Forælder om overfald på lærer: Det kommer ikke til at ske igen

Leonie Aksskjold er ikke stolt over den episode, der endte med at koste hende 40 dages fængsel for vold og trusler mod en lærer. Hun holder dog fast i, at læreren efter hendes opfattelse har været for hårdhændet i sin behandling af børnene. Foto: Martin Ravn

Forælder om overfald på lærer: Det kommer ikke til at ske igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Leonie Aksskjold fik 40 dages fængsel for verbalt og fysisk at have forulempet sin datters lærer. Hun fortryder episoden og garanterer, at det ikke sker igen, men hun føler, det er blevet blæst stort op.

Billund: I otte år har Leonie Aksskjold fra Billund haft børn på BillundSkolen blot et stenkast fra hendes bopæl på den modsatte side af Kærvej. Det har været otte år med adskillige konflikter, som kulminerede, da Leonie Aksskjold sidste år modtog en dom på 40 dages fængsel for både verbalt og fysisk at have forulempet en lærer.

- Vi har haft mange problemer med overgreb, som jeg så fint kalder det. Men når det sker, får jeg at vide fra skolen, at jeg skal melde det til politiet, og når jeg så gør det, får jeg at vide, at jeg skal melde det til kommunen, og så sker der ikke rigtigt mere, fortæller Leonie Aksskjold.

Konflikterne kulminerede i april 2018, hvor Leonie Aksskjold forulempede en af skolens medarbejdere. Hun var ophidset, fordi hendes niårige datter var kommet grædende hjem fra skole efter en episode på legepladsen. Her havde datteren haft en kontrovers med et par drenge, og den var endt med, at læreren, Else Marie Jørgensen, fysisk måtte flytte pigen fra stedet.

Sagen kort
Den 11. april 2018 havde Leonie Aksskjolds niårige datter en banal konflikt med et par andre børn på BillundSkolens legeplads. Lærer Else Marie Jørgensen følte sig nødsaget til fysisk at flytte pigen for at få løst konflikten.

Leonie Aksskjold var stærkt utilfreds med den behandling, hendes datter havde fået og mødte efterfølgende op på skolen, hvor hun fremsatte dødstrusler mod Else Marie Jørgensen, ligesom hun slog/skubbede til hende. For det blev hun i august 2018 idømt 40 dages ubetinget fængsel for trusler og vold.

Else Marie Jørgensen blev efter episoden sygemeldt, og hun er endnu ikke kommet op på fuld arbejdsstyrke. For få uger siden blev hun af Billund Kommune varslet afskedigelse pr. 1. september på grund af lang tids sygemelding.

Leonie Aksskjold tog efter episoden sine tre børn ud af BillundSkolen og flyttede dem til Vestre Skole i Grindsted. Hendes yngste søn er imidlertid begyndt i førskole på BillundSkolen, hvor han efter sommerferien begynder i 0. klasse.
Leonie Aksskjold føler, at hendes datter blev uretfærdigt behandlet den dag for 14 måneder siden. Derfor blev hun sur og reagerede. Reaktionen var imidlertid uhensigtsmæssig, kan hun godt se i dag. Foto: Martin Ravn
Leonie Aksskjold føler, at hendes datter blev uretfærdigt behandlet den dag for 14 måneder siden. Derfor blev hun sur og reagerede. Reaktionen var imidlertid uhensigtsmæssig, kan hun godt se i dag. Foto: Martin Ravn
Foto: Martin Ravn

Forskellige opfattelser af konflikten

Graden af den fysiske anvendelse, der blev brugt, er der imidlertid meget divergerende opfattelser af. Else Marie Jørgensen har tidligere her i avisen fortalt, at hun fysisk havde fat i pigen og flyttede hende, men at der var tale om en ganske banal konflikt for børn i denne aldersgruppe.

Leonie Aksskjold oplevede imidlertid en noget anden version, da hendes datter nåede hjem fra skole.

- Hendes tøj var gået i stykker, hun havde ondt i hovedet og var meget bange. Jeg spørger, hvad der er sket, men hun vil ikke rigtigt sige det. Jeg må stikke en del til hende, inden hun til sidst åbner sig, siger Leonie Aksskjold, som bliver forfærdet, da hun hører sin datter fortælle, at hun har slået hovedet mod kanten af sandkassen og er blevet slæbt hen af asfalten, så tøjet er gået i stykker.

Hun føler, at der blev taget parti i en sag, som begge parter var skyldige i.

- Jeg har altid lært mine børn, at de ikke skal tude, når de også selv har gjort noget. Men drengen stak i et ordentligt hyl og løb hen til læreren, siger Leonie Aksskjold, som derfor i raske skridt og med pulsen i vejret satte kurs mod BillundSkolen.

Det er helt forståeligt, at en lærer ikke vil konfronteres med den person, der har forulempet hende, mener Leonie Aksskjold. Det mener hun dog heller ikke var nødvendigt, selvom hendes yngste barn nu er begyndt på BillundSkolen. Foto: Martin Ravn
Det er helt forståeligt, at en lærer ikke vil konfronteres med den person, der har forulempet hende, mener Leonie Aksskjold. Det mener hun dog heller ikke var nødvendigt, selvom hendes yngste barn nu er begyndt på BillundSkolen. Foto: Martin Ravn
Foto: Martin Ravn

- Det sker ikke igen

Skoleleder Lars Aagaard Nielsen var på dette tidspunkt optaget af et møde, så Leonie Aksskjold satte i stedet kursen mod den forberedelseslokale, hvor hun vidste, at Else Marie Jørgensen befandt sig.

- Jeg slog døren op, så det bragede ind i væggen og råbte af hende, fortæller Leonie Aksskjold.

Hun daskede også til Else Marie Jørgensen. Uanset om det var et slag eller et skub, er det i strafferetligt forstand vold, og det blev Leonie Aksskjold senere dømt for. Hun erkender da også, at denne episode burde være undgået.

- Jeg skulle have trukket vejret og gjort noget mere for at finde Lars (Aagaard Nielsen, skoleleder, red.). Det er i hvert fald ikke noget, der kommer til at ske igen. Det kan jeg sige med 100 procent sikkerhed, siger Leonie Aksskjold.

I har forskellige opfattelser, hvordan episoden på legepladsen er foregået. Kan du forstå, hvis folk synes, at en erfaren skolelærer er mere troværdig end dig?

- Ja, jeg har mange gange følt, at vi som familie er blevet dømt, fordi vi ikke har ret mange penge eller et flot og dyrt hus på Lillevang. Jeg har også talt med nogle af de børn, der var på legepladsen, og de fortæller samme historie som min datter. Men børn bliver ikke afhørt i sådan en sag, fortæller Leonie Aksskjold.

- Kan godt forstå, hun ikke ville møde mig

Kort tid efter bliver Else Marie Jørgensen i en periode sendt hjem fra arbejde, da skolens ledelse ikke længere kan garantere hendes sikkerhed. Baggrunden for den beslutning er, at Leonie Aksskjold var mødt op på skolen, og at hun og Else Marie Jørgensen pludselig befandt sig i umiddelbar nærhed af hinanden. Ifølge Leonie Aksskjold var det dog ganske tilfældigt.

- Jeg vidste slet ikke, at hun var der. Jeg gik med min datter over på skolen, fordi hun var bange for at skulle afsted. Jeg sad og så nogle tegninger, og jeg kunne godt se, at der stod en voksen, men det var ikke noget, jeg tænkte over. Da klokken ringede, kørte jeg på arbejde, siger hun.

Har du forståelse for, hvis man ikke ønsker at blive konfronteret med den person, der har forulempet en?

- Det kan jeg sagtens forstå, for jeg har selv oplevet at blive overfaldet. Jeg kan godt forstå, at hun var bange for mig og ikke havde lyst til at møde mig igen, siger Leonie Aksskjold.

Der blev derfor indgået en aftale om, at Leonie Aksskjold kun henvendte sig til skolen gennem skolelederen.

Yngste søn begyndte på BillundSkolen

Kort tid senere valgte Leonie Aksskjold at flytte sine børn til en anden skole i kommunen, og historierne om konflikt mellem hende og BillundSkolen kunne være historie. Men i april - for knap to en halv måned siden - skulle Leonie Aksskjolds yngste barn begynde i førskolen, og han blev indskrevet på BillundSkolen.

Du har i forvejen tre børn på Vestre Skole i Grindsted. Med tanke på det og de konflikter, du har haft med BillundSkolen, kunne det synes logisk, hvis du havde indskrevet dit yngste barn på samme skole. Hvorfor gjorde du ikke det?

- Han kendte ikke nogen af de børn, der skulle begynde på Vestre Skole. Alle hans venner fra børnehaven skulle begynde på BillundSkolen, og derfor valgte jeg, at han skulle følge dem, siger Leonie Aksskjold.

- Når alt det her dukker op, kan jeg i bakspejlet godt se, at det måske ikke var så smart. Men jeg vil heller ikke sende min søn på en skole for enhver pris, for det vigtigste er trods alt, at børnene har det godt, tilføjer hun.

Lærer varslet afskedigelse

For Else Marie Jørgensen har det faktum, at hun i sin dagligdag igen kunne risikere at møde den person, som havde forulempet hende, gjort det vanskeligt for hende at vende tilbage til fuld arbejdsstyrke. Resultatet af det blev en lang sygemelding, der nu er endt med, at Billund Kommune har varslet hende afskedigelse.

Leonie Aksskjold mener ikke, det burde være kommet så vidt. Vel har hun og Else Marie Jørgensen ikke nogen god kemi, men de behøver heller ikke have noget med hinanden at gøre, forsikrer hun.

- Vi skal slet ikke have noget med hinanden at gøre, og vi skal slet ikke være i den klynge, hvor hun arbejder. Så jeg troede, at den sag var ude af verden. Jeg var vred i øjeblikket, men det er længe ude nu, siger Leonie Aksskjold, som nu har indgået en klar aftale med skoleleder Lars Aagaard Nielsen om, hvordan tingene skal foregå i tilfælde af konflikter eller uenigheder.

- Jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med Lars. Han er fantastisk, og jeg synes, at han har gjort, hvad han kunne, siger Leonie Aksskjold.

De 40 dages fængsel, som Leonie Aksskjold fik, er afsonet.

Anklagerne mod Else Marie Jørgensen for vold mod barnet blev hurtigt frafaldet.

Else Marie Jørgensen er af Billund Kommune varslet afskedigelse pr. 1. september. Imens passer hun sit job som lærer.

Billund Kommune har ikke ønsket at kommentere sagen.

Forælder om overfald på lærer: Det kommer ikke til at ske igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce