Klaudia skal få folk til at vrikke med kroppen til regattafest

Klaudia Blaszczyszyn-Asmussen på havnen i Aabenraa, hvor hun på torsdag skal få gæsterne til Kgl. Classic til at vrikke med kroppen. Foto: Mette Christine Schulz

Klaudia skal få folk til at vrikke med kroppen til regattafest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

38-årige Klaudia Blaszczyszyn-Asmussen er en aktiv dame, som underviser i aquazumba og aquafitness, er frivillig i Julehjertebyen og også gerne underviser i judo, når der er tid til det. Det meste af fritiden bliver nemlig brugt på at være judodommer til konkurrencer i hele Europa. På torsdag kan du møde hende i en hel anden sammenhæng, når hun er med til Kongelig Classic.

Aabenraa: Hun tog springet for 12 år siden og forlod hjemlandet Polen og flyttede efter kærligheden til Danmark. Det har 38-årige Klaudia Blaszczyszyn-Asmussen aldrig fortrudt, selvom det tog nogle år at finde sin rette plads på arbejdsmarkedet i Danmark. For trods en uddannelse som socialrådgiver og en ph.d i bagagen var det ikke ligetil at finde arbejde inden for den branche i Danmark, men det lykkedes til sidst.

- Jeg valgte at flytte til Danmark, fordi det ville være nemmere for mig at falde til her end for min danske mand at falde til i Polen. Mulighederne er også større, og arbejdsmiljøet er bedre, fordi man har andre rettigheder her. Men jeg måtte tage det arbejde, der var tilgængeligt og starte fra bunden, for det var vigtigt for mig at klare mig selv. I mange år arbejdede jeg på Kohberg med blandt andet rengøring, men da jeg blev fyret, åbnede der sig nye muligheder, fortæller hun.

Muligheden var at søge om at komme i praktik på jobcentret, hvor hun kunne bruge sin uddannelse, og det viste sig at være en god plan. Her fik hun nemlig chancen for at vise, hvad hun kan, og i dag er hun stadig ansat her.

- Der er ikke noget andet land som Danmark, hvor man bliver ansat på sine kvalifikationer uden at kende nogen. Jeg fik heldigvis lov til at vise, hvad jeg kan, og det er jeg meget taknemmelig for, siger hun.

Blå bog
  • Klaudia Blaszczyszyn-Asmussen er 38 år og født og opvokset i Polen.
  • Hun kom til Danmark for 12 år siden, da hun forelskede sig i en dansk mand.
  • I dag er parret gift og bor i Bolderslev sammen med deres ti-årige datter.
  • Hun er uddannet socialrådgiver og har en ph.d og er ansat ved jobcentret i Aabenraa.
  • Hun underviser i aquazumba og aquafitness i Opnør Svømmeklub.
  • Hun har dyrket judo gennem mange år og var oppe på et højt niveau i Polen, da hun besluttede sig for at blive dommer.
  • I dag er hun international judodommer og den højeste rangerede dommer i Danmark. Hun er også den eneste kvindelige dommer.
  • Hun rejser meget i Europa for at dømme forskellige konkurrencer. I år har hun været i Portugal, Polen, Tyskland, Glasgow, Østrig og Kroatien til turneringer.
  • Hun er også frivillig i Julehjertebyen sammen med sin datter.
  • På torsdag kan man møde hende til Kgl. Classic på havnen, hvor hun skal få folk til at vrikke med kroppen til musik.
Det meste af Klaudias fritid går med at være judodommer til konkurrencer i hele Europa. Klaudia er den eneste kvindelige internationale judodommer i Danmark og den højeste rangerende overhovedet. Privatfoto
Det meste af Klaudias fritid går med at være judodommer til konkurrencer i hele Europa. Klaudia er den eneste kvindelige internationale judodommer i Danmark og den højeste rangerende overhovedet. Privatfoto

Dommergerning giver oplevelser

Hendes chef har engang fortalt hende, at der var én bestemt ting på Klaudias cv, som overbeviste hende om, at hun skulle ansætte Klaudia. Det var det punkt, der hedder international dommer i judo.

Klaudia er nemlig den eneste kvindelige internationale judodommer i Danmark og den højest rangerende dommer overhovedet i Danmark.

- Min chef har sagt til mig, at hvis en person kan være dommer på så højt et niveau, så er der en styrke i den person. Og hun har aldrig fortrudt, at hun har ansat mig, smiler Klaudia B. Asmussen.

Judo har fyldt meget i Klaudias liv, siden hun var lille pige hjemme i Polen. Fra hun var 9 år til hun blev 20 år, trænede hun så meget hun kunne, og hun endte med at dyste på et meget højt niveau i Polen. Men da judo er en stor sport i Polen, var det næsten umuligt at komme derop, hvor man kommer med til EM, VM eller OL, og Klaudia valgte derfor at blive dommer.

- Det var svært at komme videre som udøvende, så jeg valgte dommervejen. Det er rigtig spændende, og det giver mange oplevelser. Jeg rejser hvert år meget rundt i Europa og er dommer, og det var også ved et judostævne, jeg mødte min danske mand, fortæller hun.

Lærer om historie i Julehjertebyen

I dag bor parret i Bolderslev sammen med deres ti-årige datter, som hedder det samme som sin mor - nemlig Klaudia.

- Og det er altså ikke en polsk tradition, at man opkalder sine børn efter sig selv. Det er der mange, der spørger om. Men vi synes, det skulle være sådan, forklarer hun.

Familiens store fælles interesser er at rejse og lære om historie. Derfor blev mor og datter sidste år frivillige i Julehjertebyen, fordi datteren synes, det kunne være spændende at være en del af et velgørende projekt med så meget historie.

- Jeg synes egentlig, jeg havde nok med arbejde, dommergerningen og min undervisning, men det var jeg nødt til at finde tid til, når nu hun gerne ville. Og det er virkelig dejligt at arbejde der. Vi får et andet netværk, og det er dejligt at hjælpe til ved et projekt, hvor pengene går til nogen, som har brug for dem. Og så lærer vi meget om Aabenraas historie, da hvert hus i Julehjertebyen har en historie. Det synes vi er spændende at sidde derhjemme og læse om og gå ud og se de rigtige huse i byen, fortæller hun.

Vrikke med kroppen til Kgl. Classic

På torsdag den 30. august kan man opleve Klaudia B. Asmussen i en helt anden sammenhæng, når hun er en del af den store regattafest på havnen i Aabenraa i anledning af Kongelig Classic.

Her skal hun "vrikke med kroppen" for først alle om eftermiddagen og for de voksne om aftenen. Det er en del af det vrikketema, som der er forskellige aktiviteter med i løbet af dagen. At vrikke er noget, man gjorde i gamle dage i havene, hvor der ikke var så meget plads. Det betyder, at man har en gammeldags robåd med et hul bagi, hvor der kun er plads til en åre. Den åre skal vrikkes fra side til side for at komme fremad.

Klaudia skal stå for vrikke med kroppen, og det bliver dans og bevægelse med kroppen til musik.

- Vi skal danse lidt til forskellig musik og sætte kroppen i gang. Det kræver kondition at vrikke, og derfor synes arrangørerne, at det var en god idé, at jeg kom og lavede noget dansetræning. Det er altid hyggeligt at danse, og dette bliver en aktivitet, man kan gøre sammen som familie, siger Klaudia B. Asmussen.

Klaudia skal få folk til at vrikke med kroppen til regattafest

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce