Hr. P om butikslivet: - Udfordringen er at gøre det allerbedste hver gang

Jonas Pedersen synes aktivitetsniveauet i Grindsted er pænt med by nights og lignende, men aktiviteterne er ofte vejrafhængige. Foto: Lise Nørgaard

Hr. P om butikslivet: - Udfordringen er at gøre det allerbedste hver gang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hr. P er Grindsteds herretøjsbutik gennem ti år, og Jonas Pedersen er rigtig glad for at drive butik i Grindsted, som han anser for at have et højt aktivitetsniveau.

Grindsted: I Hr. P. er der tøj til enhver ung mand fra 14 år og opefter. Der er tøj til forskellige aldersgrupper og i forskellige prisgrupper. Det gode mix er vigtigt ifølge medindehaver Jonas Pedersen.

Sammen med sin bror driver han to øvrige herretøjsbutikker - én i Skjern og én i Henne, og så har de netop lukket én i Agerbæk. En butik, der har ligget i den lille by i 25 år med kun 1000 indbyggere.

- Der var ikke længere grundlag for at drive den videre, forklarer Jonas Pedersen, men han mener, at der i den grad er grundlag for forretningerne i Grindsted.

- Der var et godt niveau, da vi kom hertil for ti år siden, og det er der stadig, siger Jonas Pedersen, der er af den opfattelse, at Grindsted har et højt aktivitetsniveau i forhold til omkringliggende byer.

Selvom han er godt tilfreds, er han med i Billund ErhvervsFremmes projekt, Vækst til Erhverv i Gadeplan, og det er han, fordi man hele tiden kan og skal udvikle sig.

- Jeg er faktisk rigtig spændt på forløbet. Jeg har været selvstændig i ti år, og det betyder også, at man går ret meget inde i sin egen lille osteklokke og kigger ud. Derfor er det godt at få andre øjne på udefra, siger Jonas Pedersen, der er 32 år og valgte at blive selvstændig efter han havde haft en stilling som afdelingschef i Bilka.

Om projekt "Vækst til erhverv i gadeplan"
Cirka 50 virksomheder/butikker i Billund Kommune har meldt sig til projektet "Vækst til Erhverv i Gadeplan".

Det EU-støttede projekt skal hjælpe butikkerne til at se på sig selv med nye øjne og til at netværke endnu mere med hinanden.

I en artikelserie i den kommende tid besøger redaktionen nogle af de tilmeldte butikker for at høre nærmere omkring, hvordan de har det, hvad deres udfordringer er, og hvordan de ser på fremtiden.
Hr. P. er for alle aldre - det er vigtigt for Jonas Pedersen. Foto: Lise Nørgaard
Hr. P. er for alle aldre - det er vigtigt for Jonas Pedersen. Foto: Lise Nørgaard

Altid tid til nye ideer

For et år siden flyttede Hr. P. til nye lokaler i Grindsted, da lokalerne på Vestergade blev ledige.

- Lokalerne var meget bedre, end dem vi havde. Vi var lidt spændte på placeringen, men det har vist sig, at det også er en bedre placering, der giver en bedre trafik og kundegennemstrømning, siger Jonas Pedersen, der ikke umiddelbart har nye ideer at teste af i projektet, som han skal deltage i.

- Har vi ideer, prøver vi dem af. Det har vi altid tid til, lyder det.

Jonas Pedersen er glad for livet som selvstændig, fordi han selv tager beslutningerne, og fordi der er frihed under ansvar.

- I de første år er pengene selvfølgelig små, og man er meget på, men nu kan jeg også tillade mig at holde fri og hente børn, siger Jonas Pedersen, der er far til to børn på tre og seks år.

- Det er selvfølgelig et valg, vi har taget hjemme, at der i perioder med sæson og højtider er fart på, men på andre tidspunkter er der så mere stille, forklarer Jonas Pedersen - og det er klart sjovest at være på arbejde, når der er gang i byen.

- Vores største udfordring er at yde det allerbedste hver eneste gang. Tingene skal bare være i orden, siger Jonas Pedersen, der derfor gør meget ud af selv at uddanne sit personale.

- Vi har uddannet en del elever, for det er svært at få det rigtige personale, så vi vil gerne have de unge, så vi selv kan sætte vores præg på dem - selvfølgelig ud fra deres egen personlighed, siger Jonas Pedersen, der ikke ser mange butiksekspedienter på hverken 45 eller 50 år - og det skyldes hovedsageligt arbejdstiderne.

Kunderne skal komme igen

At give det bedste til kunden hver gang handler om at være fleksibel og rund for eksempel i forhold til udlån og ombytning.

- Meget kan lade sig gøre, og så skal vi selvfølgelig vejlede kunden i det bedste valg, siger Jonas Pedersen.

Og det er rigtig vigtigt. For det er det, der gør, at kunderne kommer igen og igen i butikken.

- Vi skal gøre det så godt, at det er mere interessant at komme herned end at sidde derhjemme og bestille på nettet, siger Jonas Pedersen, der ejer butikkerne med sin bror.

- Det går rigtig godt - især når vi fordeler arbejdet, for ellers kan der nemt blive to, der vil bestemme det samme, lyder det med et smil fra Jonas Pedersen - og den selvindsigt er vigtig, for det handler også om at kende sine svagheder, når man er butiksejer.

Hr. P om butikslivet: - Udfordringen er at gøre det allerbedste hver gang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce