Fartgale udlændinge stak af fra grænsevagterne for sjov

Det sker, at folk kører forbi grænsevagterne, selvom de er blevet bedt om at standse. Nogle gange er det en misforståelse, andre gange er det bevidst. Arkivfoto: Claus Fisker, Ritzau Scanpix

Fartgale udlændinge stak af fra grænsevagterne for sjov

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Midnat mellem torsdag og fredag i sidste uge kørte en bil med to østeuropæiske mænd fra grænsevagterne. Senere blev de opsnappet af politiet. Den slags episoder er ikke usædvanlige, oplyser UKA, som dog har en plan klar, når det sker.

Padborg: To østeuropæiske mænd stak torsdag nat af fra vagterne ved en af grænsekontrollerne og fortsatte videre nordpå.

Det oplyser vicepolitiinspektør Sønke Iversen, operativ ansvarlig hos Udlændinge Kontrol Afdelingen (UKA) i Padborg. Han mener, der var tale om et tilfælde af kådhed.

- De syntes tilsyneladende, at det var lidt skægt. De holder faktisk stille og kører så derfra, da vagterne vil henvende sig. Men vi får dem standset, og vi får sikret deres identitet. Det var ikke en episode, som udgjorde en sikkerhedsrisiko, siger Sønke Iversen.

Mændene blev imidlertid ikke standset med det samme, men fik lov til at fortsætte. Det er der en grund til, fortsætter vicepolitiinspektøren.

- Det, at vi tager dem lidt længere henne, er ikke et udtryk for, at de er væk. Det er mere et udtryk for, at vi vælger tid og sted. Vi kan godt have observatører på, der ikke må gribe ind, før der kommer forstærkninger. Der er en anden sikkerhedsforanstaltning, når det er en udenlandsk bil end ved end dansk bil, og vi er mere på mærkerne sikkerhedsmæssigt. Vi vælger at tage standsningen, når vi har de folk, vi skal bruge, siger Sønke Iversen, som ikke vil komme ind på, hvad konsekvensen bliver for de to mænd.

Misforståelse eller bevidst

Han vil heller ikke komme ind på for mange detaljer fra episoden eller politiets sikkerhedsforanstaltninger generelt.

- Det har noget med sikkerheden at gøre, siger han.

Episoder, som den torsdag nat, er ikke usædvanlige for grænsevagterne.

- Der sker generelt to ting. Enten forstår folk ikke helt vores signaler, og så kører de videre, inden vi når at kontrollere dem. Og så er der dem, der forsøger at udnytte, at der kan være forvirring omkring signalerne, og så kører de bevidst videre for at undgå kontrollen. Der har vi et setup, der gør, at vi kan standse dem lidt længere henne, siger Sønke Iversen.

Tager højde for det

Han har endnu ikke oplevet, at nogen direkte er pløjet igennem i høj fart.

- Men vi har naturligvis også et setup, som tager højde for den slags, siger Sønke Iversen.

Sanktionerne kan variere.

- Hvis vi tror på deres historie om, at de har misforstået signalet, så får de indskærpet, at de er nødt til at køre langsomt, og at det er bedre at rulle vinduet ned og spørge end at være i tvivl. Hvis vi har indtryk af, at det har været en provokation eller for at undgå kontrol, så kan det koste en bøde for ikke at efterkomme politiets anvisning. Og har man forsøgt at undgå kontrollen, fordi man ikke har noget pas, så bliver man også sigtet for det, siger Sønke Iversen.

Fartgale udlændinge stak af fra grænsevagterne for sjov

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce