Stort marked foreslår lokalt korps af trafik-frivillige

I år måtte Kliple' Mærken gøre brug af trafikofficials fra Grindsted-Billund-egnen. Derfor foreslår formanden for markedet nu, at der uddannes lokale officials med kommunens hjælp. Foto: Timo Battefeld

Stort marked foreslår lokalt korps af trafik-frivillige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er blevet vanskeligere for de lokale sportsbegivenheder og kulturevents at finde folk, der kan hjælpe med at få trafikken afviklet. Derfor foreslår formanden for Kliple' Mærken nu, at kommunen organiserer en lokal pulje af trafik-frivillige.

Aabenraa: Lad os få uddannet et lokalt korps af frivillige.

Sådan lyder forslaget fra formanden for Kliple' Mærken, Severin Sivesgaard, i kølvandet på historien om, at Aabenraa Bjergmarathon var lige ved at blive aflyst sidste måned på grund af mangel på politihjemmeværnsfolk og trafik-officials til at regulere trafikken.

Kliple' Mærken har også på egen krop mærket, hvor svært det er at skaffe folk til den slags. Således meddelte hjemmeværnet, at det i år ikke var nødvendigt at være til stede på markedet.

- Men det syntes vi jo selv, og derfor var vi nødt til at kigge mod Billund Kommune for at finde nogen, der kunne hjælpe os, siger Severin Sivesgaard.

Sagen er nemlig den, at der i det sønderjyske er mangel på uddannede såkaldte trafikofficials, der kan få trafikken til at glide. Derfor foreslår han, at eksempelvis Aabenraa Kommune tager initiativ til, at der bliver afholdt et fælles kursus for alle kommunens foreninger.

- Så kan vi få et lokalt korps af frivillige, som de forskellige foreninger kan trække på, siger Severin Sivesgaard.

Trafikofficials
  • Ved større sports- og kulturarrangementer kan arrangøren, når dette er nødvendigt af hensyn til færdselssikkerheden eller en hensigtsmæssig trafikafvikling, anvende eksempelvis trafikofficials til stående færdselsregulering. Trafikofficials skal uddannes, og kurset skal omfatte teoretisk og praktisk undervisning i færdselsregulering, så deltagerne bliver i stand til at regulere færdslen på færdselslovens område.
  • Kurset skal som minimum udgøre 16 lektioner af mindst 45 minutters varighed.
  • Kursusudbydere skal godkendes af Færdselsstyrelsen.
  • Kilde: Færdselsstyrelsen

Ikke være gratis

Tidligere var det kun arrangementer under Danmarks Idrætsforbund, der måtte gøre brug af trafikofficials, men det har ændret sig med en ny bekendtgørelse, som trådte i kraft i april. Nu må også kulturarrangementer som Kliple' Mærken benytte dem. Det har også gjort kravene til uddannelsen større.

- Det er ikke, fordi vi skal have det gratis, men det er svært for den enkelte forening at lave sådan et kursus. Hvis vi hver især kunne skaffe et par frivillige til uddannelse og selv betalte gebyret, kunne det måske lade sig gøre med kommunens hjælp, siger Severin Sivesgaard.

Eventmanager i Sport Event Syd, Per Hussmann, har tidligere forsøgt at stable noget lignende på benene. For tre år siden tog han initiativ til netop en pulje af trafikofficials.

- Vi havde et møde med alle de foreninger, der var interesserede, og det var der mange, der var. Men da de skulle overbevise de frivillige om, at de skulle tage uddannelsen, haltede det gevaldigt. Derfor fik vi det aldrig op at stå, siger Per Hussmann.

Måske større motivation

Han vil dog ikke udelukke at prøve igen.

- På et tidspunkt når vi derhen, hvor det simpelthen ikke kan hænge sammen længere, så måske er motivationen større nu. Desuden kan der være opstået nogle nye muligheder, nu hvor ordningen også gælder kulturarrangementer, siger Per Hussmann.

Formand for kultur- og fritidsudvalget, Lars Kristensen (V), er lydhør.

- Jeg vil meget gerne gå i dialog med foreningerne, så vi kan finde en løsning. Vi skal ikke lade være med at afvikle sådan noget, fordi vi mangler praktisk hjælp. Severin Sivesgaard er velkommen til at kontakte mig eller forvaltningen, siger Lars Kristensen.

Stort marked foreslår lokalt korps af trafik-frivillige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce