Lukningstruet svømmeklub får hjælp af kommunen

Tinglev Svømmebad er blevet renoveret for knap syv millioner kroner, men det kniber med at få fuld aktivitet i hallen, fordi den lokale svømmeklub ligger brak. Arkivfoto: Claus Thorsted

Lukningstruet svømmeklub får hjælp af kommunen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tinglev Svømmeklub, der ellers havde smidt håndklædet i ringen, giver det en sidste chance med opbakning fra kommunen. En markedsundersøgelse skal afdække, hvilke tilbud brugerne efterspørger.

Tinglev: Det er ikke hver dag, Aabenraa Kommune går ind og blander sig i det frivillige foreningsarbejde. Men i Tinglev gør man nu en undtagelse. På vegne af Aktiv Aabenraa, der favner de kommunale haller og svømmehaller, opfordrer den daglige leder af de tre sidstnævnte, Knud-Gert Diedrichsen, til at bakke op om Plask, Tinglevs svømmeklub, der står i overhængende fare for at lukke.

I et læserbrev skriver han direkte: "Så kære forældre og ildsjæle. Kom nu ud af sofaen og mød op onsdag 20. juni klokken 19 i klublokalet i Tinglev Fritidscenter".

Pia Paustian, leder af Aktiv Aabenraa og Diedrichsens chef, forklarer:

- Vi er dybt afhængige af, at der er foreninger, der laver aktiviteter i vores haller, og Plask har haft vilkår, de ikke selv har været herre over, siger Pia Paustian om baggrunden for opfordringen.

Det er borgernes penge
Når Aktiv Aabenraa forsøger at hjælpe Plask med at overleve, handler det også om, at det jo koster en del skattekroner at drive de kommunale idrætsfaciliteter.- Så jeg har en forpligtelse til at få noget godt ud af det, forklarer Pia Paustian, leder af Aktiv Aabenraa.

Når markedsundersøgelsen er gennemført, vil hun i samarbejde med de frivillige se på, hvilke opgaver Plask kan løfte, og hvad kommunen kan løfte, og ud fra det vil der blive udarbejdet en handlingsplan.

På vej mod lukning

Svømmeklubben i Tinglev er kommet i klemme, fordi alle aktiviteter var indstillet hele sidste efterår, mens badet var igennem en omfattende renovering. Det har ikke været muligt at skaffe frivillige nok til at få de mange hold i gang igen, og det var nået dertil, at klubben var på vej til at opløse sig selv.

Nu har de tre tilbageværende bestyrelsesmedlemmer imidlertid indvilget i at tage en tørn mere, og på den ekstraordinære generalforsamling på onsdag, hvor punkt nummer 2 ellers er "Nedlæggelse af Svømmeklubben Plask", håber Pia Paustian, at man kan købe sig lidt tid:

- Vi sætter en markedsundersøgelse i gang efter sommerferien, der gerne skulle give os svar på, hvilke tilbud brugerne ønsker. Så er der noget konkret at arbejde ud fra, og så ville det være ærgerligt, at en forening, der indtil for nylig har haft 300 medlemmer og en fin økonomi at gøre godt med, ikke er der længere.

Vores hjertebarn

Ulla Hansen er sammen med sin mand to af de tre enlige bestyrelsesmedlemmer, der er tilbage i Plask. De har i måneder søgt med lys og lygte efter nye til bestyrelsen - uden held.

- Vi er bedsteforældre alle sammen nu, så vi synes, der er nogle nye, der skal tage over. Men det er jo vores hjertebarn, og Knud-Gert og Aktiv Aabenraa har gjort virkelig, virkelig meget for at hjælpe os. Så nu giver vi det til efteråret, før vi træffer den endelige beslutning, siger Ulla Hansen, der erkender, at det nok også er et svært tidpunkt lige nu:

- Der er jo ikke rigtigt nogen, der op til en sommerferie tænker i aktiviteter til deres børn og derfor opdager, at der altså ikke længere er et tilbud om svømning.

Ulla Hansen håber, at der onsdag dukker mindst to, helst fire, op, der har lyst til at være med til at løbe i klubben i gang igen. Tanken er at starte op med bare et par hold. Så må resten komme, hvis der er opbakning til det.

Lukningstruet svømmeklub får hjælp af kommunen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce