Assisteret selvmord er en nødvendighed


Assisteret selvmord er en nødvendighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Peter Wøbbe, Odensevej 155, Faaborg
Billede
Debat. 

Dødshjælp: Jeg er ikke discipel for Svend Lings. Jeg er ikke helt enig med ham og hans gøren, men jeg har desværre prøvet på allernærmeste hold at måtte sige farvel til min lillesøster i Schweiz, da vi ikke hjælper med assisteret selvmord i Danmark.

Aktiv dødshjælp. Ja det er naturligt, vi alle har en mening om aktiv dødshjælp, og jeg ville ønske, jeg stadig kun havde mine holdninger til det at leve og det at være menneske og det, at vi alle på et tidspunkt stopper med at trække vejret uden at blive kaldt aktiv dødshjælps-troende.

Der er også forskel på aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, hvor det er patienten selv, der tager medicinen, enten via et drop, der er stillet til rådighed, eller via piller, patienten selv indtager.

Ved direkte aktiv dødshjælp er det lægen, som er den udførende part med hensyn til at give den afgørende dosis. Det gør man f.eks. i Holland, mens man i Schweiz anvender assisteret selvmord.

Har man været det igennem, jeg og min familie har prøvet, evner man måske at se assisteret selvmord/ aktiv dødshjælp mere nuanceret end mange følelsesladede debattører gør.

For selvfølgelig er det voldsomt følelsesladet, måske mere for nogle af os, der har været det igennem, end for andre, der "bare" har en holdning/mening om emnet uden at have prøvet det på nær hold.

Min lillesøster blev 54 år, og hun måtte sige farvel til os alle for godt et år siden.

Min lillesøster fik en uhelbredelig hjernetumor, Glioblastom 4, og lægerne forsøgte med alle lindrende muligheder, men intet hjalp. Hun fik ingen lindring, der hjalp hende mere, end hun i mange måneder tiggede og bad os og de behandlende læger om at hjælpe hende herfra, da både hendes fysiske og psykiske smerter var uudholdelige for hende.

Efter operationen var hun lammet i den ene side; hun havde voldsomme smerter, var kognitiv påvirket, men bevidst om situationen. Hun havde talebesvær, var meget sensitiv overfor lys og lyd. Hun var præget af massiv angst og tungt plejekrævende.

Den gennemsnitlige restlevetid for en person med min lillesøsters diagnose er 14 måneder, og min lillesøster sagde farvel i Schweiz 13 måneder efter diagnosen blev stillet.

Påstanden om, at al smerte kan lindres, passede ikke i min lillesøsters tilfælde. Jeg bliver utilpas, når personer (incl. redaktører og visse læger) gør sig til talsmand for, at lægerne kan lindre alle smerter - det kan de altså ikke. Al anden påstand er forkert - i hvert fald i min lillesøsters tilfælde.

Hvem skal bestemme, hvilken lindring der er tilstrækkelig? Er det ikke også at gøre sig til en slags gud?

Det må altså være den enkelte patient, der selv kan mærke, om lindringen hjælper og ikke alle os andre. Det var så svært, hun var på hospice som aflastning to gange og blev sendt hjem begge gange. Den ansvarshavende psykiatriske overlæge sagde til mig: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal prøve mere, sig mig, hvad I ønsker af medicin, og I får det".

Til sidst bad vi på min lillesøsters vegne om palliativ sedering, hvor man medicinerer patienten ind i vedvarende søvn. Det kunne bevilges på den måde, at hun ville blive tilset hver dag derhjemme, og når der var 12-24 timer tilbage af livet, efter personalets vurdering, kunne de starte palliativ sedering op.

Problemet for min lillesøster var, at hun stadig spiste og havde nok mere appetit end normalt, måske pga. medicinen, og det betød, at hendes krops fysiske tilstand ville holde hende i live måske i mange måneder, indtil hun nåede det punkt, hvor personalet vurderede, at hun havde mellem 12 og 24 timer tilbage.

I mellemtiden ville hun efter lægernes vurdering miste evnen til at kende sine omgivelser, dvs. hendes børn, mand, vores mor og vi andre.

Det kunne hun ikke holde ud at tænke på, og hun solgte sit sommerhus for at få penge til en rejse til Schweiz for at betale for assisteret selvmord.

Hun kunne kun vente på at dø mere og mere uværdigt.

Da min lillesøster var for syg til at flyve, måtte vi sørge for transport i lejet bus, og der er altså langt til Schweiz, når man kun ønsker at dø, og når man er i en dårlig og svag forfatning.

Det er ikke rimeligt, at et dødssygt menneske skal tvinges til dette tiltag for at få en værdig død.

Min lillesøster fik fred ved assisteret selvmord i Schweiz på en særdeles smuk og værdig måde, hvor myndighederne kontrollerede alt og flere uafhængige læger vurderede patientens situation, inden der blev givet det endelige grønne lys for at patienter kan få adgang til assisteret selvmord.

Svend Lings' manual kan jeg heller ikke lide, men det virker som et nødråb for at få myndighederne til at forstå, hvor alvorligt dette er - og hvor stort behov der er for en afbalanceret beslutning, der virker bedre end i dag.

Har man ikke selv været i situationen i eller omkring en terminal patient er det fair nok at have en mening om et sådant emne, men lad være med at gøre jer klog på andres lidelser, og lad det være op til det enkelte menneske med en mere fornuftig lovgivning, end vi har i dag. Var det sket, kunne min lillesøster have undgået en særdeles hård kørsel til Schweiz og fået fred her hjemme i familiens skød.

Assisteret selvmord er en nødvendighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce