jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere
Søndag eftermiddag blev Moonlight Brothers fejret i Aabenraa med en stor surprisefest. Flere hundrede var mødt op for at hylde vinderne af "Danmark har talent."
Aabenraa: - Det her er større og vildere end lørdag aften.
16 timer efter, at Moonlight Brothers vandt TV2's talentshow "Danmark har talent", ventede der en kæmpe surprisefest hjemme i Aabenraa for brødrene Christoffer og Jonathan Eskjær Breitenkamp.
Her var flere hundrede venner, familie, bekendte, danseelever og forældre mødt op for at hylde Moonlight Brothers, og det havde brødrene ikke forventet.
- Jeg havde godt luret den lidt, fordi vi "tilfældigvis" mødte min far og hans kæreste. Men at der ville være så mange, det er helt vildt, fortalte en glad og meget rørt Christoffer Eskjær Breitenkamp.
Han måtte knibe en tåre i direkte tv lørdag aften, da det var Moonlight Brothers, der blev udråbt som vindere. Og han kneb også en tåre søndag, da han og Jonathan gik gennem døren ind til dansesalen hos AB Dance og blev mødt af de mange mennesker, som råbte tillykke og viftede med Dannebrog.
Efter at have sundet sig ventede der krammere og high-fives fra de mange gæster, og et ønske om et billede sammen med vinderne fra de fleste af Christoffers mange danseelever i AB Dance.
Der ventede også en tale fra ét af de mennesker, som har betydet mest for de to brødres udvikling inden for dansen. Nemlig deres tante og ejer af AB Dance, Ann-Berit Aagaard.
- Sikke en rejse, I har været på. Jonathan, jeg ved, du ser et stort lys i Stoffer ligesom mange andre herinde gør. Men du kan godt selv. Tro på dig selv, for du kan godt, sagde hun, mens gæsterne klappede, og Christoffer Eskjær Breitenkamp gav en krammer til sin lillebror.
- Til dig, Stoffer, vil jeg gerne sige: Ingen AB Dance uden dig. Den rejse, du har været på her, ved jeg, har været et kæmpe pres for dig. Du har været bange for ikke at slå til, men du slår til. Du er et fantastisk menneske. Nyd berømmelsen, og ligemeget hvor denne rejse tager jer hen, så vil vi og alle andre herinde være her for jer, sagde Ann-Berit Aagaard.
Med sejren fulgte en check på 250.000 kroner, som brødrene endnu ikke ved, hvad de vil bruge på.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.