SønderjyskE var en klasse bedre end Lemvig

Kasper Christensens mandskab var en klasse bedre end Lemvig-Thyborøn onsdag aften i herrehåndboldligaen. Arkivfoto: Ole Nielsen/Scanpix Ritzau

SønderjyskE var en klasse bedre end Lemvig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kun et kvarter skulle SønderjyskE bruge på at sætte Lemvig af. Derefter kom Lemvig aldrig tættere på end syv mål.

Sejr: Lemvig kæmpede sig i sæsonpremieren til et lidt overraskende point mod KIF, og derfor var det spændende, om oprykkeren også kunne drille SønderjyskE i onsdagens kamp i herrehåndboldligaen. Den spænding fes dog hurtigt ud af opgøret.

Allerede efter et kvarter var Lemvig sat godt og grundigt på plads. 11-4 stod der, og Lemvig havde allerede forsøgt et målmandsskift og taget to timeouts for at forsøge at bremse den store effektivitet, som SønderjyskE lagde for dagen. Hele 10 minutter skulle der gå, før SønderjyskE var i et angreb uden at score, og i den anden ende sørgede Kristian Pedersen for et par redninger, de få gange det lykkedes Lemvig at komme igennem.

Aaron Mensing fandt flere gange Frederik Ladefoged flot på stregen, og det stærke forsvarsspil gav en del kontramuligheder, som gjorde, at de to fløje Mikkel Møller og Christian Jensen fik en masse at arbejde med.

16-9 var stillingen ved pausen, og Lemvig kom i 2. halvleg aldrig tættere på end de syv mål. Dertil havde Lemvig-spillerne simpelthen for svært ved at komme igennem SønderjyskE-forsvaret, og derudover kunne SønderjyskE i 2. halvleg lukrere på et svagt punkt omkring Lemvigs Casper Christensen i forsvaret, som havde svært ved at følge med, når stregen rykkede ud under, eller islandske Hálfánsson satte en hurtig fodfinte.

Kampen i tal
SønderjyskE HH - Lemvig-Thyborøn 30-21 (16-9)
  • Stillinger undervejs: 4-0, 6-2, 11-4, 13-5, 16-9, 19-11, 22-15, 26-15, 28-18
  • Målscorere SønderjyskE HH: Christian Jensen 7, Mikkel Møller 6, Chris Jørgensen 5 (2), Frederik Ladefoged 3, Arnar Hálfánsson 2, Aaron Mensing 2, Kasper Olsen 2, Frederik Børm 2, Mikkel Hansen 1
  • Topscorere Lemvig-Thyborøn: Mads Thymann 3, Jesper Kokholm 3 (1), Rasmus Porup 3
  • Tilskuertal: 1.725
  • Næste kamp: Tirsdag den 11. september kl. 18.30 spiller SønderjyskE i Aarhus mod Århus Håndbold.

Kasper Christensen specielt glad for forsvaret

Derfor blev det til en klar sejr på 30-21, som der aldrig var spænding om, og det var træner Kasper Christensen rigtig godt tilfreds med efter kampen.

- Vi fik en rigtig god start, som betød, at det stressniveau der kan opstå ved, at man ved, at det her er en kamp man skal vinde, det blev aldrig et tema, sagde Kasper Christensen efter kampen.

Specielt forsvarsspillet var han rigtig godt tilfreds med.

- Vi spiller koncentreret, og det blev en kamp for Lemvig at komme til chancer mod os. De (Lemvig, red.) laver kun 21 mål, uden at vores målmænd tager mere, end de skulle. Vores forsvar tvinger dem til at lave fejl og komme ud i uønskede situationer. Det er jeg rigtig rigtig tilfreds med, sagde Kasper Christensen.

"Glad for drengenes indsats"

Derfor kunne han også sagtens leve med, at koncentrationen røg lidt i det sidste kvarter af kampen, hvor man ellers var kommet foran med 11 mål, men kun laver tre mål i de sidste 12 minutter, og derfor endte med en nimålssejr.

- Vi spiller ikke godt det sidste kvarter, men jeg synes, der er at lede efter huller i osten, hvis man fokuserer på det. Jeg er glad for drengenes indsats. Vi spiller afklaret og flot, og vi er kyniske.

Dermed fik SønderjyskE vist, at holdet er, hvor det skal være. De små udfald, der havde været i kampene mod BSV og Aalborg Håndbold, var ikke et tema i dag, og selvom modstanden også var en anden kaliber, var det alligevel et hold, der fik et point mod Kolding. Det kan SønderjyskE godt være tilfredse med.

Man fik vist, at holdet ikke skal bekymre sig om nedrykning, men kan kigge opad, og næste kamp om en uge i Aarhus er en af de kampe, som er definerende for, om det er i år, at SønderjyskE kan rykke ind i top otte, eller om man igen skal havne lige udenfor.

SønderjyskE var en klasse bedre end Lemvig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce