Sønderjylland indtog Rådhuspladsen med succes

Rådhuspladsen var fyldt hele dagen med folk, som gerne ville have en smagsprøve på Sønderjylland. Foto: Destination Sønderjylland

Sønderjylland indtog Rådhuspladsen med succes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

40 sønderjyske virksomheder, foreninger og producenter drog forrige weekend på en fælles mission til København. Her havde Destination Sønderjylland arrangeret den store event "Sønderjylland indtager Rådhuspladsen", som tiltrak mange mennesker.

Aabenraa: Bornholm har gjort det i flere år, og nu gør Sønderjylland det også. Drager afsted i fælles flok for at invadere hovedstaden for en dag for at brande Sønderjylland og vise, hvad vores region kan.

Lørdag den 8. september blev der sagt mojn, serveret sønderjyske specialiteter og fortalt en masse gode ting om vores egn, da Destination Sønderjylland for første gang arrangerede "Sønderjylland indtager Rådhuspladsen" i København.

40 foreninger, virksomheder og fødevareproducenter havde sagt ja til at være med, og de fik alle muligheder for at brande dem selv og Sønderjylland, da mange tusinde københavnere kom forbi Rådhuspladsen for at se, hvad sønderjyderne havde fundet på.

- Det var en rigtig god dag. Der var en god stemning på pladsen, og der var sort af mennesker fra vi åbnede til vi lukkede. Alle stande havde besøg, og vi er tilfredse med de rammer, vi fik skabt og med dagen. Nu skal vi have evalueret med deltagerne, om de har den samme mening, siger Karsten Justesen, som er direktør for Destination Sønderjylland.

De var med
  • Det var Destination Sønderjylland, som havde taget initiativ til dagen og var tovholder på arrangementet.
  • "Sønderjylland indtager Rådhuspladsen" blev holdt lørdag den 8. september på Rådhuspladsen i København.
  • Komikeren Thomas Varberg, som er fra Toftlund, var konferencier og underholdte fra scenen, og her spillede "De 3 sønderjyske snitter" også musik med fokus på Sønderjylland som f.eks. John Mogensens "Der er noget galt i Danmark. Dybbøl Mølle maler helt ad helvede til."
  • Sportsefterskolen Sine fra Løgumkloster optrådte, og der var sønderjysk kaffebord.
  • De var med: Bar Burger, Vestslesvigsk Bryghus, MutMut, Nationalpark Vadehavet, Als Pølser, Fleggaard, Fakkelgaarden, Naturperlen, Vibegaard, Fjordlyst & Gåsevig Camping, Restaurant ROS, Genner Bugt, Benniksgaard, Rømø-Tønder Turistforening, Acture Park, Synnejysk Ambassade, VisitHaderslev, Skærtoft Mølle, Færgen, Als/Fyn Forbindelsen, Bryggeriet S.C. Fuglsang A/S, Det Sønderjyske Køkken, Sportsefterskolen Sine, Gram Slot, Destination Sønderjylland, Naturmælk, Årø Bryghus, Macarn og en stand med fokus på bosætning med virksomheder som Bestseller, Linak, Sydbank og Fiqtiv.
  • Karsten Justesen kunne høre på udstillerne, at der var kommet mange sønderjyder med bopæl i København forbi for at få en smag af det hjemmefra, men der var også mange københavnere på pladsen. Samme dag var der otte krydstogtskibe, der lagde til i København, så der var også spaniere og kinesere forbi pladsen.

Målet var en dag, hvor Sønderjylland stod samlet

Turistorganisationen havde valgt denne model med én dag på Rådhuspladsen med fokus på Sønderjylland, da den havde set Bornholm gøre det med succes. Samtidig synes Destination Sønderjylland, at den ikke får nok ud af stå på diverse feriemesser, så den ville gerne arrangere noget, hvor Sønderjylland stod samlet - og ikke kun med fokus på turisme.

- Her var der også virksomheder med og fokus på bosætning, og vi ville gerne skabe en anden dagsorden om Sønderjylland end snak om vildsvinehegn og grænsekontrol. Vi ville gerne vise, at vi er andet end kålpølser og 1864, og det synes vi lykkedes, da der var mange forskellige aktører med, siger Karsten Justesen.

Destination Sønderjylland havde valgt at gøre setuppet så nemt for deltagerne som muligt, så de ikke skulle bruge for mange kræfter på transport af fødevarer, opsætning af stande og udvikle gode idéer til standene.

- Vi koordinerede det for dem og holdt først en workshop, hvor vi kom med gode idéer til dekoration og smagsprøver. Vi arrangerede transport af deres varer, og vi sørgede for, at de blev samlet op af en bus og kørt og frem og tilbage. Alt stod klar til dem på Rådhuspladsen, da de kom, så vi prøvede at gøre det så nemt som muligt for dem at være med, siger han.

Kræver opbakning fra erhvervslivet

Karsten Justesen siger dog samtidig, at det ikke har været nemt at sælge stadepladserne til de sønderjyske virksomheder og producenter, og derfor skal der være opbakning fra erhvervslivet i Sønderjylland til, at Destination Sønderjylland igen kaster så mange kræfter ind i en dags branding af regionen.

- Vi er ikke utilfredse, men vi ville gerne have lidt flere, der solgte produkter. Der var f.eks. en lang kø ved salget af ringriderpølser hele dagen. Vi er klar til at gøre det igen, men der skal være opbakning fra erhvervslivet, siger direktøren.

Sønderjylland indtog Rådhuspladsen med succes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce