Line har hæklet en hyldest til sin elskede Sport-Cola

Line Baarsch er vild med at hækle. På sin Instagram-profil "Linesdiy" deler hun blandt andet sin hæklede udgave af Hancock Sport-Cola. Foto: Kim Baarsch

Line har hæklet en hyldest til sin elskede Sport-Cola

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nogle steder i landet sælger Hancock flere Sport-cola end pilsnere. Retrobølgen har ramt den specielle sodavand.

SKIVE/AARHUS: Lidt over 11.000 mennesker følger med på Facebooksiden for Hancocks famøse Sport-cola. En af dem er 37-årige Line Baarsch fra Aarhus.

Det er ganske vist cirka 15 år siden, hun flyttede fra Skive, men vil nok altid være skibonit i hjertet. Så meget, at hun har hæklet en hyldest til hjembyens specielle sodavand.

- Hækling giver ro. Det er en hyggelig måde at fordybe sig helt uden stress, fortæller Line Baarsch om sin hobby, som hun deler med resten af verden via sin Instagram-profil instagram.com/linesdiy.

Hendes hæklede udgave af Sport-cola blev delt på bryggeriets Facebookside og høstede et par hundrede likes.

Line Barsch har hæklet en Hancock Sport-Cola. Næste projekt, en Hancock Appelsinvand er allerede undervejs. Foto: Line Baarsch
Line Barsch har hæklet en Hancock Sport-Cola. Næste projekt, en Hancock Appelsinvand er allerede undervejs. Foto: Line Baarsch

Tæt på at blive droppet

Ikke så underligt, mener Hancock-medejer Peter Strange Nielsen, som både glæder og morer sig over, at Sport-Cola pludselig er blevet kult.

- Det begyndte med, at nogle fans på eget initiativ oprettede en fanside på Facebook. Så fandt TV/Midt-Vest ud af det, og det førte igen til, at Felix Smith kom på besøg i forbindelse med nogle sommerprogrammer, så det pludselig var på landsdækkende tv. Det gav et stort boost til salget, fortæller Peter Strange Nielsen.

Sport-Colaen var ellers lige ved at blive kvalt i fødslen, da den blev lanceret 12. november 1974.

- Vi solgte ikke ret mange af dem. Det var lige før, den blev taget ud af produktion igen, fordi de nåede at blive for gamle på lageret. Men det kom lige så stille, og vi ville gerne have vores eget alternativ til andre sportsdrikke, siger Peter Strange Nielsen, som ikke sådan helt kategorisk afviser, at Hancocks opfindelse var et forsøg på at dæmme op for konkurrencen fra Faxe-Kondi, som blev lanceret i begyndelsen af 1970'erne.

Lige som den oprindelige Faxe Kondi, så bliver Sport-Cola tappet på en ølflaske.

- Det er jo med til at gøre det sjovt at drikke Sport-Cola, fordi den er anderledes. Og nu har den været sådan så længe, at det ville se helt mærkeligt ud, hvis den var i en almindelig sodavandsflaske, forklarer Peter Strange Nielsen.

Læskedrikkenes gadekryds

Anderledes er nok den bedste måde at beskrive Sport-Cola, både udseendet, som er et gadekryds mellem en øl og en sodavand, og smagen, som er en blanding af cola, gammeldags sportsvand og "noget andet". På hjemmesiden bryster Hancock sig af, at man anvender ægte colanødder i sine cola-produkter, men den præcise opskrift er en del af mysteriet, som giver Sport-Cola sin kultstatus.

- Sport-Cola blev udviklet af en fjern slægtning, som var glad for at blande cocktails. Han miksede for sjov nogle forskellige Hancock-sodavand sammen og fandt ved lidt af et tilfælde frem til en smag, som blev til det, vi nu kender som Sport-Cola, fortæller Peter Strange Nielsen.

Nye generationer ser ud til at have taget drikken til sig, mens andre bruger Sport-Cola til at genoplive minder fra barndommen - som for eksempel Line Baarsch, som har opdaget, at Kvickly i Åbyhøj har hele Hancock-sortimentet, angiveligt fordi en af de ansatte er skibonit og har lidt hjemve.

- Jeg husker jo, hvordan vi altid drak Sport-cola efter gymnastik og den slags. Jeg har det også stadig sådan, at den eneste appelsinvand, jeg kan lide, er den fra Hancock. Jeg kan slet ikke lide Fanta og den slags, fortæller Line Baarsch.

Hun afslører, at hun er i fuld gang med sit næste hækle-projekt. Det er naturligvis en Hancock Appelsinvand.

Line har hæklet en hyldest til sin elskede Sport-Cola

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce