Flytning af hjemmepleje skaber politisk røre

Det er området her, der giver anledning til politisk debat. Arkivfoto: Timo Battefeld

Flytning af hjemmepleje skaber politisk røre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En flytning af hjemmeplejen i Aabenraa til en tom bygning i Nygade møder nu politisk modstand.

Aabenraa: I sidste uge besluttede politikerne i Aabenraa Kommune at sende en ny lokalplan til høring omkring området i Nygade, der tidligere husede 10. Aabenraa. Planen skal gøre det muligt for hjemmeplejen at flytte ind i den tomme bygning, men allerede inden de første høringssvar er begyndt at tikke ind, møder lokalplanen politisk modstand.

Det gælder ikke mindst fra byrådsmedlem Signe Bekker Dhiman (S).

- Jeg har fået flere henvendelser fra folk, der synes, det er en dårlig idé at flytte hjemmeplejen ned i området. Dels på grund af de trafikale problemer, det kan medføre, og dels fordi de mener, at bygningen bør bruges til kulturelle formål, siger Signe Bekker Dhiman.

Signe Bekker Dhiman lægger ikke skjul på, at hun helst så, at den tidligere skolebygning for 10. Aabenraa, der ligger lige ved siden af NygadeHuset og Aabenraa Musikskole, bliver lavet om til et kulturelt kraftcenter, og hvis høringssvarene ikke viser en mere positiv tilgang til planerne om at flytte hjemmeplejen, vil hun stemme imod lokalplanen.

- Og jeg vil så også opfordre mine byrådskolleger til at gøre det samme. Det er vigtigt, at vi lytter til de høringssvar, der kommer, og i mit parti fornemmer jeg, at der er åbenhed over for ændringer, siger Signe Dekker Dhiman.

Jeg har fået flere henvendelser fra folk, der synes, det er en dårlig idé at flytte hjemmeplejen ned i området.
Signe Bekker Dhiman, byrådspolitiker
Trafikudfordringer
Det er ikke kun politikere, der er opmærksomme på potentielle trafikudfordringer i Nygade i Aabenraa, hvis hjemmeplejen flytter ind den tidligere 10. klasse-skole.Aabenraa Musikskole og medarbejdere i hjemmeplejen har også udtrykt bekymring via et høringssvar.

De mener, det især kan give problemer om morgenen, når op mod 50 hjemmeplejebiler skal ud fra Nygade-området på én gang.

Forbehold fra DF

Signe Bekker Dhiman skal dog ikke forvente den helt store opbakning fra sin gruppeformand.

- Lokalplanen er sendt i høring med løsningsforslag omkring de trafikale forhold, og nu må vi afvente svarene. Men hvis vi får styr på de trafikale udfordringer, så er det fint for mig, at hjemmeplejen flytter ned i den tomme bygning, siger Karsten Meyer Olesen (S).

Hos Dansk Folkeparti er man overvejende positiv stemt for, at hjemmeplejen flytter ned i den tidligere skolebygning. Bygningerne er ifølge partiets gruppeformand, Ejler Schütt, velegnede til formålet, og så kan der også på sigt årligt spares omkring en million kroner til ekstern husleje.

Dansk Folkeparti har dog et krav om, at der skal være styr på trafikforholdene.

- Vi kræver en tilfredsstillende løsning på parkeringsforholdene og trafikafviklingen, for at vi kan stemme ja til lokalplanen. Hvis det ikke sker, siger vi nej til flytteplanerne, siger Ejler Schütt.

Sympatisk tanke

Formanden for vækstudvalget for land og by i Aabenraa Kommune, Philip Tietje (V), kalder Signe Bekker Dhimans ønske om et kulturelt kraftcenter for en sympatisk idé.

- Det er en sympatisk tankegang at ville etablere et kulturcenter i området, men det er også et spørgsmål om økonomi. Hvor skal pengene komme fra, siger Philip Tietje, der er overbevist om, at der nok skal findes løsningerne på trafiksituationen.

- Trafikudfordringerne skal vi nok finde ud af. Det viser en faglig vurdering fra forvaltningen, og nu må vi også lige afvente høringssvarene, siger Philip Tietje.

Flytning af hjemmepleje skaber politisk røre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce