Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Hæder: Ønskebørn kan atter kalde sig for Gazellevirksomhed

Vibeke og Søren Andersen Knudsen kan for anden gang på tre år kalde sig indehavere af en gazellevirksomhed. Foto: Timo Battefeld

Hæder: Ønskebørn kan atter kalde sig for Gazellevirksomhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Trods udfordrende tider for fysiske detailvirksomheder er Ønskebørn i Aabenraa for anden gang på tre år blevet tildelt titlen gazellevirksomhed. Usædvanligt, lyder det fra direktør.

Aabenraa: Når Børsen senere på året udkommer med en samlet liste over de virksomheder i landet, der gør sig fortjent til at kunne kalde sig gazelle, så vil der fra Aabenraas side være en genganger.

Butikken Ønskebørn på Løgumklostervej i Aabenraa vil nemlig igen figurere på listen, ligesom tilfældet også var i 2015.

Kravene til den ærefulde titel lyder blandt andet en positiv vækst i hvert af de seneste fire regnskabsår, en fordobling af omsætningen i samme periode, og at butikken enten er noteret som A/S eller ApS i selskabstype.

Alle disse krav lever Ønskebørn op til, og det er faktisk ikke særlig let, i og med butikken hører under detailbranchen.

- Det er ret usædvanligt at se en detailvirksomhed som Ønskebørn opleve så stor en vækst. Det sker jo ikke så hyppigt i detailbranchen, hvor konkurrencen er stor, og hvor mange andre virksomheder sælger flere af de samme produkter, fortæller Kenneth Jensen, administrerende direktør i revisionsselskabet Beierholm, som er samarbejdspartner med Børsen i forbindelse med gazelle-kåringerne.

Kenneth Jensen mener derfor, at Ønskebørn må kunne tilbyde nogle særprægede produkter, der falder i kundernes smag.

- Man har skilt sig ud på en måde, hvor man holder konkurrenterne væk. Der ligger nok nytænkning og anderledes produkter bag, og det skal man bare være stolt over er lykkedes, fortæller han.

Ønskebørn om gazelletitel: Vi er da hamrende stolte
Kravene
Gazellevirksomhed er en betegnelse for en hurtigt voksende virksomhed. Kravene til titlen lyder:Selskabstype: A/S eller ApS.

Størrelse: Minimum 1 mio. kr. i omsætning eller 0,5 mio. kr. i bruttoresultat.

Regnskabsperiode: Fire hele årsregnskaber offentliggjort. Regnskabsperioder på under 12 måneder i udgangsåret frasorteres. Regnskabsperioder på over 12 måneder i slutåret frasorteres.

Branche: Forskellige brancher frasorteres. I hvert regnskabsår skal der være positiv vækst i omsætning eller bruttoresultat, hvis omsætningen ikke er oplyst. Summen af det primære resultat over den fireårige periode skal være positivt. Omsætningen eller, hvis ikke oplyst, bruttoresultatet skal være mindst fordoblet i løbet af de seneste fire år.

Der er otte forskellige brancher inden for gazellekåringen. Sidste år modtog 1790 virksomheder i Danmark titlen som gazellevirksomhed.

Hård fremtid

Hos Børsen er finansanalytiker Martin Falk Leisner enig i, at Ønskebørn sammen med de andre gazellevirksomheder i landet skiller sig ud fra normen.

- En stor del af vores nye gazellevirksomheder på tværs af alle brancher er nichebetonede virksomheder, som stadig kan tiltrække en stor kundegruppe, fortæller Martin Falk Leisner.

Finansanalytikeren spår dog en sværere fremtid for de danske detailhandler.

- Det er flot af detailvirksomhederne at blive en gazelle, for der er en konstant trussel udefra med internationale internetsider som Amazon og Alibaba. Man må de kommende år formode, at branchen bliver mere presset, og at flere folk går væk fra gågaden og over til computerskærmen.