Lederskifte: Elever på friskole vil have en lækker steg

Werner Sternberg - leder på Aabenraa Friskole - har valgt at lade sig pensionere, når skoleåret er omme. Arkivfoto: Claus Thorsted

Lederskifte: Elever på friskole vil have en lækker steg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er mange krav - også gastronomiske - til Aabenraa Friskoles nye leder. Werner Sternberg trækker stikket til sommer for at gå på pension.

Aabenraa: Omdømmet kunne være bedre, økonomien kunne bestemt være bedre.

Der var flere ting, der haltede, da Werner Sternberg kom til Aabenraa Friskole som ny leder i 2008, men meget er sket på de knap 11 år, og nu kommer skolen til at klare sig uden sin joviale leder. Til sommer er det nemlig slut. I februar fyldte han 64 år. Pensionen kalder.

- Nogle har spurgt mig, hvorfor jeg ikke bare kan trappe ned. Det kan jeg ikke. Jeg har altid kørt mit liv med 150 kilometer i timen, og det holder jeg ikke til i længden. Derfor vil jeg hellere stoppe, mens legen er god, frem for at jeg falder om, forklarer Werner Sternberg.

- Det er da vemodigt. Jeg tror, jeg kender trefjerdedele af forældrene ved navn og stort set alle børnene ved navn. Sammen med kolleger har jeg udviklet skolen og bygget en masse op, siger han.

I 2013 blev skolen udvidet med en naturbørnehave, og så er der blevet opført en ny fællesbygning, ligesom hovedbygningen er blevet totalrenoveret.

- Vi har bygget for 21 millioner kroner i min tid, forklarer Werner Sternberg.

Hvis jeg får fem smil om dagen pr. barn, giver det tusind om dagen. Ganget med 200 skoledage i 11 år har jeg høstet over ti millioner smil.
Werner Sternberg, leder Aabenraa Friskole
Sådan er det gået under Werner Sternberg
  • Skolen har fået 35 flere årselever.
  • Skolen har fået tilknyttet en naturbørnehave.
  • Skolen har i alle årene haft en økonomi, der ligger inden for den ramme, som friskoleforeningen vurderer er hensigtsmæssig, hvilket indebærer en overskudsgrad på cirka fem procent.

En populær steg

Der er også brug for de mange kvadratmeter. Skolen har 209 elever, men budgetterer med 200, mens børnehaven budgetterer med 28 børn i gennemsnit, men har 29,5 i gennemsnit.

- Vi er pakket til kanten, som Werner Sternberg udtrykker det.

Om kalenderen bliver pakket til kanten, når han bliver pensionist, vides ikke endnu, men Werner Sternberg får ikke tid til at kede sig, selvom det skulle være så sundt. Han vil gerne arbejde med friskoler i bred forstand, udføre frivilligt arbejde, ikke mindst som koordinator af Dansk Flygtningehjælps indsamlinger, og så vil han dyrke motion. Samtidig kan han nyde, at hans hustru, der er skolesekretær i Haderslev, også går på pension til sommer.

Michael Metzsch, formand for Aabenraa Friskole, lægger ikke skjul på, at det er en veldrevet skole, den ny leder overtager.

- Da det kom ud, at vi skal have ny skoleleder, og vi spurgte, hvad en ny skoleleder skal kunne, sagde børnene, at vedkommende skal lave en flæskesteg, der er lige så god som Werners. Det er et meget godt udtryk for, hvad han er for en leder, synes Michael Metzsch.

Det er en livsstil

- Werner har været rigtig god for skolen og god til at udfylde den rolle, som handler om at være synlig, til stede over det hele og deltagende, så alle eleverne har følt sig set, siger formanden.

Det er, ifølge Michael Metzsch, heller ikke bare et job, som kun er i tankerne fra 8 til 16.

- Det er en livsstil at være på en friskole, og Werners bil holder meget tit parkeret ved skolen. Jeg tror ikke, han er ansat til 37 timer, siger han.

Revisoren har samtidig al mulig grund til at være tilfreds. Werner Sternberg har måske nok været med til at bruge 21 millioner kroner på byggekontoen, men det er sket samtidig med, at økonomien er blevet kernesund.

- Werner overtog skolen i en periode, hvor den var ved at være meget presset økonomisk, men han har formået at skabe en økonomi, der er ekstremt bæredygtig. Som ny leder overtager man en skole, som har forandret sig meget, og hvor der har været styr på driften, forklarer Michael Metzsch.

Der er ansøgningsfrist til jobbet som leder på Aabenraa Friskole den 29. marts klokken 8.30.

Lederskifte: Elever på friskole vil have en lækker steg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce