Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Ketty står midt i en udløbsperiode: - Et nyt kapitel begynder igen

Ketty Søgaard står midt i en udløbsperiode sammen med sin mand Viggo. Han er terminalpatient og døende. Samtidig med at dagene går stille og roligt, så er der stadig stormvejr. Foto: Lise Nørgaard

Ketty står midt i en udløbsperiode: - Et nyt kapitel begynder igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

76-årige Ketty Søgaards mand, Viggo Søgaard, er døende. Han har uhelbredelig lungehindekræft. Ketty står ved siden af, sårbar, men rolig. Hun ved, at hun ikke kan tage hans sygdom, og at der kommer en ny tid. Igen.

Grindsted: På hoveddøren står der, at indenfor vil børnebørn blive forkælet. Det er indenfor i Ketty og Viggo Søgaards hjem i Grindsted. Her hænger der hatte på stumtjeneren. På entrévæggen indbyder en indianerfjerpragt i ramme til spørgsmål. Den er fra Brasilien, og lidt længere inde på hylder står elefanter i stærke farver fra Thailand på række.

Her er der ingen fortrydelse, ingen vrede, bitterhed eller frygt. Det er, som det er. Livet er blevet levet fuldt ud. 78-årige Viggo er terminalpatient. Der findes ikke nogen slutdato, men både Ketty og Viggo ved, at de sidder i en udløbsperiode. Viggos lungehindekræft kan ikke helbredes, og Viggo kan ikke længere noget selv. Han har været syg i over et år, og serviceniveauet har aldrig været højere i stuen, hvor hjemmeplejen også har sin gang. Dagene går, stille og roligt. Efter at have afsluttet det sidste arbejde i Thailand i august er Viggos tanker faldet til ro. Der er ikke så meget mere at sige.

Sygdommen var ikke noget lynnedslag. Der har været tale om en langsom optrapning, og Viggo har været syg i over et år. Da diagnosen kom, var det en lettelse for både Ketty og Viggo.

- Så kunne vi forholde os til det. At Viggo ikke bliver rask igen, fortæller Ketty i køkkenet, hvor nærværet er inderligt og sjælen blotlagt. Her er ingen forstillelse, bare ærlig sårbarhed.

Ketty har lært at tage ansvar af sin mor
Ketty Søgaard
Ketty er datter af Anna Boelskifte, der bor på Filskov Friplejehjem, og som tidligere på året rundede 100 år.Ketty har sammen med sin mand Viggo to børn, Annette Lundgaard, skoleleder på Grindsted Privatskole, og Kim Søgaard, direktør ved Kurt Kirkegaard.

Ketty har arbejdet som afdelingschef for KRIFA i Grindsted og Vejen.

Hun har ligeledes været aktiv i Det Danske Missionsforbund både på landsplan og lokalt i Vestermarkskirken. 

JydskeVestkysten bringer endnu en artikel om Ketty Søgaard i løbet af næste uge, da hun stiller op til Ældrerådet. 

Fra verdensmand til døende

Ketty er fattet, øjnene blanke, men de er også fulde af glæde og liv.

De har begge gjort, hvad de skulle. De har fulgt sygeplejerskernes anvisninger. Der har aldrig været så meget piskefløde og så mange proteiner i huset. De har været med hele vejen og ikke set passivt til. Men nu er de her, og forleden lørdag var de på køretur. En køretur, der startede i Billund Lufthavn, hvor de fik en kop kaffe.

- Viggos arbejdsplads har været hele verden. Lufthavnen er hans hjemmebane. Her er den stemning, han kender så godt, fortæller Ketty, der sagtens kan føle sig alene i det hele.

Hun står hjælpeløs og magtesløs og ser sin mand, et højintelligent menneske med indflydelse på verdensplan, svinde ind til ingenting.

Blomsterbutikkerne i Grindsted lever et godt liv lige nu, for vennerne støtter med blomster og en hånd på Kettys skulder. Og det er netop dét, hun har brug for. Håb om at det bliver bedre og trøstende snak om mirakler er andres behov for at se bedring - ikke Kettys.

Klarede sig selv

De to har levet et anderledes liv. Viggo havde sit job ude i verden, og Ketty passede familien. De har boet i USA i et par år og 13 år i Thailand. Han var kommunikationskonsulent i flere kristne organisationer, og i august var parret sammen med deres børn tilbage for at afslutte, overdrage og rydde skrivebord.

- Vi havde ikke nogen plan for at gå på pension sammen. Planen var, at Viggo skulle fortsætte sit arbejde, indtil han ikke kunne mere, og det er så nu, siger Ketty, der selv gik på efterløn i 2002, men fortsatte med at lave det, som hun altid har lavet - bare med mere tid til det.

- Jeg har arbejdet med Det Danske Missionsforbund både på landsplan og lokalt i Vestermarkskirken.

Ketty har været vant til at klare sig selv i livet, så det er ikke uvant for hende at stå alene med hverdagen.

- Da Viggo blev syg, tænkte jeg over, hvad jeg manglede hjælp til. Det eneste, jeg kunne komme på, var, at han gik ned med tomme flasker, når han kom hjem, smiler Ketty, der har fundet en løsning på den opgave.

Livet kan være besværligt

Ketty bærer ikke nag. De to fordelte ansvaret mellem sig, og Ketty tog det ansvar, der var hendes. Hun sørgede for familien.

- Alligevel har jeg gjort alt det, jeg ville. Jeg har arbejdet og haft fritidsinteresser. Der har været så meget gang i mig, at jeg i dag ikke kan forstå, at jeg kunne nå alt det på 24 timer i døgnet, men jeg har aldrig været i tvivl om prioriteten. Min familie har altid haft første prioritet. Og det har den også nu, hvor dagene går med at gøre det bedste, hun kan for Viggo.

- Han sagde forleden, at han ikke vil være til besvær, men sådan er det slet ikke. Nogle gange er livet bare besværligt, lyder det fra Ketty, der samtidig er bevidst om, at der på et tidspunkt begynder et nyt kapitel. Hun ved bare ikke hvornår.

- Det er helt ok. Jeg har det i tankerne, og jeg har også ideer om, hvad jeg gerne vil, for sådan er livet, siger Ketty, der ikke er skræmt af døden.

- Når man er kristen, så tror man på, at der er noget efter døden. Hvad det er, ved jeg ikke, og jeg skal heller ikke vide det.