind imellem er blevet brudt. Deres tilknytningsmønster har været ustabilt, hvilket præger deres kontaktmønster fremover. Når de som voksne mærker en eller anden ændring i deres krops tilstand, tolker de dette for at finde sandsynlige forklaringer på symptomerne; men hvor de ikke-separationsangste kommer med realistiske forklaringsmuligheder, finder hypokonderen tolkningssvar i overensstemmelse med hans grundlæggende problemkompleks: Separationsangst.

Når han står overfor uvante kropssignaler, bliver han usikker og har svært ved at finde ud af, om tilstanden er harmløs eller dødsensfarlig. Han begynder at tolke "paranoidt" og ser sin tilstand i adskillelsesfrygtens lys. Han ser de værste scenarier for sig. Frygten forhindrer ham i at tænke klart, og han glider mere og mere over i en vished om, at han er alvorligt syg. Og han kan kun vanskeligt overbevises om det modsatte, men bliver ligeså hårdnakket som de mest paranoide. Hypokonderen bliver et barn overfor den lyttende læge, som han håber, kan berolige ham og fjerne alt det "onde". Lægen bliver en støttende forældrefigur og patienten et skræmt barn, der har mistet sin indre værdighed af bar angst.

Hypokonderen lever i et helvede, og der er al mulig grund til at tage hans frygt alvorligt. Han render ikke lægen på dørene for sjov, han gør det i angst og panik. Han har selvfølgelig krav på en lægelig udredning, men han har også krav på at blive mødt med forståelse og viden om, at hypokondri er en lidelse, der trækker tråde tilbage til en barndom præget af for mange kvalfulde reelle eller fantaserede adskillelser.

Det er let at more sig over hypokonderen, og der også noget komisk over en, der går i panik over det, der ser ud til at være bagateller, men det er alt andet end morsomt for hovedpersonen selv; det er dyb alvor. Han er ved at blive skør af frygt, han sover elendigt om natten, og om dagen stirrer han sig blind på sine symptomer, han løber rundt i et hamsterhjul, tankerne kører i ring, og han kan ikke koncentrere sig ordentlig om de opgaver, han skal udføre, fordi han indre verden er fuld frygt. Så er der dem, der siger, han skal bare tænke på noget andet. Men det kan overhovedet ikke lade sig gøre. Hans emotioner har fuldstændig taget magten, og han kan intet stille op. Og alt snak om at tage sig sammen er fuldstændigt omsonst.

I os alle ligger irrationelle kræfter, som under visse omstændigheder kan løbe af med os. Det er noget, vi almindeligvis lukker øjnene for. Og når vi en gang imellem ser frygten hos den sygdomsskræmte, bliver vi ubevidst mindet om vores egne dæmoner, som vi skyndsomt får manet i jorden ved at latterliggøre hypokonderen, som bliver skydeskive og syndebuk for vores latente og fornægtede dødsangst.

Hypokonderen minder os om vores indre dæmoner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce