Brexit viser os den grimme side af politik


Brexit viser os den grimme side af politik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Claus Jensen, formand for Dansk Metal
Carsten Bundgaard
Debat. 

I disse dage og uger kører forhandlingerne om Brexit for fuld skrue og til tider for rullende kameraer. Det er tydeligt, at englænderne har svært ved at blive enige med sig selv om en kurs. Og det skyldes ikke mindst, at Brexit-fløjen ser ud til at have scoret et selvmål af de større. Et selvmål som vi godt kan lære af i Danmark.

Lad os se på fem af de toneangivende stemmer, som opfordrede briterne til at melde sig ud af EU. Anføreren for Brexit-fløjen, Nigel Farage, har sikret sine egne børn tysk pas, så de frit kan rejse rundt i Europa. Storbritanniens rigeste mand Sir Jim Ratcliffe er flyttet til Monaco. Den tidligere finansminister har fået fransk opholdstilladelse. Komikeren John Cleese flytter nu til Caribien. Og Brexit-fløjens storsponsor og millionær, Arron Banks, har pludselig fortrudt. Nu mener han nemlig slet ikke, at Brexit er en god idé længere. Man fristes næsten til at sige, at hykleriet driver ned af rælingen på den synkende Brexit-skude.

Imens er mange briter kommet på andre tanker. Faktisk er der nu flertal blandt briterne for at blive i EU ifølge flere meningsmålinger. Og de samme målinger viser også, at der er et jordskred i gang i en række gamle industriområder i de britiske landdistrikter. Her vil op mod 20 procentpoint flere briter nu gerne tilbage i EU sammenlignet med afstemningen i 2016. Dengang var det de store byer, som stemte for at blive i EU. Nu er det vælgerne i flere industriområder, som har fortrudt deres stemme på Brexit.

Til gengæld må de EU-positive englændere også kigge indad. For mens den britiske højrefløj turnerede rundt med luftige løfter og halve sandheder, druknede de vigtige budskaber til de engelske industriansatte om værdien af arbejdspladser. Det ser vi måske effekten af nu, hvor vælgerne i industriområderne i stigende grad kan se, at EU er en forudsætning for mange engelske arbejdspladser. Det havde nu været bedre, hvis de engelske politikere havde fået kommunikeret det budskab ordentligt, mens tid var.

Vi kan til gengæld glæde os over, at industriens ansatte i Danmark ikke falder lige så let for populisternes propaganda. I Dansk Metal mener kun 1 ud af 50 tillidsrepræsentanter i vores undersøgelser, at EU's indre marked er dårligt for deres arbejdsplads. Her i Danmark ved mange ansatte derfor godt, at EU's indre marked er helt afgørende for, at deres arbejdsplads kan afsætte varer på nye markeder og dermed styrke trygheden og jobsikkerheden for de ansatte.

Men der er ingen grund til at være jubeloptimistisk. Næste år skal danskerne til stemmeurnerne til Europa-Parlamentsvalget. Og mon ikke også der vil være kræfter på yderfløjene her i landet, som vil forsøge at lokke danskerne med, at græsset er grønnere, hvis vi melder os ud af EU. Selvom danskernes opbakning for tiden er historisk høj, så kan vi lære meget af det, der foregår på den anden side af Den Engelske Kanal i disse tider. For Brexit viser desværre den grimme side af politik. Der er ingen grund til, at vi danskere lader os lokke af det hykleri og bluff, som vi har set fra den engelske Brexit-fløj.

Brexit viser os den grimme side af politik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce