Succesfuld erhvervsduo går hver til sit

Per Laustsen og Lars Jørgensen mødte hinanden tilbage i 1986, hvor de blev kolleger hos Arkil. Siden fulgtes de ad til NCC og Skanska, inden de i 2005 blev kompagnoner og overtog Chr. Johannsens Eftf. A/S, som dengang lå i Padborg. Arkivfoto: Claus Thorsted

Succesfuld erhvervsduo går hver til sit

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Per Laustsen er ikke længere en del af entreprenørsuccesen Chr. Johannsen A/S, som han sammen med Lars Jørgensen købte i 2005, og som siden er vokset fra fem til 80 medarbejdere. Ny direktør er på vej.

Rødekro: De seneste to år har han forsøgt at trappe ned. Men har måttet erkende, at det går ikke, når man er medejer af et firma, der har 80 medarbejdere og en omsætning på over 200 millioner kroner.

Det har Per Laustsen nu taget konsekvensen af. Den 62-årige entreprenør har solgt sin andel af Chr. Johannsen A/S, som han i 2005 købte sammen med kollegaen Lars Jørgensen. Et succesfuldt makkerskab er dermed slut. På de 14 år er det lykkedes dem at skabe knap 75 nye arbejdspladser og øge omsætningen betragteligt.

- Skal jeg nå at lave noget andet, skal det være nu. Jeg er med i nogle bestyrelser, hvor jeg vil intensivere mit engagement, og så kan det være, jeg også vil lave lidt konsulentarbejde, forklarer Per Laustsen beslutningen, der betød, at han ved de seneste månedsskifte blev forhenværende.

Lokale projekter
Chr. Johannsen A/S har blandt andet stået for byggeriet af Tricolore A/S's udvidelser i Padborg og Harrislee, ligesom man er med i byggeriet af den nye Fjordskolen i Kruså og udvidelsen af Hærvejsskolen og Fladhøj Børnehus i Rødekro. Af andre større projekter kan nævnes Sundhedscenter Haderslev, Børnehaven Spirrevippen i Sønderborg og Brønderslev Kraftvarmeværk.

I det seneste regnskabsår, der blev afsluttet i sommer, kom Chr. Johannsen A/S ud med et overskud på 7,2 millioner kroner. Året forinden var det en halv million kroner højere.

Også på retræte

I det daglige vil det ikke få den store betydning, at Per Lausten ikke længere er medarbejder, forklarer hans kompagnon gennem de seneste 14 år, Lars Jørgensen.

- Per har de seneste to år arbejdet som projektleder, så selvfølgelig vil der være et hul dér, som når andre ledende medarbejdere stopper, men de seneste 14 år er det mig, der har fungeret som direktør og dermed daglig leder, forklarer Lars Jørgensen.

Han vil med Per Laustsens farvel sidde på aktiemajoriteten i virksomheden, men også han er så småt begyndt at planlægge sin retræte.

- Ja, jeg er jo 60 år, så jeg har også planer om at træde ud af driften i løbet af halvandet til to år. Men det er ikke noget, der haster, siger Lars Jørgensen, der dog har en forventning om, at den rigtige mand er fundet, så der vil være nyt fra hovedkontoret i Rødekro, inden vi kommer alt for langt ind i det nye år.

Der skal pondus til

- Med den størrelse, vi efterhånden har nået, kræver det en direktør med en vis pondus. Jeg er jo autodidakt, hvilket har både fordele og ulemper, men jeg har nok bragt virksomheden derop, hvor mine evner rækker. Mine idéer er ligesom implementeret nu, lyder det selverkendende fra direktøren og medejeren.

I første omgang er det selskabet Chr. Johannsen A/S, der har købt Per Laustsens aktier. Men det er kun tænkt som en midlertidig løsning.

- Ja, det er meningen, de skal ud og arbejde. Jeg har en forventning om, at den nye direktør også bliver medejer, og så har vi jo i forvejen tre nøglemedarbejdere, der siden 2011 har ejet 12 procent hver, forklarer Lars Jørgensen konstruktionen.

Succesfuld erhvervsduo går hver til sit

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce