Hov! Hvor blev arbejderklassen af?


Hov! Hvor blev arbejderklassen af?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lars Olsen, cand. phil, samfundsfag, forfatter og foredragsholder
Morten Holtum
Debat. 

Jane er en lyshåret kvinde på 30 år. Hun må tydeligvis samle sig, før hun fortæller sin historie til de mange mennesker i salen: I 2005 arbejdede Jane som sosu-hjælper. En arbejdsulykke førte til en alvorlig rygskade. Hun kan muligvis få erstatning for arbejdsskaden, men på tiende år er sagen endnu ikke afsluttet.

»Jeg må ikke længere arbejde, fordi det belaster ryggen. Nu har jeg været gennem ni arbejdsprøvninger og haft 50 forskellige jobkonsulenter. Dét trækker tænder ud - både psykisk og fysisk,« fortæller Jane.

Den manglende afklaring har en høj pris. Jane er på kontanthjælp og har 25 kroner om dagen, når de faste udgifter er betalt. Resultatet er, at den unge kvinde har en langt mere isoleret tilværelse end før arbejdsskaden: »Jeg er blevet mere indelukket. Når mine venner laver noget sammen, må jeg sige nej. Jeg har simpelthen ikke penge til at være med - det er svært nok bare at rejse penge, så jeg kan gå til tandlægen,« siger den tidligere sosu-hjælper.

Jeg mødte Jane for nogle år siden, da jeg holdt foredrag hos FOA i Svendborg. I de seneste ti år har jeg holdt hundredvis af den slags foredrag - i lokale fagforeninger, i foredragsforeninger i små provinsbyer og mange andre steder. Det har ført mig vidt omkring i landet, og jeg har mødt et Danmark, vi sjældent møder i tv og de toneangivende aviser. Et Danmark, der befinder sig langt fra hovedstadens definerende klasser - både socialt og geografisk. Mødet med dette Danmark er brændstoffet i Det forsvundne Folk, som udkom i denne uge. Og desværre: Mine oplevelser ude i landet bekræftes af Trygfondens undersøgelser. Et særkende ved vores samfundsmodel - den bredt favnende tryghed - er ved at krakelere. Da Trygfonden i 2004 begyndte de omfattende Tryghedsmålinger, var alvorlig utryghed næsten umålelig: kun 3 procent var grundlæggende utrygge i deres hverdag. I dag viser tryghedsmålingerne, at over 17 procent er grundlæggende utrygge, og selv blandt de mere trygge pibler bekymringerne frem.

På Christiansborg handler det næsten kun om fysisk utryghed: kriminalitet, ghettoer og terrorisme. Trygfondens undersøgelser peger imidlertid nok så meget på den sociale utryghed, som jeg møder ved foredragene landet over:

Sygemeldte, der som Jane bliver kostet rundt i systemerne og lever under langvarigt økonomisk pres.

Midaldrende arbejdere, der efter mange års fysisk arbejde ikke kan fortsætte til de er 68 eller 70, sådan som reformer af efterløn og pensionsalder lægger op til.

39 procent af danskerne har fysisk arbejde - flere end de fleste regner med. Tallet omfatter ikke kun håndværkere og slagteriarbejdere, men også for eksempel dagplejere og pædagoger, der løfter mindre børn utallige gange på en arbejdsdag. Meningsdannere antager, at vi lever i et »videnssamfund«, hvor fabrikkerne er flyttet til Kina, og polakker tager sig af alt det andet, der støjer og sviner. Dem, vi tidligere kaldte arbejderklassen, er forsvundet fra det fælles billede af det danske samfund.

Resultatet er ikke bare, at meningsdannelsen styres af skæve forestillinger. Konsekvensen er også, at økonomer og politikere overser følgerne af et hårdt fysisk arbejdsliv. Det så vi i 2016, da nye tal viste en markant ulighed i levealder: At ufaglærte dør tidligere end akademikere og får langt færre år på folkepension. Borgerlige ordførere var der prompte med forklaringen: Livsstilssygdomme. »Når man kigger på grundene til, at der er ulighed i levealder, så er det helt overvejende rygning, alkohol og motion, der slår meget kraftigt ud,« påpegede Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Debatten udløste en strøm af læserbreve fra folk med fysisk arbejde. En murersvend fortalte om sin dagligdag: Op klokken fem og fysisk i gang indtil 15-16-tiden.

»Uanset hvor mange hjælpemidler der findes, så er denne branche fysisk hård (...) Man kan mærke sliddet i ryggen, knæene, albuerne, ja alle bevægelige steder. Hvordan kan dette sammenlignes med en, som sidder på kontor, med klimaanlæg, kantine, frugtordning, hæve-sænke-skriveborde, ergonomiske stole, tastatur og skærmbriller,« spurgte mureren i Randers Amtsavis.

De borgerlige ordførere var imidlertid i pagt med den gængse forklaring på ulighed i sundhed: Livsstil. Ikke desto mindre havde de vrede arbejdere ret. Undersøgelser fra Arbejdsmiljøinstituttet NFA viser, at folk med langvarigt fysisk arbejde har over dobbelt så stor risiko for at havne på førtidspension, efter at forskerne har korrigeret for rygning, motion etc. Reformer af efterløn og pensionsalder betyder, at danskerne skal arbejde til 68 - og på sigt over 70. Det kan være fint for akademikere, der kommer på arbejdsmarkedet som 30-årige og realiserer sig selv gennem jobbet, men for murersvenden og sosu-assistenten passer det som en boksehandske til et blåt øje. 41 procent af de faglærte og 45 procent af de ufaglærte frygter ifølge Tryghedsmålingerne at få en uværdig exit fra arbejdsmarkedet.

Utrygheden er ligeledes vokset markant blandt danskere, der har dårligt eller mindre godt helbred. Sygemeldte sendes i endeløse afklaringsforløb - i værste fald falder de gennem det sociale sikkerhedsnet og står helt uden indkomst. Reformer af dagpenge og førtidspension rammer hårdt blandt de grupper, der har størst risiko for nedslidning, sygdom og arbejdsløshed. »Det forsvundne Folk« afspejler en stigende opdeling af vores samfund. Det er hovedstadseliten, som spiller førsteviolin i meningsdannelse og beslutninger. Hér finder vi de store medier, embedsapparatet, toppen i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationerne, toneangivende økonomer og konsulentfirmaer - og mange af politikerne. Jeg kalder det hovedstadsboblen. De definerende lag deltager i de samme receptioner og tv-debatter, men mureren i Randers og sosu'en i Svendborg lever på en fremmed planet. I 00'erne var »stordriftsfordele« et fælles mantra i hovedstadsboblen. Sygehuse, uddannelser, politistationer og kommuner blev centraliseret, med daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen som arkitekt.

Jeg satte kritisk fokus på dette i bogen Eliternes Triumf (2010), andre gjorde det samme, og i dag har vi en mere balanceret debat om de geografiske skel. Politikerne hylder »den nære velfærd« - selv om der endnu ikke er sket så meget. Derimod er de sociale brudflader blevet skarpere, uden at vi for alvor debatterer det i medier og politik. Fra 2010 gik hovedstadseliten »reformamok« - som Helle Thorning-Schmidt udtrykte det. I de definerende lag var der stor forståelse for »den nødvendige politik«, men blandt folk længere nede ad rangstigen er virkeligheden en anden. Konsekvensen er store ændringer i vores samfundsmodel: Øget folkelig utryghed og en mistillid til politikerne, der er den højeste i mange årtier og truer vores sociale stabilitet.

Hov! Hvor blev arbejderklassen af?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce