Langt om længe: Varnæs Skole får nyt i stedet for nedslidt pavillon

Den nye tilbygning kommer til at ligge lige ved siden af hovedindgangen, og der bliver lavet ovenlysvinduer i den eksisterende bygning som erstatning for de vinduer, nybyggeriet snupper. Visualisering: Arkitekttegnestuen Aabenraa ApS

Langt om længe: Varnæs Skole får nyt i stedet for nedslidt pavillon

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I slutningen af maj går opførelsen af en længe ønsket tilbygning til Varnæs Skole i gang. Den skal erstatte nedslidt pavillon.

Varnæs: De kommer til at rykke lidt sammen det kommende halve år. Men det gør lærere og elever på Varnæs Skole gerne.

Samtidig med at skolens gamle, nedslidte pavillon fjernes, går byggeriet af omkring ekstra 180 kvadratmeter nemlig endelig i gang.

- Det har været et byggeønske i over ti år. Helt tilbage fra, da det var Lundtoft Kommune. Så vi glæder os, siger skoleleder Michael Petersen om byggeriet, der kommer til at omfatte tre grupperum og en stor multisal med et podium, hvor der er siddepladser til 100.

Der er sat fire millioner kroner af til byggeriet, der sendes i udbud i denne uge. Der er licitation 9. maj, hvorefter det forventes, at der kan tages første spadestik kort efter pinse.

Aflevering 2. november
Ifølge den seneste tidsplan begynder byggeriet umiddelbart efter pinse, og det skal være færdigt og afleveret fredag den 2. november.

Kim Hovmand Larsen, projektleder i børn- og skoleforvaltningen, understreger dog, at det er med de forbehold, der nu engang altid følger med tidsplaner inden for byggeri. Især er der usikkerhed omkring leveringen af betonelementer, da der er stort pres på den del af byggesektoren i øjeblikket.

De bedst mulige løsninger

Selv om nybyggeriet ikke skal ligge, hvor pavillonen i dag står, så er det blevet besluttet, at den skal rives ned med det samme.

- Dels er den nedslidt, men i forhold til byggeriet af det nye er det rent logistisk også lettere, hvis den ikke står der. Så må vi bare finde de bedst mulige løsninger så længe, forklarer Michael Petersen.

Varnæs Skole har manglet grupperum, siden lærernes arbejdstidsreform krævede forberedelsespladser til alle.

- De nye grupperum skal bruges dels til holddannelsesundervisning og dels til de børn, vi har, der har særlige behov, forklarer Michael Petersen.

Et plus for hele byen

Også SFO'en og de 50 børn, der fortsætter her, når skoledagen er slut, vil få glæde af nybyggeriet. De har ellers været de primære brugere af pavillonen.

- Tidligere har det været mere delt op til lokaler til skolen og lokaler til SFO'en, men i det nye bliver det fælles lokaler, forklarer Michael Petersen, der roser den dialog, der undervejs har været mellem skolebestyrelsen, politikerne og det lokale forenings- og fritidsliv:

- Det har virkelig været et aktiv, at man har koordineret tingene, for jeg regner da bestemt med, at det ikke kun er skolen, men hele byen, der vil få glæde af den nye multisal.

Langt om længe: Varnæs Skole får nyt i stedet for nedslidt pavillon

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce