Vil af med HA-supportere: Borgmester kan næppe bruge rockerborgslov

Bandepakke III kan næppe tages i brug af Aabenraa Kommune, hvis man vil af med HA-supporterne fra Devils Choice. Og planloven er heller ikke tilstrækkelig, mener borgmester Thomas Andresen (V), som i stedet satser på byggeloven. Foto: Claus Thorsted

Vil af med HA-supportere: Borgmester kan næppe bruge rockerborgslov

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Aabenraa Kommune vil formentlig ikke kunne bruge rockerborgsloven i forsøget på at slippe af med Devils Choice i Holbøl. Der skal naboklager til, siger juraprofessor. I stedet vil borgmesteren gøre livet surt for rockersupporterne med byggeloven.

Holbøl: Der er formentlig en lang næse på vej til de byrådspolitikere i Aabenraa, der vil have Hells Angel-supporterne Devils Choice til at forlade Holbøl, hvor de er ved at etablere sig.

- Vi plejer at være venligsindede af natur, men der er nogle, vi helst ikke ser er her, og dér hører de (Devils Choice, red.) ind under, sagde borgmester Thomas Andresen (V) forleden til JydskeVestkysten.

En måde, man kan slippe af med rockerborge eller bandeklubhuse, er ved at anvende rockerborgsloven, der var en del af bandepakke III, som blev lavet 2017. Her er der tale om, at en kommunalbestyrelse kan udstede et samlingsstedsforbud. Det kan man også ved adressen i Holbøl, hvor der er beboelse tæt på.

- Man kan bruge loven, hvis man i forhold til naboer optræder på en måde, der virker voldsomt intimiderende eller truende. Den omstændighed, at de er der, gør ikke alene, at man kan bruge samlingsstedsforbudsloven, siger juraprofessor Peter Pagh, som var en del af Justitsministeriets rockerborgsudvalg, der var med til at lave forarbejdet til bandepakke III.

Så længe det kører i al fordragelighed, vil vi stille og roligt arbejde for, at de (Devils Choice, red.) bliver fjernet derfra. Jeg ønsker ikke, at vi har sådan nogle grupperinger.
Thomas Andresen (V), borgmester, Aabenraa Kommune
Bandepakke III
  • Den 24. marts 2017 indgik regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet en aftale om en ny rocker- og bandepakke: "Bandepakke III - Bander bag tremmer".
  • Pakkens 35 initiativer indeholdt ud over samlingsstedsforbuddet og et opholdsforbud rettet mod enkelte bandekriminelle også en skærpelse af straffen for brug af skydevåben i det offentlige rum.
  • Man kan læse mere om pakken her.

Første klage til gode

JydskeVestkysten har talt med forvaltningen i Aabenraa Kommune, og her er meldingen, at man ikke aktuelt har registreret klager over hændelser med udgangspunkt i adressen Aabenraavej 38, 6340 Kruså. Hvis det er tilfældet, må politikerne finde en anden måde at slippe af med HA-supporterne på.

- Hvis politikerne vil af med en gruppe, fordi man ikke bryder sig om, at den er der, så har vi et problem, fordi der er foreningsfrihed, medmindre den pågældende forening er forbudt ved lov, og det er ikke tilfældet her, fastslår Peter Pagh.

- Og hvis de ellers har etableret sig på en måde, som er lovlig, kan man ikke gøre noget, tilføjer han.

Kort sagt, så er loven ikke aktuel, hvis naboerne er okay med, at Devils Choice holder til i området.

- Vores (rockerborgsudvalgets, red.) problem var, hvor langt man kunne gå. Fordi man har foreningsfrihed, har man ikke lov til at forulempe andre. Det er den situation, loven forholder sig til. Hvis du opfører dig ordentlig over for naboerne, har du lov til at være der, siger juraprofessoren, som understreger, at der også skal en væsentlig utryghedsskabende adfærd til, før loven kan bringes i spil.

Kun hårdt arbejde virker

Skulle situationen udvikle sig i Holbøl, og naboerne klager, vil der formentlig stadig være lang vej til, at borgmester Thomas Andresen (V) kan komme af med sine uønskede tilflyttere. Det viser erfaringer fra kommuner med rockergrupperinger.

- Det er hårdt og vedholdende arbejde, og det, der også har gjort, at vi er nået dertil, hvor vi er, er et tæt samarbejde med politiet, siger Helle M. Adelborg (S), der er borgmester i Hvidovre.

I Hvidovre er man sluppet af med en gruppe Bandidos-rockere, men det holdt hårdt. Der blev snakket om utrygheden blandt beboerne i området, men meget få havde lyst til at klage over rockerne.

- Man skal virkelig kunne bevise og begrunde, og derfor er det vigtigt, at borgerne henvender sig til politiet, så tingene bliver noteret ned, mener Helle M. Adelborg.

Bandidos-rockerne, der havde været i Hvidovre siden 2002, fik et samlingsstedsforbud gældende i tre måneder fra 1. december 2017, men vendte aldrig tilbage, og ejendommen, som rockerne selv ejede, blev sat til salg.

Byggeloven til hjælp

I Hillerød har bandepakken ikke hjulpet til at få Bandidos ud af byen, men det betyder ikke, man har givet op.

- Man skal stresse dem konstant, og dér skal man bruge de myndigheder, man har. Jobcenter, skat, politi, brandvæsen og inddrivelsesmyndigheder skal aktiveres, så man er helt sikker på, man er der, når de træder ved siden af, siger Thomas Elong (V), der er formand for erhverv-, beskæftigelse- og turismeudvalget i Hillerød Kommune.

- Laver man ikke en koordineret indsats, og tager det seriøst, løber de bare om hjørner med én og vil være der til evig tid. Der skal være en, gerne en politiker, der vælger at gøre noget ved det, og så skal der dedikeres tid og ressourcer til det, mener Thomas Elong, som fortæller, at man nedsatte et §17 stk. 4-udvalg (som er midlertidigt, red.) for at bekæmpe rocker- og bandekriminalitet.

I Aabenraa vil man følge det tæt, hvis der holdes fester, og så vil byggeloven blive forsøgt brugt til at gøre livet træls for supporterne.

- Med planloven er det mere op ad bakke, det handler i højere grad om, om indretningen svarer til den lovlige anvendelse. Hvis det er et enfamilieshus, skal der for eksempel være indfald af dagslys, siger borgmester Thomas Andresen (V).

Vil af med HA-supportere: Borgmester kan næppe bruge rockerborgslov

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce