Spejdere fik belønningen for tre års naturpleje

Naturkonsulent Jesper Tofft gik rundt og bedømte hver plante med alle spejderne i hælene. Foto: Mette Christine Schulz

Spejdere fik belønningen for tre års naturpleje

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En gruppe spejdere i Løjt har i tre år passet og plejet næsten 200 træer, som Marcus Jebsens naturpulje "Børn planter træer" donerede. Det synes børnene selv, at de har lært meget af. Forleden blev de belønnet for deres arbejde, da de fik 100 kroner pr træ, som stadig gror fint.

Aabenraa: På en forårsdag for tre år siden mødte børn og forældre op med spader og skovle for at plante næste 200 nye træer og buske ved den nybyggede spejderhytte på Mosevej i Løjt.

I sidste uge var det tid til at gøre regnskabet op: Hvor mange af de plantede træer og buske havde overlevet?

Plantningen af de mange træer og buske er nemlig en del af Marcus Jebsens projekt "Børn planter træer," som går ud på, at hans naturpulje betaler for planter, rådgivning med mere, og hvis børnene så passer planterne så godt i tre år, at de er store nok og kan gro selv, får de 100 kroner pr træ.

- Det har været alles opgave at fjerne ukrudt og vande dem - og specielt denne sommer har vi skulle vande meget. Vi ønskede et ekstra projekt, vi kunne inddrage børnene i, så da folkene bag naturpuljen spurgte, om vi ville være med, sagde vi ja. Tre år er lang tid, men pengene er en gulerod for børnene til at holde liv i planterne, fortæller spejderleder Mette Grøn.

Jebsens naturpulje
  • Markus Jebsen er medlem af Jebsen-familien fra Løjt og bor til daglig i Hongkong.
  • Hvor storebror Hans Michael Jebsens store interesse er historie og restaurere gamle huse, er Markus Jebsens interesse naturen.
  • Han har derfor oprettet en naturpulje, hvor små naturprojekter kan søge om finansiering. Det kan både være på private og offentlige arealer, at puljen støtter naturpleje, anlæg af småsøer, beplantninger med mere.
  • Siden 2016 har puljen kørt denne ordning i to spor: "Børn planter træer" med foreløbigt fem projekter i henholdsvis Felsted danske og tyske skole, Kongehøjskolen, Kelstrup Naturskole, Bolderslev skole og Løjt spejdergruppe. I skolerne indgår pasningen af træerne og planterne i undervisningen, hvor træers vækst og betydning for dyr, natur og klima inddrages.
  • Det andet spor er "Landsbyer planter træer," hvor konceptet er, at et lokaråd eller en borgerforening stiller et areal til rådighed, og der holdes en plantedag, hvor frivillige deltager i plantningen. Derefter skal de sørge for at passet træerne til de kan selv. Sådanne projekter er der blevet kørt i Kollund, Bolderslev, Ravsted, Felsted, Bjerndrup, Fole, Skodborg, Branderup og Jegerup.
  • I alle tilfælde administreres ordningen af konsulentfirmaet Ravnhøj Consult, som derudover bidrager med planlægning og rådgivning samt formidling i forbindelse med plantningen.
  • Markus Jebsens naturpulje finansierer pløjning og harvning forud for plantningen, selve planterne og rådgivning herom.
  • Baggrunden for Markus Jebsens naturpulje er, at han ønsker at engagere borgere til at interesse sig i at tage vare på miljøet og udvikle naturen og miljøet.
  • Børnene har fået deres eget projekt, da han mener, at alle de små bidrag til natur og miljø, der bliver gjort i projekterne, er et lille bitte led i miljøopdragelse.
  • Man kan kontakte Randi Wang Hansen, som er direktør for Markus Jebsens selskab Tanganyka, hvis man er interesseret i at høre mere.
  • Læs mere på rwhconsult.dk
Linea Kristine Klüker, til venstre, og Sarah Christine Sølbeck mener begge, at de har lært en masse af at skulle passe og pleje de mange træer og buske i tre år. De var også ekstra interesserede i, hvor mange af planterne, der stadig var liv i, fordi de havde været med til at plante dem for tre år siden. Foto: Mette Christine Schulz
Linea Kristine Klüker, til venstre, og Sarah Christine Sølbeck mener begge, at de har lært en masse af at skulle passe og pleje de mange træer og buske i tre år. De var også ekstra interesserede i, hvor mange af planterne, der stadig var liv i, fordi de havde været med til at plante dem for tre år siden. Foto: Mette Christine Schulz

Uden natur - ingen mennesker

Derfor var der også stor spænding i sidste uge, da Randi Wang Hansen, som er direktør for Jebsens selskab Tanganyka A/S, og Jesper Tofft, rådgiver inden for natur og landskab i Ravnhøj Consult, besøgte spejderne for at tjekke hver enkelt plante.

Én efter en blev de tjekket af Jesper Tofft, mens Randi Wang Hansen gik og noterede, og de børn, som havde været med i plantningen for tre år siden, var meget spændte på resultatet.

Spejderne havde været så uheldige, at det større buskadsområde, de havde plantet nederst på grunden i et hjørne, som skulle bruges til gemmested og leg for børnene, var blevet rådyrenes yndlingsspise det første år. Planterne blev hurtigt hegnet ind, og selvom der var nogen, der var gået til, var det også overraskende for både børn og voksne at se, hvordan mange af planterne var blomstret op på ny.

- Det er jo det fantastiske ved naturen. At selvom noget ser dødt ud, kan det reparere sig selv og komme til live igen. Det er også vigtigt, at børn forstår, at uden natur er der ingen mennesker, sagde Randi Wang Hansen undervejs på turen.

Pengene skal bruges på lejr

Hun var i dagens anledning den glade giver, og det endte med, at 173 planter stadig gror fint på Mosevej, og det gav spejderne 17.300 kroner.

- Det er vores plan at bruge pengene på den store distriktssommerlejr, der er næste sommer. Pengene skal så bruges som tilskud, så alle får mulighed for at komme med, fortæller Mette Grøn.

Selvom pengene var guleroden, var børnene også meget interesseret i at se, om de træer og buske, som de havde været med til at plante, havde overlevet.

- Vi kan godt huske dengang, vi plantede dem. Jeg kan også huske, at vi brændte nogle navneskilte til at sætte på, men de er gået til. Vi har vandet dem i de her tre år, og vi har også lært lidt om, hvad de forskellige træer og buske hedder. Vi har også lært, at naturen er god, og at vi mennesker ikke kan leve uden naturen. Så v tænker meget på naturen og smider aldrig affald i naturen, siger 9-årige Linea Kristine Klüker og Sarah Christine Sølbeck.

Selvom de tre år er gået, skal træerne og buskene stadig passes for, at drømmen om en mindre skov til at lege i og læhegn til telte med mere bliver til virkelighed.

Spejdere fik belønningen for tre års naturpleje

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce