Venter med forbud: Borgmester pudser embedsmænd på HA-supportere

Det er i en tidligere autohandel ved landevejen mellem Aabenraa og Kruså, at Devils Choice er i gang med at indrette sig. Foto: Claus Thorsted

Venter med forbud: Borgmester pudser embedsmænd på HA-supportere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er mulighed for med planloven i hånden at forbyde en rockerborg som den, der er ved at blive etableret i Holbøl i Aabenraa Kommune. Borgmester Thomas Andresen (V) er afventende og har i første omgang ladet forvaltningen tage sig af sagen.

Holbøl: Aabenraa Kommune vil gerne være en attraktiv bosætningskommune, men gæstfriheden har grænser. Hells Angels-supporterne fra Devils Choice, som er i gang med at etablere sig i Holbøl mellem Aabenraa og Kruså, er ikke en gruppe, alle byrådspolitikere vil holde på.

- Vi plejer at være venligsindede af natur, men der er nogle, vi helst ikke ser er her, og dér hører de (Devils Choice, red.) ind under, siger borgmester Thomas Andresen (V).

Folketinget vedtog i 2017 en rockerborgslov, som giver kommunerne mulighed for at forbyde, at en ejendom bruges til rockerborg, hvis den medfører "væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende".

Om byrådet i Aabenraa vil forsøge at skille sig af med Devils Choice ved at nedlægge et forbud, har byens førstemand endnu ikke et klart bud på.

- Vi bliver nødt til lige at se tiden an, og jeg har ikke drøftet sagen med økonomiudvalget eller byrådet, forklarer Thomas Andresen.

- De (Devils Choice, red.) appellerer til svage unge, og hvis de lige pludselig synes, det er en interessant omgangskreds, kommer de ind i nogle miljøer, vi gerne vil holde vores børn og unge ude af.
Thomas Andresen (V), borgmester

S vil strække sig langt

Skulle borgmesteren, eller andre, søge opbakning til at forsøge at smide Devils Choice på porten, kommer de ikke til at gå forgæves til Socialdemokratiet.

- Det kommer man ikke til at slås med mig om, så længe vi holder os inden for planloven, understreger partiets gruppeformand, Karsten Meyer Olesen.

- Jeg synes ikke, det er nogen særlig god idé, at de bosætter sig i vores kommune. Det er positivt, at vi som kommune med planloven endelig har fået nogle redskaber. De redskaber vil jeg gerne være med til at bruge helt ud til det yderste, siger Karsten Meyer Olesen.

Dansk Folkeparti er lidt mere afventende.

- Hvis det udvikler sig i en uheldig retning for lokalområdet, skal stedet lukkes. Men kan man dømme nogen, før de har gjort noget, spørger viceborgmester Ejler Schütt.

Forvaltning på vagt

I første omgang vil kommunen holde øje med, om den pågældende ejendom anvendes lovligt.

- Jeg har bedt forvaltningen om at have skærpet opmærksomhed på, at ejendommen anvendes, som loven siger. Vi vil være meget årvågne. Samtidig er det vigtigt med en særlig opmærksomhed fra politiets side, siger Thomas Andresen og sender et tydeligt signal:

- Det er nogle af de beboere og aktiviteter, jeg har allermindst lyst til at have i Aabenraa Kommune. Jeg er bestemt ikke særligt glad for situationen.

Det lykkedes tilbage i sommeren 2015 at forpurre, at gruppen United Tribuns Forever (UTF) slog sig ned i Aabenraa. Recepten dengang var et samarbejde med lokalpolitiet og lokale udlejere.

- Vi har en stående aftale med forskellige interessenter, herunder ejendomsmæglere, at vi kommer i dialog, når de får indtryk af, at det er sådan noget, der ved at ske, fortæller Thomas Andresen

- Jeg er ikke særligt begejstret for grupperinger som den (Devils Choice, red.), og de steder, hvor vi har kunnet forhindre dem i at slå sig ned, har vi gjort det, siger Thomas Andresen.

Venter med forbud: Borgmester pudser embedsmænd på HA-supportere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce