Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tysk efterskole kæmper for at slippe af med forkerte tal

Den tyske efterskole i Tinglev byggede for få år siden til, så der er plads til 120 elever, men forstander Jørn Warm har bevidst holdt elevtallet på omkring 100, da det efter hans mening giver en bedre skole. Arkivfoto: Claus Thorsted

Tysk efterskole kæmper for at slippe af med forkerte tal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forstander Jørn Warm er i dialog med Undervisningsministeriet, fordi tal, Den Tyske Efterskole bliver bedømt ud fra, ikke har hold i virkeligheden.

Tinglev: Alle lister skal tages med et gran salt. Således også den opgørelse, Undervisningsministeriet hvert år laver, hvor man ser på, hvordan skolernes elever har klaret sig ved den seneste afgangsprøve i forhold til, hvad man kunne forvente af dem ud fra deres sociale baggrund.

Tallene, som JydskeVestkysten bragte i søndags, kan - som Aabenraa Kommunes skolechef, Lars Borst Hansen, også påpegede - ikke stå alene, når man skal vurdere kvaliteten af den enkelte skole.

Det ved Jørn Warm, forstander for Den Tyske Efterskole i Tinglev. Ligesom han understreger, at han ikke har det mindste imod at blive målt og vejet. Tværtimod.

Alligevel har han bedt Undervisningsministeriet om, at hans skole fremover ikke vil optræde på listen.

- Halvdelen af vores elever kommer fra Tyskland, og dem har ministeriet ikke de oplysninger på, som bliver brugt til den her opgørelse. Hvis man bliver bedømt på fakta, så skal fakta altså være korrekt, som han siger.

Høje Kolstrup Skole har blikket rettet mod gevinst på 1,3 millioner kroner
Tysk burde tælle med
Jørn Warm håber, det en dag lykkes efterskolen at få lov til at medregne karakterne i tysk, når elevernes eksamensgennemsnit beregnes. Det sker ikke i dag, da det ikke er et obligatorisk prøvefag i folkeskolens afgangsprøve.

- Hos os er både skriftlig og mundtlig tysk et obligatorisk prøvefag, men i opgørelserne får vi ikke noget ud af, at vores elever har to eksamener flere end andre, siger Jørn Warm, hvis elever i 2015/16 eksempelvis havde et gennemsnit på 9,3 i mundtlig tysk og 10,8 i skriftlig - et pænt stykke over landsgennemsnittet.

Tysk tæller til gengæld med, når gennemsnittet beregnes på gymnasierne, hvilket betyder, at det tyske gymnasium i Aabenraa, som efterskolen årligt leverer 15-25 elever til, altid ligger højt på listerne.

Tilsyn to gange

Han har reageret, fordi han synes, det er irriterende at blive "hængt ud på spisesedler" under falske forudsætninger, men det er ikke den primære årsag. Der bliver fra Undervisningsministeriets side holdt øje med de private skoler ud fra to parametre - dels de socioøkonomiske referencer og dels det, man kalder overgangsfrekvensen - hvor mange elever, der går videre til en ungdomsuddannelse.

Det tal gøres også forkert op på grund af skolens særlige elevsammensætning, og det har betydet, at Den Tyske Efterskole i Tinglev for anden gang i løbet af en kort årrække er pillet ud til tilsyn.

- Og samtidig har vi i årevis været forpligtet til at sætte negativt misvisende statistik på vores skoles hjemmeside, da overgangsfrekvenserne ifølge loven skal stå der, som Jørn Warm ridser situationen op.

Data er misvisende

Forstanderen har derfor i flere omgange haft fat i Undervisningsministeriet, hvor man er opmærksom på udfordringen, og der kigges i øjeblikket på, hvordan den kan løses.

I et svar til JydskeVestkysten skriver ministeriet følgende:

"Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udtrak Den Tyske Efterskole i Tinglev i det risikobaserede tilsyn 2016 i forbindelse med lave resultater to år i træk for indikatorerne overgangsfrekvens til ungdomsuddannelse og socioøkonomisk reference. I forbindelse med tilsynssagen har STUK været i dialog med Den Tyske Efterskole i Tinglev, da skolen har gjort opmærksom på, at data er misvisende.

Det er korrekt, at der er nogle særlige forhold på denne skole, der ikke gør den sammenlignelig med andre skoler, blandt andet fordi en del af eleverne på skolen ikke kommer fra Danmark. Derfor drøftes med skolen, hvordan skolens data skal håndteres og indgå i datavarehusets visninger. Der er ikke truffet en endelig afgørelse i sagen", lyder det.