Mindeord: Niels Nielsen var en lykkelig mand til det sidste


Mindeord: Niels Nielsen var en lykkelig mand til det sidste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Niels Christian Lassen Nielsen, Aabenraa, døde onsdag 1. maj 91 år gammel. Hans barnebarn Vibeke Toft-Nielsen, Odense, har sendt os dette mindeord:

Det er ikke hver dag, man siger farvel til et af de mest betydningsfulde mennesker, man har haft i sit liv. I fredags bisatte vi min farfar, Niels Christian Lassen Nielsen, som sov stille ind i sit hjem i Aabenraa. 91 år nåede han at få, og så er det jo egentlig helt okay at komme herfra, selvom det også er både tomt og trist. Men livet har vi kun til låns, og selv de bedste skal videre.

Mine bedsteforældre blev gift i 1954 og flyttede til Sofiedal ved Tinglev i et nybygget husmandssted. Her holdt de køer, grise og gæs, og farfar passede både gården og haven med samme flid som alt andet. Han var i mange år politisk aktiv i Radikale Venstre og startede også husmandsforeningen op i byen. Han var også formand for både Hestekassen, Sofiedal Vandværk og senere også Jordbrugskommissionen. Mine bedsteforældre fik to børn, min far Torben og min faster Gurli, og tog også 12 plejebørn til sig, før fire børnebørn kom til og endelig fire oldebørn.

Kendetegnende for min farfar var, at han var lykkelig helt ind til benet. Selvom det var slidsomt for ham til sidst, mødte han alle med et stort smil. Han knuselskede sine børn, børnebørn og oldebørn, og en helt særlig plads i sit hjerte havde min farmor. "Åh, hvor er jeg glad for dig", sagde han altid til hende. Hvis hun havde det godt, havde han det også.

Farfar lærte meget fra sig, men særligt dét, at man skal være noget for andre, hang ved. Det var ikke noget, der blev italesat, det blev os vist. For ham handlede det ikke om, hvem man var, eller hvor mange penge man havde, men hvordan man var. I mange år ringede han fast hver morgen til en gruppe ældre i byen bare for at tjekke, at de havde det godt. Da vi var børn og handlede ved bageren om søndagen, skulle han altid forbi med rundstykker til alle naboerne. Og som det mest naturlige i verden var det ham, der hver december stillede op som julemand i det lokale forsamlingshus. Han var altid i gang; i haven, i laden eller på marken, og han gav en hånd med, hvor end der var brug for det. Sådan var det at være et godt menneske. Og det var farfar.

Ferierne hos ham og farmor som barn er noget af det tryggeste og varmeste, jeg kan huske. Vi børnebørn blev ikke sådan beskæftiget, vi fik lov til bare at være. Hos killingerne i laden, med farfar på marken eller farmor i køkkenet. En dag var min fætter Asger og jeg kravlet fra loftsvinduet og ud på taget, hvor vi sad og slikkede sol og udtænkte narrestreger. Farfar gik hen over gårdspladspladsen og fik øje på os. "Nå, sidder I der", grinte han og fortsatte så med sin dag.

Så mange af minderne står stadig knivskarpt foran mig. Hans stærke arme, der løftede halmballer, når vi høstede om sommeren. Det særlige glimt i øjet, han fik, når han læste Nissepjok for os om aftenen og den absolutte følelse af tryghed, når man lå under en tung, varm dyne mellem ham og farmor. Han kunne sige "godmorgen" på den mest optimistiske måde, jeg har hørt, og han lavede altid en særlig fortælling, når han øste havregryn op på vores tallerkener. Der var kun én måde at servere varm kakao på, og det var farfars med sødmælk, mørk chokolade og masser af flødeskum. Kulhydrater var ikke noget, man talte, det var noget, man nød.

Hans positive sind gennemsyrede alt, hvad han gjorde og tænkte om andre. For nogle år siden sad vi i en bil og ventede på, at det blev vores tur til at tanke benzin. Foran os stod en halvsur herre, som var ubeskriveligt længe om at blive færdig. Måske han kunne fornemme vores utålmodighed, for da han satte sig ind i sin bil, sendte han en skråtopfinger vores vej. Farfar løftede straks hånden og udbrød begejstret: "Nej, han hilste!"

For seks år siden var jeg med farmor og ham på sygehuset, da han blev diagnosticeret med lymfekræft. Farfar tog det med stoisk ro: "Nå ja, jeg har jo haft sådan et fantastisk liv", sagde han opmuntrende og blinkede til de seks læger med lange ansigter. Og han overlevede og fik seks år mere, indtil han sov stille ind den 1. maj.

Selvom hans krop er borte, har han ladt det bedste tilbage. Jeg kan høre hans klukkende latter, når min datter vrider sig på stolen af grin, hans varme øjne og tålmodige væsen bor i min far, og hans udødelige kærlighed lever videre i min farmor. De nåede at være gift i næsten 65 år.

Hvil i fred, farfar. Og tak for alt, hvad du gav.

Mindeord: Niels Nielsen var en lykkelig mand til det sidste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce