Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

På cykel fra England til Kina: Når den sidste vandflaske er tom

Over steppen - nu med små buske som vegetation og forandring i landskabet. Privatfoto

På cykel fra England til Kina: Når den sidste vandflaske er tom

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dea Højlund Jacobsen fra Grindsted har kørt fra England til Usbekistan på cykel sammen med sin engelske kæreste Chris Pountney. Rejsen ender i byen Mori i Kina - inden de to cykler videre. Dette er 2. del på et ørkenridt.

Uzbekistan 27. august 2017 - anden del

- Vil du ikke godt cykle tæt på mig. Jeg har det ikke så godt, sagde jeg grådkvalt til Chris.

Varmen gjorde mig konfus. Jeg følte mig utilpas og jeg ville gerne have ham tæt på mig. Jeg følte mig sårbar, men samtidig tryg ved hans velkendte omsorg. Han ville altid passe på mig. Kort efter så han en lidt større busk ved vejen, hvor jeg kunne ligge i skygge. Jeg lå og så op gennem tørre grene, som solen skinnede igennem. Vinden hylede som en ulv og ind imellem passerede en bil. Det var de eneste lyde. Skorpioner, edderkopper og slanger kriblede rundt i mine tanker affødt af de skorpioner, vi havde fundet under vores telt forleden morgen og de små grene på jorden, der stak på min hud. Jeg så en lille fugl i busken.

Da vi cyklede videre, var jeg bedre tilpas. Der var små buske spredt over steppen nu. En lille forandring, der fyldte mig med begejstring. Der var noget at se, lave konturer, ikke bare det flade intet. Så lidt kunne være så meget. Jeg spejdede efter den lille by Jasliq, der skulle ligge et par kilometer syd fra vejen fem kilometer før det tehus og motel, som var målet. I det flade landskab forventede jeg at se byen på lang afstand. Små prikker i horisonten vakte fantasier om, at målet var nær. Jeg cyklede på den sidste motivation. Så gik det op for mig, at prikkerne blot var buske. Jeg kunne stadig ikke se afslutningen på dagen, bare den lange, lige vej, der forsvandt i horisonten. Vores system med at cykle fem blokke af 24 kilometer mellem hver pause var brudt sammen med mit hedeslag. Nu cyklede vi så stærkt, vi kunne.

Dea og Chris cykler fra England til Kina: For lidt vand til 120 kilometers ørkencykling
Undervejs - på cykel jorden rundt
Dea og Chris cyklede ud af Edinburgh den 19. marts mod Mori, en lille by i Kina, som mål. De forventer at nå frem inden jul. Rejsen på cykel fortsætter herefter i Himalaya, Indien, Afrika og Sydamerika i ca. 2 år. Turen til Kina er en del af en jordomrejse, som Chris er i gang med på cykel og skib (ingen biler, busser, tog eller fly). Lykkes det, er han så vidt vides den første, der har gjort det.Dea, 30, er uddannet i musikvidenskab og nordisk sprog og litteratur og vil gerne være lærer.

Chris, 32, kalder sig eventyrer og forfatter og har rejst på cykel i syv år og udgav sin første bog "No Wrong Turns" i marts 2017.

Læs mere på www.differentpartsofeverywhere.com.

Her kan man også læse Deas fortællinger i uredigeret form.

Når rejsen er slut, vil parret gerne bo i Danmark.

At smage en fersken - igen

Jeg fulgte de digitale tal på cykelcomputeren de sidste hundrede meter til '100' kilometer og løftede armen i sejr. Vi nærmede os, selvom jeg ikke kunne se det. Der var intet publikum til min jubel. Chris cyklede langt foran mig, stærkt, og vildt viftende med sin kasket. Fluerne generede ham. Få kilometer senere stoppede han pludseligt og kastede sig ned på jorden. Varmen havde ramt ham nu. Jeg gentog hans omsorg og fandt juice og sødt frem. Efter 20 minutter var han klar til at forsætte. Min vandrationering med 3 flasker fordelt på 120 kilometer var også brudt sammen. Min sidste flaske var tom, og Chris gav mig det sidste af den fælles flaske, han havde. Der var en lille, varm sjat tilbage ligesom i hans egen sidste flaske. Vi måtte snart være fremme.

Endelig dukkede omridset af Jasliq op, og da min cykelcomputer viste '118' kilometer stoppede vi ved vejen indtil byen ved en vejbom med politikontrol. Vi blev blot mødt af nogle unge fyre, der solgte iskoldt vand. Vi drak og drak, som om vi ville fylde hele kroppen med vand. I stedet for at køre de sidste fem kilometer til vores mål, drejede vi ind mod Jasliq. I morgen ville der igen være 140 kilometer til næste by, så vi havde brug for proviant.

Det var de hårdeste tre kilometer den dag. Vi kørte nu op mod vinden, og vejen var lavet af fire meter lange betonfliser med en stor revne imellem, som gav et stort bump i cyklerne. Det føltes som en evighed. Da vi nærmede os byen, blev vi overhalet af en bus, der dyttede.

Folk kom ud fra de lave betonblokke, der lignede levn fra Sovjettiden. Nogle cyklede, andre kom med trækvogne og stimlede sammen om bussen, der parkerede i byens centrum. En tyk politimand modtog os, da vi nærmede os. Han ville se Chris' pas og sagde, at jeg ikke måtte tage flere billeder. Lidt efter blødte han op og fulgte os over til byens små butikker. Her kunne vi købe alt det vand, vi ville, og der var friskt brød og frugt. Bussen var nemlig kommet med nye forsyninger. Sikke et heldigt sammentræf.

Mens Chris var i butikkerne, holdt jeg øje med cyklerne. Selvom bussen tog en god del af opmærksomheden, samlede der sig hurtigt en mindre flok mænd og drenge om os. Mange af dem havde selv enkle og solide cykler med hjemmelavede sæder og bagagebærere. Det var tydeligt, at cyklen var en praktisk og kær ejendel for dem, og de lurede nysgerrigt på vores.

En mand viste os et speedometer på sin cykel, og de små drenge kunne næsten ikke dy sig for at røre og pille. Men min tilstedeværelse holdt dem tilbage. Uden for vores kreds passerede unge kvinder med småbørn. De var klædt i smukke kjoler i klare farver og mønstre, nogle med glimmer og pailletter. Generte øjne og nysgerrige smil, prøvende ord på russisk og usbekisk. Chris kom ud, og jeg spiste en fersken, der smagte så rigt af sol, vand og grønne blade, som jeg aldrig før har oplevet det. Og jeg undrede mig over, hvordan jeg kunne smage så meget frodighed så langt ude på de golde stepper.

Længste ridt nogensinde

Under opsyn af de mange øjne pakkede vi vores varer og 20 l vand i taskerne, og tungt bumlede vi tilbage mod hovedvejen.

En flok drenge fulgte os på cykler. De, der ikke selv havde én, sad på bagagebæreren eller stangen af de andres. De var nysgerrige, begejstrede og ville lave sjov. De råbte navne på berømte fodboldspillere, og vi gentog. Én begyndte at pege på sit ansigt og råbe de usbekiske ord for 'øje', 'næse' og 'mund' og jeg gentog, så alle lo. Flere vendte om, men tre blev og begyndte at tigge om ting, vores cykelcomputere, kasketter eller bare noget vand.

Af princip sagde vi nej. Vi ønsker ikke at medvirke til, at tiggeri kan betale sig, slet ikke hos helt unge mennesker. Stemningen vendte snart fra sjov til anstrengt, og vi var lettede, da vi nåede hovedvejen, og drengene vendte om.

Fem kilometer tilbage. Snart fik vi øje på bygningen, og solen gik ned bag os. Det var overstået. 131 kilometer var det blevet til. Mit længste ridt nogensinde.

Et chaikhana er et simpelt cafeteria, der kan byde på en enkelt ret, te og skygge fra den stærke sol, og de dukker oftest op med 30-40 kilometers mellemrum. Men dette sted var den første egentlige servicestation siden grænsen 160 kilometer væk. På døren sad utallige klistermærker med logoer og navne fra rejsende. Jeg blev begejstret, da jeg så et klistermærke fra de englændere på vej mod Mongoliet, vi havde mødt nogle uger forinden på skibet over det Kaspiske Hav.

En fantasi bliver virkelig

På cykel Vi gik indenfor. De kølige rum og simple møbler, varerne bag glasdiskene og drikkevarerne i køleskabet, menukortet og værelset med bad. Det føltes alt sammen som den lovning på at få mine behov opfyldt, som havde motiveret mig til at nå frem. Her var mad, vand, bad og søvn. Der bredte sig en dyb ro i mig, som om tiden gik i stå. Der skulle ikke ske mere nu. Jeg sad uden for bygningen igen. Sad bare lidt. Der var en klar pink stribe i horisonten, hvor solen var gået ned. Himmelhvælvingen changerede fra lys blå til sort og de første klare stjerner var kommet til syne. En flagermus flaksede rundt i ujævne linjer. Her var så stille. Og jeg følte en stor tilfredshed med at være på en øde vej i det yderste hjørne af Usbekistan.

Vi fik aftensmad fra restauranten. Æg, dumplings med oksekød, løg og en salat af friske tomater og agurker. Vi sad i skrædderstilling uden sko ved et lavt bord på en firkant af hævet gulv med tæpper og puder. Det var den usbekiske måde, og jeg syntes, det var eksotisk og skønt. Senere, på værelset, kunne jeg høre lyden af det rislende vand fra Chris i brusebad. Og jeg huskede, hvordan jeg tidligere på dagen næsten vanvittigt havde længtes efter den lyd, løbende vand, koldt vand uden begrænsning. Chris kom ud fra badeværelset. Vandet løb stadig.

- Vandhanen er gået i stykker. Jeg kan ikke slukke den, sagde han, og jeg smilede. Min fantasi var blevet virkelig.