Nu er han World Tour-rytter - før fulgte mor og far ham i campingvogn

Rasmus Byriel Iversen elsker at lave kaffe og bestiller gerne specialkaffe hjem over nettet. Hans mor og far, Gitte og Hans, synes "det ligner the", og foretrækker deres egen kaffe. Foto: Jacob Schultz

Nu er han World Tour-rytter - før fulgte mor og far ham i campingvogn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

21-årige Rasmus Byriel Iversen har tegnet kontrakt med et af verdens bedste cykelhold, Lotto-Soudal. Siden Rasmus var ni år, har hans far og mor fulgt ham rundt til cykelløb.

Marstrup: Hans og Gitte Iversen husker stadig den dag, da deres dengang ni-årige søn stillede op til sit første cykelløb.

- Det var i Vejle. Det var en søndag morgen, og det var tåget. 21 små ryttere blev sendt afsted i råkold tåge, og Rasmus blev nummer fem, husker Hans Iversen.

I dag har 21-årige Rasmus Byriel Iversen, søn af Hans og Gitte Iversen fra Marstrup, tegnet kontrakt med et af verdens største og mest kendte cykelhold med direkte adgang til både Tour de France, Giro d'Italia, Paris-Roubaix, Flandern Rundt og Vuelta E'Spania. Hvis man ikke har forstand på cykling, så hjælper det måske, at det svarer til, at en ung dansk fodboldspiller fik kontrakt med Real Madrid, Juventus eller Liverpool. Det er cykelsport på den øverste hylde og sammen med 27 af verdens bedste cykelryttere.

Hvem havde troet det, dengang ni-årige Rasmus vandt et skolecykelløb og begyndte at gå til cykling i den lokale cykelklub? Måske hans forældre?

- Nej, vi har aldrig drømt om, at han skulle blive professionel. Det var noget, der kom fra ham selv, siger Hans Iversen.

På den måde mener han ikke, at de er forældre-typen, der har pacet deres søn frem og stået og råbt på sidelinjen. Der har været opbakning, men ingen store ambitioner på sønnens vegne.

Det kræver streng diæt at være cykelrytter. Men uden for sæsonen kan man godt træde lidt ved siden af. Foto: Jacob Schultz
Det kræver streng diæt at være cykelrytter. Men uden for sæsonen kan man godt træde lidt ved siden af. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

I campingvogn efter

Hans Iversen har lige sat sig ved kaffebordet. Forinden har han skiftet arbejdstøjet fra Beredskabsstyrelsen i Haderslev ud med civil. Mor Gitte har disket op med honningkager og kaffe og sat sig ned. Stemningen er afslappet og familiens lille hund bjæffer lidt og forsøger at charme sig til lidt ekstra klø bag ørene.

Imens er hovedpersonen selv - Rasmus - igang med at køre sit cykelprogram færdig i garagen på den inderdørs cykeltræner. Der står cykler flere steder og cykeludstyr, der vidner om, at sønnike er på besøg i hjemmet i Marstrup.

Rasmus Byriel Iversen bor fortsat hos sine forældre i Marstrup, men flytter til Aarhus med sin kæreste til februar.

Efter det første løb dengang i tågen som ni-årig gik det videre til flere løb og bredte sig langt ind over familiens planer. Rasmus vandt sin klasse, så det gav lyst til mere. Træningen foregik ofte i cykelklubben HS6100 på hverdage to gange om ugen for så at køre til løb både lørdag og søndag.

- Vi købte en campingvogn og kørte land og rige rundt med den. Vi har da trukket rundt med den fra U13 til U17, tilføjer Gitte Iversen.

Årene måles i ungdomsårgange.

- Vi fandt et industrikvarter og hvilede ud til næste dag i campingvognen. Det var praktisk. Ofte var der jo løb i en anden by dagen efter, forklarer Hans Iversen.

Rasmus' kæreste, Christine, er med på visit i Marstrup og ser til, mens rasmus får overstået dagens træning på hometrainer i garagen. Foto: Jacob Schultz
Rasmus' kæreste, Christine, er med på visit i Marstrup og ser til, mens rasmus får overstået dagens træning på hometrainer i garagen. Foto: Jacob Schultz
Foto: Jacob Schultz

Farmand fik også en cykel

Mens de to forældre sad dér på sidelinjen og så cykelløb, fik Hans Iversen lyst til at cykle med. For de voksne kunne også køre løb de samme dage, som børn og unge.

- Det kunne jeg jo ligeså godt, når vi alligevel var der. Så jeg købte også en cykel og kørte licens H40-løb i en del år (elitecykelløb for amatører mellem 40 og 50 år, red.). Så havde Rasmus også en, der kunne trække ham på de lange vinterdage, siger Hans Iversen med et smil.

Siden var det jo Rasmus, der måtte trække farmand, men der gik alligevel nogle år.

- Når der sådan skal trænes i løbet af en lang og kold vinter, og det er mørkt og vådt, så er det godt at have en til at trække dig afsted. Hvis det skal være sjovt om sommeren at køre løb, er du nødt til at slide om vinteren, tilføjer Hans Iversen, der også kom over 10.000 kilometer på cykel i løbet af en sæson.

Som U19 kørte Rasmus 20.000 kilometer om året. Det svarer til 55 kilometer om dagen.

Men budgettet i Marstrup var ikke til kulfibercykler og dyre hjul.

- Det var havelåger, vi kørte på i mange år. Men det gik da i fint, siger Hans Iversen, der i dag nøjes med motionscykelløb i stedet for de mere elite-prægede licensløb.

Mor som soigneur

Tilbage på sidelinjen og i campingvognen sad så Gitte Iversen, mens både mand og søn kørte cykelløb.

Eller hvad?

- Nej, jeg sad ikke meget ned. Jeg stod ude på ruten med nye hjul, hvis de punkterede, hjalp med at skifte hjul og kom med poser med mad til at gribe i forbifarten, lyder det frisk fra Gitte Iversen.

I mellemtiden er Rasmus Byriel Iversen kommet ud af badet og går forbi forældrene:

- Ja, hun har også været vores mekaniker, siger han med et grin, inden han henter kaffen i køkkenet.

Det fortsatte dog ikke på hjemmefronten. Her fik Rasmus selv lov til at vaske cykler, smøre kæder og vedligeholde udstyret.

- Det har han selv gjort fra første færd af, siger Hans Iversen.

Mor: Italien er langt væk

Som U17-rytter fik Rasmus kyssesyge og hans forældre var usikre på, om han ville fortsætte. Samtidig gennemførte Rasmus det blå gymnasium.

Men lysten til at køre på cykel var stadig intakt. Senere fik han sin første kontrakt med det lille danske hold Giant-Castelli. Han tog arbejde på en tankstation ved motorvejen ved siden af og levede af franske hot dogs, mens han cyklede en hvis legemsdel ud af cykelbukserne. Det var ikke penge i det, og endnu værre blev det, da holdet måtte lukke.

Rasmus' drøm om en cykelkarriere brast. Det var svært at bevare drømmen.

- Han er meget standhaftig, siger mor Gitte.

Via en tidligere træner fik Rasmus kontakt til et italiensk ungdomshold. En åbning viste sig: Han kunne få kost og logi i Norditalien plus en cykel for at være med på holdet.

- Jeg synes jo, det var alt for langt væk. Behøver du virkelig det, spurgte jeg, husker mor, Gitte Iversen.

Som mødre jo gør, forsøgte hun at tale ham fra det, men det ville Rasmus ikke høre på. Det behøvede jo ikke at være så langt væk...

Han sagde op på tankstationen, satte kurs mod Italien, hvor han startede uheldigt med influenza og en mavevirus og var meget tæt på at blive sendt hjem.

Da han endelig kom cyklen, ja, så vandt han ni løb og kom på podiet flere gange. Det var næsten en drejebog til en amerikansk cykelfilm...

Allerede i sommeren blev han kontaktet af en agent, der gav ham flere hold at vælge imellem. Det blev Lotto-Soudal, hvor også Lars Bak har kørt indtil denne sæson.

Lykkerider Rasmus Byriel Iversen tog chancen og vandt.

Kæreste i Aarhus

Lykkeridder Rasmus slog også til for godt et år siden på en bar i Aarhus. Sammen med cykelrytter Mathias Norsgaard Jørgensen havde han en festlig aften, og løb ind i den lyshårede pige fra Randers, Christine Amalie Vestergaard.

De to har nu været par i godt et år. Og Christine har allerede fået betingelserne at vide:

- Jeg fik at vide, at det var cykling først og mig i anden række. Sådan er livet med en prof. Men jeg har også studier at passe, så det går jo altsammen, siger Christine, der også er på besøg hos svigerforældrene i Marstrup.

Umiddelbart en hård besked at få, at man som kæreste kommer i anden række, men hun ser ud til at tage det pænt. Det er et vilkår.

Men sådan er livet jo nok ganske rigtigt med en professionel - ellers er man nok ikke prof.

Nu er han World Tour-rytter - før fulgte mor og far ham i campingvogn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce