Scleroseforeningen Sønderjylland får glæde af 100.000 kroner, som gruppen bag Walk, Talk & Support har doneret efter årets gåtur for kvinder.
Aabenraa: Kvinde-gåturen Walk, Talk & Support blev for to uger siden afviklet for 5. år i træk.
Traditionen tro donerer gruppen bag arrangementet overskuddet til velgørende formål. I år er det Scleroseforeningen, som vil få glæde af overskuddet på 100.000 kroner.
- Det er vildt fedt. Vi kunne næsten flyve på en sky, da vi fik det at vide, siger Jytte Westphal, der er formand for Scleroseforeningen Sønderjylland.
Det er blevet besluttet, at 40.000 kroner skal gå til Cykelnerven, der er en del af Scleroseforeningen, mens resten af pengene skal bruges på at give scleroseramte nogle glæder, de ellers ikke ville få.
- Med pengene vil vi forsøde livet for dem, der ikke har det så godt. Vi vil forsøge at give dem nogle oplevelser, siger Jytte Westphal.
Ifølge tovholder hos Walk, Talk & Support, Anette Schwartz, faldt valget i år på Scleroseforeningen, fordi de selv viste interesse og havde en plan med pengene.
- Scleroseforeningen rettede selv henvendelse til os og spurgte, om årets overskud kunne gå til dem. De kunne blandt andet bruge pengene på at styrke motionstilbud til scleroseramte, fordi det kan være med til at forlænge deres liv. Det synes vi gav god mening at støtte, fortæller Anette Schwartz, der samtidig opfordrer andre foreninger til at hive fat i gruppen bag Walk, Talk & Support, hvis de i de kommende år har interesse i at få del i arrangementets overskud.
Godt 1200 personer deltog i år i årets Walk, Talk & Support-gåtur, der kun er for kvinder.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.