Begge valgkampe hænger sammen, når det gælder klimaet


Begge valgkampe hænger sammen, når det gælder klimaet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Steen Gade, tidl. MF, formand for Nyt Europa, og Lone Loklindt, næstformand, Nyt Europa
Billede
Debat. 

EU: Klima er endelig ved at snige sig op i toppen i de to valgkampe, vi lige nu har i gang - til Folketinget og til Europa-Parlamentet. Alligevel er det utroligt, hvor lidt vi diskuterer, hvad EU-samarbejdet betyder på klimaområdet og - især - hvor lidt debatten handler om, hvad vi som danskere vil prioritere i EU-samarbejdet i de kommende år.

Det er som om alle konkrete klimaforslag handler om Danmark alene, mens de få dele, der vedrører EU-samarbejdet overlades til kandidaterne til Europa-Parlamentsvalget. Det betyder, at helt afgørende spørgsmål ikke diskuteres. Nemlig alt om hvordan samvirket mellem ren national og fælles indsats i Europa skal tilrettelægges for at sikre den stærkest mulige klimaindsats.

At man som vælgere kan blive forvirret, forstærkes desværre yderligere af to markante vildveje, når det gælder EU-samarbejdet. Nemlig på den ene side Venstres udmelding om, at Danmark ikke skal forpligte sig på mere end det vi beslutter os i fællesskab i EU. Og på den anden side Folkebevægelsens og Enhedslistens - og vel også Dansk Folkepartis - fastholdelse af, at vi danskere gennem en folkeafstemning skal forlade EU på et eller andet tidspunkt.

Den ene vildvej ser bort fra, hvordan EU i årtier har haft førertrøjen på i de globale klimaforhandlinger, ligesom EU har leveret det mest opløftende bidrag til grøn omstilling indtil nu. Siden FN's klimakonvention blev vedtaget i 1992 har EU arbejdet med begrebet bæredygtig udvikling, Kyoto-aftalen i 1997 var aldrig blevet til noget uden EU, ligesom det var EU, der lavede alt forarbejdet til Paris-aftalen i 2015.

EU-samarbejdet er også det eneste, hvor medlemslandene forpligter hinanden på faste mål for årlige CO2- reduktioner, energibesparelser og udbygning af vedvarende energi. Dertil kommer alle de andre konkrete forslag fra standarder og energimærkede biler og køleskabe til CO2- grænser for bilernes forurening. Alt sammen for omkring 500 millioner mennesker, og med klar afsmitning til lande som f.eks. Kina.

EU-samarbejdet er altså helt afgørende for en effektiv klimaindsats, og vil fremover også blive helt afgørende. Derfor er enhver ide om at forlade EU på et eller andet tidspunkt en regulær klimadræber. Det samme bliver også resultatet, hvis alle lande kun satser på at gennemføre de konkrete mål, der allerede er enighed om imellem EU-landene. Her kommer vi til at mangle "trækdyrene".

Når vi får ryddet de to vildveje ud af debatten, bliver der plads til den helt afgørende debat om samspillet mellem national og fælles EU indsats. Og så bliver begge valgkampe - både folketingsvalget og Europa parlamentsvalget - pludselig lige vigtige.

Det er jo i Folketinget, at Danmark fastlægger, hvilke klimainitiativer EU skal tage. Noget, der de næste år er helt afgørende, for der er brug for markant højere forpligtelser inden 2030 end de, der gælder lige nu. Her er der brug for klima "trækdyr". Det var Danmark i 1990'erne, og det var Danmark igen i perioden op til Paris- aftalen. En rolle vi desværre ikke udfylder længere. Tværtimod.

Flertallet i Europa-Parlamentet har historisk presset på for at sikre bedre klimabestemmelser. En rolle, der desværre bliver udfordret i denne valgkamp, hvis mange skeptikere kommer i Parlamentet. En god grund til at satse hårdt på at få valgt grønne og progressive parlamentarikere.

Samlet er det hele ret simpelt. Klimaindsats, der virkelig batter, skal bygge på, at der er lande, der vil gå foran som grønne foregangslande og samtidig være "trækdyr" for markant stærkere klimaindsats i EU i et tæt samspil med grønne kræfter i Europa parlamentet.

Som vælgere er vi så heldige, at begge valgkampe derfor hænger uløseligt sammen, når klimaet skal have hovedprioritet.

Begge valgkampe hænger sammen, når det gælder klimaet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce