Bøde til økologisk mejeri: Der var ikke gjort ordentligt rent

Direktør Leif Friis Jørgensen ærgrer sig over bøden fra Fødevarestyrelsen, men han erkender, at der var nogle ting, der skulle have været gjort bedre. Arkivfoto: André Thorup

Bøde til økologisk mejeri: Der var ikke gjort ordentligt rent

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Naturmælk havde ikke fået fulgt grundigt nok op på løftet pegefinger fra Fødevarestyrelsen. Det har givet 20.000 kroner i bøde for manglende rengøring.

Tinglev: Leif Friis Jørgensen, direktør for Naturmælk, er godt gammeldags træt af det.

Da Fødevarekontrollen i juni var på ordinært kontrolbesøg på det økologiske mejeri i Gerrebæk ved Tinglev, blev det indskærpet, at der i skummesalen var synligt snavs på kabelbakker over tanke, enkelte rør og låget på en tank.

Nu er det så endt med en bøde på 20.000 kroner. Hvor Naturmælk havde fået fulgt op på de øvrige ting, fødevarekontrollanterne havde peget på, var det fortsat tommelfingeren nedad for rengøringen i skummesalen på et opfølgende kontrolbesøg tirsdag i sidste uge.

"Enkelte lamper er kun delvist rengjort. Kabelbakker ikke rengjort nede i selve bakken, der fremstod med synlige belægninger af snavs", viste gennemgangen blandt andet, ligesom der var fundet grønne belægninger skabt af kondens enkelte steder under tanke og rør.

Pletfrie rapporter
  • Ved Fødevarekontrollens to foregående besøg i februar i år og i august i fjor var der ingen anmærkninger.
  • Mejeriudsalget, der ligger i tilknytning til mejeriet, har en elitesmiley.

To mand med lommelygter

- Det er da godt træls, er Leif Friis Jørgensens umiddelbare kommentar til bøden, og han garanterer, at der vil blive rettet op på miseren inden næste besøg.

- Vi erkender blankt, at der var et par ting, der absolut kunne være gjort bedre, og det skulle de også have været gjort, siger mejeridirektøren, der dog ikke undlader at kalde kontrollanternes næsten fem timer lange gennemgang for "meget, meget grundig":

- De var to mand høj inde med lommelygter, og så tror jeg, man kunne finde noget på de fleste virksomheder, siger han.

Men uanset hvad skal tingene være i orden, og uden at ville gå i detaljer oplyser Leif Friis Jørgensen, at indskærpelserne i de seneste to kontrolrapporter har fået personalemæssige konsekvenser.

- Vi har taget de fornødne beslutninger med hensyn til at ændre lidt på bemandingen i ledelsen dertil, at de mennesker, der har ansvaret for det, har den ansvarlighed, der skal til. Det er nødvendigt for at drive en virksomhed som vores, siger direktøren.

Både ris og ros

Når Fødevarekontrollen indskærper, giver påbud eller bøder, følges der altid op med et kontrolbesøg inden for en forholdsvis kort tid.

Her vil kontrollanterne ikke kun tjekke op på rengøringen i skummesalen. Ved det seneste besøg blev det også påpeget, at der ikke er skærmet godt nok af mellem produktionen af smør og en gang, hvor der opbevares maskiner, emballage og er trafik af håndværkere.

Det konstateres dog også, at "siden sidste tilsyn har virksomheden iværksat forskellige tiltag, der skal sikre renholdelse af lokaler, inventar samt udstyr".

Til det siger Leif Friis Jørgensen:

- Vi har gjort meget, og vi er godt på vej, men ja, vi mangler lige at få gjort de sidste småting, vi burde have gjort.

Bøde til økologisk mejeri: Der var ikke gjort ordentligt rent

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce