Mangler fem millioner kroner: Friluftsbade er på dybt vand

Bylderup Idrætscenter set fra oven. Det er friluftsbadet, man ser øverst til venstre for den store bygning. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard

Mangler fem millioner kroner: Friluftsbade er på dybt vand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det vil koste mellem fire og fem millioner kroner at renovere friluftsbadene i Bylderup og Ravsted, men de penge har man langt fra lokalt. Jonas Haase (S) fra kultur- og fritidsudvalget er stemt for at hjælpe.

Bylderup-Bov: Der er to friluftsbade i Aabenraa Kommune, og de ligger begge i postnummer 6372 Bylderup-Bov, men det er ikke det eneste, friluftsbadene i Bylderup og Ravsted har til fælles. De er nemlig også i en bygningsmæssig forfatning, som tilsiger, at der skal bruges millionbeløb på renoveringer inden for en kort årrække.

- Det kræver en større renovering, men ikke her og nu. Der er rør, der er utætte, og et rensningsanlæg, der skal skiftes ud. Vi har ikke en nøjagtig beregning på det, men et slag på tasken er mellem to og tre millioner kroner, siger Christian Iwersen, der er formand for den selvejende institution Bylderup Idrætscenter.

I Bylderup vil man formentlig selv kunne stille med mellem 200.000 og 300.000 kroner, men resten skal finansieres på anden vis. Man har henvendt sig til kommunens kultur- og fritidsudvalg, som dog har bedt om en mere detaljeret projektbeskrivelse.

Vandpres på budgetterne
  • Svømmebadet i Arena Aabenraa trænger også til en renovering i millionklassen. Kultur- og fritidsudvalget er af forvaltningen blevet oplyst om, at der er brug for knap 13 millioner kroner over de kommende fire år til "et efterslæb på vedligehold". De største poster er bassiner i svømmehallen og tagkonstruktionen over den oprindelige del af arenakomplekset.
  • Tinglev Svømmebad åbnede den første mandag i januar efter en større renovering, som kostede cirka syv millioner kroner og betyder, at badet nu lever op til nye lovkrav og har fået undervandsbelysning.
  • Rødekro Svømmehal genåbnede 1. juli sidste år efter at have været lukket i 16 måneder på grund af en tagrenovering, som kostede små fire millioner kroner.

Ravsted med samme problem

Det er en underskudsforretning at drive friluftsbad i Bylderup, men lokalt er man glad for badet.

- Det er vigtigt for idrætscentret, men det er endnu vigtigere for by og omegn. Det er rigtig godt, når sommeren er som i år. Billetsalget i den første måned i år har været lige stort som hele sidste år. Folk er glade for badet, og vi har mange morgen- og aftenbadere, forklarer Christian Iwersen, som fortæller, at der bliver udformet en mere formel tilskudsansøgning efter sommerferien.

8,4 kilometer væk - det er ni minutter i bil - finder man Ravsted Svømmebad, der også er et udendørs bad.

- Vi står med helt samme dilemma som i Bylderup. Vi skal investere 500.000 til 600.000 kroner bare for nødtørftig renovering. Ikke engang en lovliggørelse. Den vil koste to millioner kroner. Badet er slidt, siger Michael Kristensen, der er kasserer i den forening, som driver Ravsted Svømmebad.

Haase melder klart ud

Der er kommet nye regler på området, som man ikke kan leve op til.

- Altså vores tal for vandet er lovlige, men udskiftningsprocenten for vandet lever vi ikke op til. Kommunen har sagt, at den ikke vil håndhæve reglerne, fordi vi har åbent tre måneder om året og lever op til tallene, fortæller Michael Kristensen.

Den nødtørftige løsning har Aabenraa Kommune givet tilsagn om at bidrage til, men der mangler stadig tæt på 200.000 kroner. Den optimale renoveringsløsning virker ikke nært forestående.

- Det er håbløst lige nu. Derfor har vi valgt at få den første del renoveret, så det bliver lettere at komme ud og søge igen, siger Michael Kristensen.

Lars Kristensen (V), formand for kultur- og fritidsudvalget, bekræfter, at han kender til sagen fra Bylderup, men han vil ikke ud med, hvordan han mener friluftsbadet skal prioriteres. Det vil udvalgskollega Jonas Haase (S) til gengæld.

- For mig er det nærmest hjerteblod, fordi jeg selv kommer fra Ravsted- og Bylderup-Bov-området. Jeg har selv været begge steder, og det er supergode tilbud, som jeg og rigtig mange af de lokale er glade for, så det vil være rigtigt synd, hvis ikke de får de penge, forklarer Jonas Haase.

Mangler fem millioner kroner: Friluftsbade er på dybt vand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce