Det værste var skrigene fra de overlevende


Det værste var skrigene fra de overlevende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Mads Sandemann, chefredaktør, JydskeVestkysten
Dit Navn
Holdningsstof. 

Det er i dag 75 år siden, at samarbejdspolitikken under besættelsen brød sammen. Men allerede fra krigens begyndelse var der tusindvis af danske sømænd, som kæmpede mod nazismen. Men Danmark var under angreb længe inden den tyske besættelse. Fra krigsudbruddet i september 1939 til 9. april 1940 sænkede tyskerne 29 danske skibe - 367 danske søfolk døde. Og det blev kun værre endnu for mange danske sømænd. Efter besættelsen kom 145 danske skibe under britisk flag, og omkring 6000 danske søfolk kæmpede under anden verdenskrig i allieret tjeneste. Over 2000 af dem kom aldrig hjem. De overlevende måtte vente i årtier på officiel anerkendelse. Én af dem var min far, der som 15-årig i 1938 forlod fødebyen Horsens for at blive sømand. Den 9. april 1940 befandt han sig på Lauritzen-skibet SS Nancy nord for Skotland. Der blev holdt skibsråd om, hvor de skulle sejle hen, og der var flertal for Færøerne. Men længe inden de nåede så langt, blev de stoppet af en armeret britisk trawler, der forsynede det danske skib med et Union Jack-flag.

"Jeg har kun hørt om et enkelt dansk skib, hvor skipperen satte kurs mod Danmark, men hans besætning lavede mytteri og låste ham inde, hvorefter de egenhændigt sejlede til engelsk havn", skriver min far, G. Sandemann Rasmussen, i sin erindringsbog "På Sporet", der i 2003 udkom på forlaget Klim.

Selv om han var en del af handelsflåden, lærte englænderne ham krigshåndværket. Han blev uddannet antiluftskytte, og det var en kompetence, han fik rig lejlighed til at gøre brug af under konvojsejladserne i Atlanten og Middelhavet. I begyndelsen af krigen var han så begejstret for at tage del i kamphandlingerne, at han (forgæves) søgte ind til det britiske flyvevåben, Royal Air Force, men som dagene og månederne gik, voksede forbandelsen over krigens rædsler. På en konvoj fra Gibraltar med kobbermalm til den engelske krigsindustri blev otte af 40 skibe sænket af tyske u-både, der flere dage og nætter i træk angreb i de frygtede wolfpacks (ulvekobler).

"Vi kunne høre skrigene fra de overlevende, men kunne intet gøre. De skrig glemmer man aldrig... Det værste var uden sammenligning de over 100 søfolk, der var gået vest. Ingen begravelse, ingen mindeord, ingen højtidelighed, ingen flag, der gik på halv, kun den der tomme følelse af uafvendelighed og død og undergang", skriver min far i sin bog.

I 1943 vendte krigslykken. Der blev sænket 287 tyske u-både mod 85 året før: "Havde vi dog bare vidst det, mens det stod på, så havde vi været klar over, at vinden var vendt, og vi var ved at vinde krigen. For os at se havde vi det værste til gode, og vi så ingen lys forude", skriver min far.

De danske krigssejlere under britisk flag hørte til i Newcastle i England, når de var i land. Men der var danskere på alle verdenshave. Da krigen sluttede 2. september 1945, var min far i Stillehavet ombord på et skib lastet med materiel til de amerikanske styrker, der kæmpede mod japanerne. Paradoksalt nok blev udbruddet af fred næsten lige så ubærligt, som krigen havde været. Min far fik et nervesammenbrud, og han blev indlagt på et sindssygehospital i New York, hvor han fik diagnosen granatchok. Det man i dag ville kalde for posttraumatisk stresssyndrom. Frem til sin død i 2014 var natlige mareridt og indtagelse af nervemedicin næsten lige så almindelige bestanddele af hans dagligliv som måltider og tandbørstning.

Men han mødte i 1946-47 flere tusinde mennesker, der havde stået endnu værre pinsler igennem. Han blev fællestillidsmand på det amerikanske skib Ernie Pyle, opkaldt efter anden verdenskrigs mest berømte krigskorrespondent. Jobbet gav min far mulighed for at bevæge sig frit rundt mellem passagererne, der var overlevende jøder fra de tyske koncentrationslejre. Fire gange var han med til at sejle jøder fra europæiske havne til USA.

"At se dem gå rundt på dækket var som at se en stumfilm fra tyverne: Korte abrupte bevægelser, de så hverken til højre eller venstre og talte næsten ikke med hinanden... Nogle vil vide, at øjnene er sjælens spejl. Når man spejlede sig i deres øjne, så man ingen genspejling, kun tomhed og intethed. Man så hverken sorg eller fortvivlelse, kun den blanke, næsten umenneskelige intethed. Det var virkelig lykkedes de nazistiske umennesker at kue menneskeligheden ud af disse stakler".

I 1948 flyttede min far fra New York hjem til Horsens, hvor han for første gang siden 1938 mødte sine forældre og to små brødre. Han ville sejle videre, men han kunne ikke få hyre, da det danske sømandsforbund mente, at han skyldte kontingent fra krigsårene. Det var en fejl, min far ville rette ved at tage til København, men da han på turistbureauet i Horsens ventede på at få sin lyntogsbillet, så han en brochure, som jeg har endnu, med titlen: "Læs videre i Aarhus". Det gjorde han så. Han tog præliminær- og studentereksamen fra Århus Studenterkursus, hvor han mødte min mor, og i 1958 blev han cand.mag. i dansk og engelsk. I det meste af sit arbejdsliv var han en engageret og farverig lektor på Marselisborg Seminarium. Fordybelse i bøgernes verden og undervisningen hjalp ham uden tvivl med at holde fortidens dæmoner på afstand.

Inden krigen havde det stort set været utænkeligt, at en arbejderdreng fik en akademisk uddannelse, men det blev én af efterkrigstidens store triumfer, at der skete en økonomisk, social og kulturel demokratisering af vores samfund. Aldrig tidligere i verdenshistorien har så mange mennesker i vores del af verden kunnet træffe så mange frie valg, som de har kunnet siden befrielsen i 1945.

Krigssejlerne bidrog til, at vi i dag lever i en frihed, man nemt kan komme til at tage for givet. Men historien har lært os, at frihed ikke er en selvfølge. Den kræver gode venner - især når man er et lille land - aktiv stillingtagen og ikke mindst viljen til at kæmpe for den. Det skal vi huske. Ligesom det danske samfund efter mange års glemsel omsider huskede at ære de danske krigssejleres indsats i allieret tjeneste. Der gik næsten 50 år fra befrielsen, før min far af Arbejdsskadestyrelsen blev tilkendt den hædersgave fra staten, mange tidligere modstandsfolk og kz-fanger i forvejen havde modtaget i årtier. Min 92-årige mor i Aarhus modtager som enke stadig hædersgaven på cirka 4000 kroner i kvartalet, så den har mest symbolsk betydning.

Det havde det også, da der i dag for et år siden blev indviet et officielt mindesmærke i Mindelunden i København. Her står Per Arnoldis kunstværk "Sortladne Hav" nu som en påmindelse om de 6000 sømænd, der satte livet på spil i frihedens tjeneste.

Det værste var skrigene fra de overlevende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce