Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Succes tvinger gartner til at vælge

Lennard Brødsgaard, HaveKompagniet i Sdr. Hostrup, søger en forpagter, der kan aflaste ham i havecenteret. Han ønsker nemlig at koncentrere sig mere om anlægsgartneriet, som for tiden oplever stor vækst. Foto: Jan Sternkopf

Succes tvinger gartner til at vælge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indehaver af HaveKompagniet Lennard Brødsgaard er nødt til at finde en forpagter til sit havecenter i Sdr. Hostrup for at kunne koncentrere sig om et stigende antal opgaver som anlægsgartner.

Sdr. Hostrup: Tingene skal gøres ordentligt. Det er i hvert fald det krav, som indehaveren af HaveKompagniet i Sdr. Hostrup, Lennard Brødsgaard, stiller til sig selv.

Både når det gælder havecenteret med butik og planteskole - og i forhold til hans virksomhed som anlægsgartner.

- Der er for få timer i døgnet til, at jeg kan være til stede i begge afdelinger og samtidig leve op til egne og kundernes forventninger, lyder det fra 46-årige Lennard Brødsgaard, der overtog planteskolen i Sdr. Hostrup i 2013.

Derfor søger han nu en forpagter til selve havecenteret, mens han selv vil koncentrere sig om anlægsarbejdet.

Det har nemlig grebet om sig siden opstarten i 2014.

- Vi begyndte helt fra bunden uden noget som helst - nu har vi seks mand ansat, fortæller Lennard Brødsgaard.

Han mærker stor efterspørgsel fra kunder, der gerne vil gøre brug af en anlægsgartner.

Det gælder både de store haveprojekter og de mindre opgaver, hvor der skal klippes hæk eller slås græs.

Det kan der være forskellige forklaringer på, mener Lennard Brødsgaard:

- Det er helt klart, at boligjob-ordningen gør sit til, at vi har travlt - for ordningen giver jo netop tilskud til almindelig havearbejde, såsom beskæring, heriblandt græsslåning og hæk-klipning.

Hjemmets oase

Men haven får samtidig større betydning som hjemmets oase. Et sted, hvor man kan stresse af og få balance i hverdagen.

Og med diverse bolig- og haveprogrammer i tv stiger opmærksomheden om det grønne rum.

- Den er ikke længere bare en firkant med græs og en ligusterhæk.

For i takt med, at konjunkturerne stiger, er mange boligejere også villige til at investere i deres haver.

- Det er nok ikke forkert at sige, at efter køkkenet og badeværelset er turen nu kommet til haven.

Hans virksomhed mærker også, at kunderne gerne vil have tingene lavet af fagfolk.

- Det skal laves ordentligt. Og rigtigt.

Men det betyder samtidig, at han må prioritere.

- Jeg kan i hvert fald ikke følge med på det niveau, som jeg gerne vil, siger han.

Den nye forpagter til havecenteret skulle gerne kunne tiltræde inden foråret 2018.

- Det er i foråret, vi har allermest travlt. I hvert fald i havecenteret og planteskolen. Foråret er også den tid, hvor der sker rigtig meget i anlægsgartneriet.

Begge afdelinger skal fortsat have samme adresse i Sdr. Hostrup for dermed at kunne udnytte den synergi-effekt, det giver at kunne tilbyde færdige løsninger.