Slut med gratis fest: Ringriderkomité vil tage entré men lover bedre oplevelser

Til sommer kommer det til at koste penge at komme ind på Ringriderpladsen og opleve Gourmetboulevarden, ringridningen og alle de andre aktiviteter, der er på pladsen. Til gengæld kommer der et nyt gratis børneland og andre gode oplevelser, lover bestyrelsen i ringriderkomitéen. Arkivfoto: Claus Thorsted

Slut med gratis fest: Ringriderkomité vil tage entré men lover bedre oplevelser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Til sommerens ringriderfest vil det koste penge at komme ind på pladsen. Arrangørerne er nødsaget til at tage entré, da det er blevet dyrere at arrangere festen.

Aabenraa: Aabenraaerne har været vant til, at ringriderfesten er én af de eneste store, gratis oplevelser, der er tilbage i byen, men til sommer er det slut.

Her vil det koste penge at komme ind på Ringriderpladsen, men til gengæld lover komitéen bag festen at lave bedre oplevelser, hvoraf nogle af dem vil være gratis.

- Vi har trukket den så længe, vi kan, med gratis adgang, men nu er vores omkostninger steget så meget, at vi er nødsaget til at tage entré. Vores opgave er at skabe en fest med en masse gode oplevelser, og vi kan ikke udvikle festen, hvis vi ingen penge har. Derfor er det nødvendigt at tage entré fremover, forklarer formanden for Amtsringriderforeningen Aabenraa, Gerth Petersen.

Ringriderfesten er de seneste år blevet påført omkostninger udefra, som betyder meget for foreningens økonomi. Det er blandt andet sikkerhed, vand og beredskab, som koster mere end tidligere, men som er lovpligtige og derfor nødvendige for, at den fire dage lange fest kan få lov til at finde sted.

- Vi skal også selv til at uddanne folk til at regulere trafikken, fordi vi ikke længere kan få hjælp fra Hjemmeværnet. Sådan kommer der flere og flere omkostninger, og vi vil også gerne have en opsparing, så vi kan udvikle festen og få den til at vokse. Foreningen har snart jubilæum, og næste år skal genforeningen fejres, og da vil vi også gerne lave arrangementer, men det kræver penge på kistebunden, siger formanden.

Det vil det koste
  • Det vil fremover koste 50 kroner at købe en partoutbillet til fredag, lørdag og søndag. Mandag er entréen gratis.
  • En dagsbillet vil koste 30 kroner.
  • Børn under 4 år er gratis, mens børn mellem 5 og 12 år koster 10 kroner.
  • Hele Ringriderpladsen bliver hegnet ind, og der vil være de samme indgange som til dyrskue: Ved Hjelmallé, Liebesallé og Vestvejen.
  • Ringriderkomitéen er ved at forberede sig på udfordringen med det store rykind om søndagen efter optoget og arbejder lige nu på løsninger med MobilePay, flere betalingssteder og måske mulighed for at printe en billet fra hjemmesiden inden.
  • Ringriderfesten i Sønderborg har taget entré for at komme ind på pladsen i flere år. Her koster det 80 kroner for en partoutbillet.

Nyt gratis børneland

Til gengæld lover Gerth Petersen, at man fremover for entréen vil få flere og bedre oplevelser på pladsen.

- Vi laver blandt andet et nyt børneland med hoppeborge og en masse aktiviteter for børn, som bliver gratis. Til de to koncerter fredag og lørdag aften vil der komme bedre og større navne. For at tage entré bliver vi også nødt til at give noget tilbage, og det gør vi ved at lave en fed folkefest, pointerer formanden.

Han og resten af bestyrelsen er forberedt på, at nyheden om entré kan give negative kommentarer, men han tror også på, at folk i sidste ende godt kan forstå, hvorfor komitéen bliver nødt til at tage dette skridt.

- Der er ikke et arrangement i Aabenraa i den her størrelse, som længere er gratis. Derfor tror vi, at folk godt kan forstå, at vi bliver nødt til at trække på samme hammel for, at ringriderfesten kan bestå og udvikle sig, siger han.

Det er dog heller ikke hele entréen, som kommer til at ryge ned i komitéens kasse. Der er nemlig planer om at give en del af entréen videre til et velgørende formål i kommunen. Hvilket er ikke besluttet endnu.

Slut med gratis fest: Ringriderkomité vil tage entré men lover bedre oplevelser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce