Team Esbjerg hentede storsejr i første træningskamp: - Med det hold tromler vi over de fleste

Team Esbjerg spillede torsdag sæsonens første træningkamp. Foto: André Thorup

Team Esbjerg hentede storsejr i første træningskamp: - Med det hold tromler vi over de fleste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Team Esbjerg spillede torsdag holdets første træningskamp i den nye sæson. Holdet viste gode takter, da det besejrede modstanderne fra Ringkøbing Håndbold med 11 mål.

Håndbold: Team Esbjerg hev torsdag formiddag en storsejr hjem, da holdet i sin første træningskamp mødte Ringkøbing Håndbold hjemme i Dokken.

Kampen endte 33-22 efter en kamp, hvor hjemmeholdet dominerede spillet.

Der lignede ellers umiddelbart ikke en træningskamp, og da slet ikke holdets første af slagsen. Der var høj intensitet, fight, hurtige ben og masser af high-fives spillerne imellem. Desuden var en målfarlig Vilde Mortensen Ingstad og målvogter Sandra Toft gang på gang kilde til klapsalver blandt de godt 100 fremmødte.

Det var en kamp, der var præget af, at træningen frem mod den nye sæson lige er begyndt, og at spillerne lige skulle finde hinanden.

Klasseforskellen mellem de to hold var dog ikke til at tage fejl af, og det tætteste Ringkøbing Håndbold kom hjemmeholdet, var da det reducerede til 3-1.

Fakta
Team Esbjerg - Ringkøbing Håndbold 33-22 (17-11)

Målscorere Team Esbjerg: Vilde Mortensen Ingstad 11, Sanna Solberg 7, Annette Jensen 5, Marit Røsberg Jacobsen 4, Kristine Breistøl 2, Kristina Liscevic 2 og Line Jørgensen 2.

Topscorer Ringkøbing: Ida Lagerbon 8

Tromler de fleste

Team Esbjerg, der stillede med kun ti spillere, kom godt fra start med tre hurtige scoringer og en skarp Sandra Toft i målet.

Line Jørgensen, der netop er skiftet til klubben fra rumænske CSM Bucuresti, var inde fra start og fik hurtigt scoret det første af formentlig mange mål i den røde trøje.

Hjemmeholdet udvidede føringen til 5-1 og ved 8-3 blev Ringkøbing Håndbold tvunget til at smide time-out-kortet.

- Med det hold tromler vi over de fleste - selv København, kommenterede en tilskuer under timeouten.

Og han kan meget vel komme til at få ret.

På trods af, at profiler som Estavana Polman, Lene Østergaard og Maria Mose sad ude, så Team Esbjerg stærke ud. Særligt taget i betragtning af, at holdet er midt i en hård træningsopstart, hvor mange nye spillere skal spilles ind.

Storsejr

Efter en pauseføring på 17-11 kom Team Esbjerg igen bedst fra start med to hurtige kontrascoringer i rap.

Inde på stregen fik Vilde Mortensen Ingstad fat i alt, der kom i hendes retning, og forsvaret så ud til at løse de største udfordringer.

I slutminutterne viste Sandra Toft, hvorfor hun sidste sæson blev kåret til ligaens bedste på sin position.

Kampen endte 33-22, efter Ringkøbing fik scoret på et straffe efter slutfløjtet.

- Jeg er ganske godt tilfreds. Jeg vidste godt, det ikke var alt, der sad i skabet. Det vigtigste var at få spillet den første kamp, sagde cheftræner for Team Esbjerg, Jesper Jensen, efter kampen.

Fysisk overskud

Han havde inden kampen spået, at det ville blive en tæt en af slagsen. En spådom, der som bekendt ikke holdt stik.

- Der er meget fysik til forskel på de to hold, og det gør en væsentlig forskel. Vi får en god start, hvor vi får dækket godt op og løbet kontra. I forhold til, at vi ikke har trænet det, så synes jeg, vores kontrafase var god. Det var især Kristina Liscevic, som bar det, og så har Vilde Mortensen fysisk overskud i forhold til dem. Alt i alt en god kamp med nogle gode ting, men også en masse at forbedre, lød dommen efter storsejren.

Jesper Jensen forventer, at Estavana Polman er kampklar om en uge, efter hun i juli blev opereret for blindtarmsbetændelse.

Team Esbjerg åbner sæsonen, når de i ottendedelsfinalen i pokalen møder Hadsten Håndbold på udebane.

Team Esbjerg hentede storsejr i første træningskamp: - Med det hold tromler vi over de fleste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce