Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Dea og Chris cykler fra England til Kina: For lidt vand til 120 kilometers ørkencykling

Chris cykler forrest. Der er ingenting bagved eller foran. 120 kilometer lige vej i ørken - med alt for lidt vand i oppakningen. Privatfoto

Dea og Chris cykler fra England til Kina: For lidt vand til 120 kilometers ørkencykling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dea Højlund Jacobsen fra Grindsted har kørt fra England til Usbekistan på cykel sammen med sin engelske kæreste Chris Pountney. Rejsen ender i byen Mori i Kina - inden de to cykler videre. Her er et rejsebrev fra et 120 kilometers ridt i usbekisk

Uzbekistan, 27. august 2017 - første del

Det var lysnet en lille smule, da jeg vågnede. Der var stille. Vi skulle tidligt op - det var aftalen. Vi skulle cykle 140 kilometer gennem semiørken i det vestligste hjørne af Usbekistan, indtil vi nåede til det næste chaikhana. Et lille tehus, der servicerede rejsende. Det var det næste sted, vi kunne få vand og mad. Hvis vi ikke nåede frem, ville vi ikke have vand nok. Til hvad? Jeg tænkte ikke længere. Jeg kunne ikke give efter for lysten til at sove. Den, der vågnede først, havde ansvaret for, at vi kom op. Jeg lagde armen om Chris og lige så stille vendte vi tilbage til verden.

Aftenen før havde vi forsøgt at proviantere til den 140 kilometer lange, øde strækning. I den sidste lille landsby købte vi otte 1,5 l flasker vand. Vi ville have haft 14, men det var alt, hvad de havde i hele landsbyen. En snert af desperation ramte mig, men der var ingen at protestere til. Nogle gange var der kun otte flasker vand tilbage. Så nu havde jeg tre flasker at rationere med. Én flaske pr. 40 kilometer - et simpelt regnestykke. Vi havde også 4-5 liter juice og en ekstra flaske vand. Det skulle gå.

 

På cykel fra England til Kina: Når den sidste vandflaske er tom
Undervejs - på cykel jorden rundt
Dea og Chris cyklede ud af Edinburgh den 19. marts mod Mori, en lille by i Kina som mål. De forventer at nå frem inden jul. Rejsen på cykel fortsætter herefter i Himalaya, Indien, Afrika og Sydamerika i ca. 2 år. Turen til Kina er en del af en jordomrejse, som Chris er i gang med på cykel og skib (ingen biler, busser, tog eller fly). Lykkes det, er han så vidt vides den første, der har gjort det.Dea, 30, er uddannet i musikvidenskab og nordisk sprog og litteratur og vil gerne være lærer.

Chris, 32, kalder sig eventyrer og forfatter og har rejst på cykel i syv år og udgav sin første bog "No Wrong Turns" i marts 2017.

Læs mere på www.differentpartsofeverywhere.com.

Her kan man også læse Deas fortællinger i uredigeret form.

Når rejsen er slut, vil parret gerne bo i Danmark.

Vind og vidder

Solen stod op, fed, orange og fantastisk, mens vi spiste morgenmad i det tørre græs ved siden af teltet. Vi havde camperet nogle hundrede meter væk fra vejen. Alle steder var det samme. Landskabet omkring os var fladt og ensformigt, ingen bygninger, ingen skilte, ingen træer eller buske, heste eller kameler som i Kasakhstan, for her var intet vand.

Her var ingenting. Bare tørt græs og lave buske mellem sten, grus og sand. Firben og myrer. En sol, der foretog sin daglige rejse over den enorme blå himmelhvælving. Vinden var det mest levende her. Som et temperamentsfuldt dyr kunne den smyge sig blidt om os om aftenen for pludselig at kaste sine vilde kræfter mod vores telt i en tilfældig nattetime, så jeg vågnede og i halvsøvne blev bange for, at stoffet ville briste.

Her var blot en lang lige vej, der løb som en line mellem ét menneskeligt sted og det næste menneskelige sted. En sikkerhedsline. De øde vidder var farlige. Derude var en verden hinsides mennesker. Og dog, jeg tænkte på karavanerne, der var rejst over de øde strækninger før vor tids biler, asfaltveje og GPS´er. Med proviant og vand på kameler, men med en viden om sol og stjerner at navigere efter. Med fjerne geografiske destinationer mentalt i sigte. Modigt, baseret på generationers erfaring og viden.

En flig af mig længtes nysgerrigt ud imod det ukendte derude og misundte fortidens menneske muligheden for at være modig og praktisk i stand til at overleve. Det var måske derfor, jeg selv var her nu.

 

Sprang ventetid over

Asfalten var hullet og mange steder slidt væk, så vi bumlede langsomt afsted. Vi kunne blot håbe, at vejens kvalitet blev bedre.

- Vil du lege en leg?

Det var legebarnet Chris, men også den erfarne cykelrejsende, der vidste, at halvdelen af udholdenheden, vi skulle bruge, skulle vi finde mentalt ved at fokusere på alt andet end det monotone ridt. Legen gik på, at den ene tænkte på et land, og den anden havde ti spørgsmål til at gætte det. Tiden og kilometerne forduftede fra tankerne, der ihærdigt systematiserede lande i Europa eller forsøgte at huske landene i Sydamerika.

Vejen blev bedre, men vinden tog til. Bekymringerne rumsterede i mit hoved, mens mine ben stædigt trampede cyklen op imod vinden. Det var som om, de bød vinden trods. Jeg kunne ikke cykle sådan hele dagen, men i det øjeblik følte jeg mig kraftfuld.

Vi havde bestemt at inddele dagen i fem blokke à 24 kilometer. Der var intet andet at lægge pauserne efter end kilometerne på vores digitale cykelcomputere, og det var godt at have et system at indrette motivationen efter. Heldigvis var der et stort vejskilt efter 24 kilometer, som gav os skygge. Her sad vi og spiste karamelliserede solsikkekerner og drak juice. Vi havde kun et lille, tørt brød til hele dagen, så vi spiste en tynd skive, der syntes at krumme væk. Også brød var de løbet tør for i landsbyen dagen før.

På forunderlig vis lagde vinden sig, så vi kunne køre videre med 18 km/t uden de store anstrengelser. Vi blev overhalet af køretøjer, der enten var på vej mod grænsen til Kasakhstan eller var kommet over den - som os. Gamle biler og små minibusser svajede tungt under vægten af mange passagerer og deres ejendele, der var pakket i store, spektakulære læs oven på taget. Store pakker og bylter, cykler og sågar et køleskab. Det var som om de rejsende havde pakket hele deres liv stramt i plastik og snor og nu var på vej mod noget andet.

Dagen før var vi ankommet ved grænsen til en lang kø af disse biler og busser. Alt var gået i stå. Folk sad i skyggen fra bilerne og kogte te eller lavede mad på små gasblus. De vaskede tøj eller tallerkner ved en vandhane, besøgte de små butikker og tehuse og var tydeligvis installeret her for dages venten. De usbekiske grænsekontroller er kendt for grundig og systematisk toldkontrol, hvor alle ejendele skal angives og ofte bliver undersøgt, så hvorfor medbragte alle alt? Det forekom absurd. Ordet "turist" lød fra ubestemmelige kilder, og vi blev vinket frem foran køen og ført igennem før alle de ventende køretøjer. En vagt tjekkede vores pas grundigt og bød os "Velkommen til Usbekistan". Vi følte os alt for forbehandlede. En grænsevagt vejledte os til at udfylde tolddeklarationen over vores ejendele. Han så forvirret på vores cykler, "Hvor mange tasker?" og jeg skrev '6' og 'en ukulele'.

Ingen af vagterne syntes at kunne overskue at gennemgå vores bagage, så efter et par spørgsmål som "Har I stoffer/våben?", hvortil vi svarede "nej", blev vi lukket igennem efter bare 1,5 time. Alle de andre ventende ville højst sandsynlig bruge 1,5 dag på at komme igennem.

Så måske var det forståeligt, at de kørte i brølende fart forbi os, siksakkende mellem hullerne i vejen og med hornet i bund som en munter hilsen. Men deres kørsel vækkede alle faresignaler i min krop.

Hjerneleg og fantasi

Jeg kunne heldigvis distrahere mig fra vejen med en anden hjerneleg, som min ven Mikkel havde lært mig, mens vi sad i billige campingstole med formiddagsøl i kopholderen på Roskilde Festival. Opgaven var at udregne roden af et tal. Jeg valgte tallet 735 og brød min hjerne med matematikken.

Med hjernesysler og tankerne rejsende tilbage til minder fra fortiden og drømme om fremtiden forløb en god del af dagen. Omkring mig lignede landskabet det, jeg var stået op til om morgenen, et fladt og tomt ingenting. Man kunne i et sekund tro, at man ikke havde bevæget sig en meter. Ved vores tredje pause fandt vi ingen skygge. Sveden brød gennem min hud over hele min krop i måske 40 graders varme. Det var ikke til at holde ud. Der var ikke andet at gøre end at forsætte.

Jeg blev rastløs på cyklen. Mine tanker fulgte ikke længere de rolige baner af minder eller drømme, men opsøgte det umulige: fantasien om koldt vand, der rislede. Dét vand ville jeg drikke, dét vand ville jeg køle mine ankler i, dét vand ville jeg ligge i og aldrig rejse mig igen. Jeg måtte tømme resten af min anden vandflaske. Det var lidt for tidligt. Vandet var varmt som te, uden smag og stillede ikke min tørst. Jeg følte en snert af panik. Der var intet vand herude og ingen befrielse fra den bagende sol. En klaustrofobisk modstand boksede i mig. Jeg ville væk, i sikkerhed. Jeg ville det umulige.

JydskeVestkysten bringer 2. del af Deas rejsebeskrivelse i ørkenen senere.