Thulesen Dahl: Støjberg er velkommen hos os


Thulesen Dahl: Støjberg er velkommen hos os

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Føler Inger Støjberg sig dårligt behandlet af Venstre, er hun velkommen i Dansk Folkeparti. Det fortæller Kristian Thulesen Dahl i et interview med avisen Danmarks politiske redaktør Thomas Funding. DF-formanden advarer om, at det kommer til at få konsekvenser, hvis Venstre ændrer kurs på udlændingeområdet.

Magtkamp: Under normale omstændigheder er det tæt på utænkeligt, at en partiformand blander sig i et andet partis interne valg. Slet ikke et parti fra egen blok. Men der er ikke meget normalt over tingene i blå blok lige nu.

Siden Lars Løkke Rasmussen i valgkampen vendte ryggen til de andre borgerlige partier og foreslog et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, har stemningen mildest talt været anstrengt.

Forholdet er så ringe, at Kristian Thulesen Dahl har valgt overfor avisen Danmark at kritisere Venstres folketingsgruppes beslutning om at vrage Inger Støjberg som gruppenæstformand.

- Vores bekymring er, at Venstre er på vej i en anden retning på udlændingeområdet, forklarer Kristian Thulesen Dahl siddende på en solbeskinnet terrasse i Rebild, hvor Dansk Folkeparti er samlet til sommergruppemøde.

- Lars Løkke Rasmussen gik jo i slutfasen af valgkampen ikke bare til valg på en regering med Socialdemokratiet, men at den også skulle inkludere Radikale, og han nævnte ikke Dansk Folkeparti med et ord. Det er klart, det blev noteret, fortæller DF-formanden og fortsætter:

- Vi har så hen over sommeren iagttaget, om Venstre ville sadle om igen, og der sender det jo et signal, når det første, der sker efter ferien, er, at Venstres folketingsgruppe vrager Inger Støjberg som medlem af deres ledelse.

Hvis du spørger, om Dansk Folkeparti kunne rumme en person som hende, så er svaret absolut ja
Kristian Thulesen Dahl
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, er bekymret for, hvordan Venstre vil udvikle sig på området med udlændingepolitik, når partiet så klart har afvist partiets strammer nummer et og vælgerdarling Inger Støjberg som en del af den politiske ledelse på Christiansborg. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, er bekymret for, hvordan Venstre vil udvikle sig på området med udlændingepolitik, når partiet så klart har afvist partiets strammer nummer et og vælgerdarling Inger Støjberg som en del af den politiske ledelse på Christiansborg. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Støjberg ER den stramme udlændingepolitik

Det er tydeligt, at Kristian Thulesen Dahl ikke føler, at han skylder Venstre eller Lars Løkke Rasmussen særligt meget efter den netop overståede valgkamp. Han ved godt, at han bryder de uskrevne regler ved at blande sig i Venstres interne forhold.

- Burde du ikke blande dig udenom?

- Vi blander os ikke i, hvem Venstre vælger, men vi forholder os til, hvilke konsekvenser det har, fortæller Kristian Thulesen Dahl og begynder straks at forklare, hvorfor han mener, det er et problem, at Venstres folketingsgruppe ikke valgte Inger Støjberg.

- Inger Støjberg personificerer jo den stramme udlændingepolitik ved Venstre, og dermed også enigheden med os, der har været i en del år. Hvis der ikke hele tiden er nogle kræfter om bordet, der sørger for at holde linjen, ender man måske med at lempe, og det er den bekymring vi har nu, hvor Inger Støjberg ikke sidder med ved møderne.

- Overgør du ikke lidt betydningen? Kristian Jensen har været ude og garantere, at Venstre stadig står vagt om den stramme udlændingepolitik?

- Jeg håber da, at vores frygt er ubegrundet, men jeg mener bare, at jeg har noget at have det i, fortæller Kristian Thulesen Dahl.

To krav og en trussel

Kristian Thulesen Dahl anerkender, at der er dårlig stemning i blå blok, og han lægger ikke skjul på, at han mener, at det er Lars Løkke Rasmussen, der bærer ansvaret.

- Blå blok står et meget besværligt sted. Det hele er meget præget af, at Lars Løkke valgte at tage nogle meget markante skridt i valgkampen. Partierne i blå blok har endnu ikke fundet sig selv, og hvordan man skal arbejde med det her, fortæller Kristian Thulesen Dahl og understreger, at han ikke er ude på at få hævn. Det handler i stedet om at få genetableret blå blok.

- Skal der være et troværdigt borgerligt alternativ, skal det bæres af Venstre og Dansk Folkeparti og også Konservative, og der må Venstre gøre sin stilling op - er det det, de vil arbejde på?

- I har vel dybest set ikke noget at true med?

- Vi har siden 1998 altid bakket Venstres formand op som statsministerkandidat, og vi har gjort det uden betingelser. Vi kan ligesom andre partier begynde at stille politiske krav, fortæller Kristian Thulesen Dahl med henvisning til, hvordan partier som Radikale Venstre, Ny Borgerlige og SF stillede ultimative krav i valgkampen for at støtte deres respektive statsministerkandidater.

Og DF-formanden stopper ikke her. Kristian Thulesen Dahl kommer også med to krav til Lars Løkke Rasmussen.

- For det første vil vi gerne have, at Lars Løkke Rasmussen betrygger os i, at hvis han bliver som formand, så er det for hele valgperioden. Og for det andet skal han gå væk fra, at han vil inkludere Radikale, fortæller Kristian Thulesen Dahl og understreger, at han håber, at Lars Løkke Rasmussen melder klart ud på fredag, hvor Venstre afholder sommergruppemøde.

Absolut ja til Inger Støjberg

Viser det sig, at Kristian Thulesen Dahls frygt er velbegrundet, og skulle Inger Støjberg ikke længere kunne se sig selv i Venstre, ser der en tryg favn at vende sig mod i DF. Den markante venstrekvinde er mere end velkommen til at melde sig ind.

- Det ville være fuldstændig uproblematisk. Men jeg respekterer også, at Inger Støjberg er en voksen kvinde, hun har været venstrekvinde hele sit liv og kommer fra en venstreslægt, så jeg tror ikke, hun er sådan en, der render fra sit parti, så det er slet ikke på tale, fortæller Kristian Thulesen Dahl og lukker egentlig kurtiseringen der, men får så alligevel behov for at strække hånden lidt længere ud. Måske med tanke på de mange vælgere, der potentielt ville kunne flyttes fra Venstre til Dansk Folkeparti, hvis Inger Støjberg skiftede skib.

- Men hvis du spørger, om Dansk Folkeparti kunne rumme en person som hende, så er svaret absolut ja. Hvad der er hjerteblod for hende, er også hjerteblod for os.

Thulesen Dahl: Støjberg er velkommen hos os

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce