Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Adopteret = retarderet!!!


Adopteret = retarderet!!!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ser i dag på www.altinget.dk at Klagenævnet for Specialundervisning undrer sig over det stigende antal klager over placering af børn i specialundervisning, og at flere og flere forældre hyrer sagfører for at få en ordentlig behandling fra kommunernes skoleforvaltninger til deres børn og dem selv.

Ved I hvad, det kan jeg godt forstå!

Da jeg så min lille datter første gang, var hun 5½ år gammel. Jeg forelskede mig ved første øjekast og lovede mig selv og hende – in absentia – at, fra den dag jeg hentede hende på børnehjemmet, skulle hun aldrig mere mangle noget. Ikke mad. Ikke tøj. Ikke skolegang og slet ikke muligheder. 1½ år senere fik jeg grønt lys til at hente hende i Mumbai og var i den syvende himmel. Jeg skulle hente mit barn, jeg skulle være mor.

Det første møde var klart nok følelsesladet – for os begge, vil jeg tro. De første uger var hektiske, vi skulle lære hinanden at kende samtidig med at der var en mængde praktiske og administrative ting, der skulle ordnes og falde på plads. De første måneder gik over stok og sten. Min datter var af den livlige, nysgerrige slags og var i alt og overalt. Det var glade, hektiske dage, disse mange første dage – jeg tror vi begge var lykkelige.

Lige indtil den dag, da det offentlige Danmark meldte sin ankomst i vores liv. Der havde været mennesker i vores liv, der ikke fandt det synderligt attraktivt at min datter var så livlig, noget ukoordineret i sine bevægelser, besværlig at lege med men altid med på den værste og altid hængende højest oppe i træerne. Vores første møde med det offentlige Danmark var en skolepsykolog, som meddelte mig – tre måneder efter at jeg havde hentet min datter – at hun var skolepligtig og måneden efter skulle starte i førskoleordning. Jeg var chokeret. Hun talte dårlig nok så meget dansk at andre end jeg kunne forstå hende, og jeg prøvede at overtale skolepsykologen til, at det ikke skulle være sådan. At min datter jo ikke kunne begå sig med den smule dansk hun kunne, at hun på grund af sin baggrund slet ikke skulle i skole endnu, at hun var så ny i landet og sammen med mig, at hun absolut ikke skulle andre steder hen de første par måneder. Meldingen fra skolepsykologen var, at hvis jeg ikke sendte min datter i førskoleordning, kunne hun ikke garantere mig den lovede børnehaveplads til den 1. juli.

Det vil sige, vel vidende at barnet først skulle have et år i børnehave, trods sine syv år, skulle hun med djævelens vold og magt i førskole. Måske ikke af ond vilje fra kommunens side, måske i afmagt over hvad man stiller an med en 7-årig, der fungerer som en 4-årig, måske for at opfylde en kvote og få en halv personale mere på førskoleklassen. Jeg ved det ikke, det er også lige meget nu. Men det gjorde mere skade end gavn. Efter blot to uger havde jeg en grædende pige siddende og kæmpe med bogstaver, som hun fire måneder forinden end ikke anede eksisterede. Hun græd sine modige tårer og hulkede at hun var dum, hun kunne ikke engang skrive et J. Jeg forsøgte at trøste, men hun kunne jo godt se at det måtte være hende, det var galt med, alle de andre børn i klassen havde jo ingen problemer med at få vendt J’erne rigtigt.

Jeg ledte højt og lavt på biblioteket, på internettet, i adoptionsgrupper, hos andre adoptivforældre, efter en gnist af håb. Efter den lille sætning, det lille ord, det lille tegn på at de havde oplevet det samme og vidste hvad der skulle gøres. Jeg ledte efter mennesker, der kunne hjælpe mig, psykologer, der vidste noget om adoption, læger, der vidste noget om adoption, lærere og specialskolelærere, der vidste noget om adoption. Jeg havde fat i Lene Kamm, som leder de Adoptionsforberedende kurser, er psykolog og selv adopteret og som fortalte mig, at det min datter reagerede helt normalt i betragtning af situationen. Jeg havde fat i Lars von der Lieth, som er psykolog og har arbejdet med adoptivbørn i hen ved 50 år, som kunne fortælle mig, at dette var forventeligt i betragtning af den sene adoption. Men kommunen ville ikke høre. De ville selv, Og jeg, jeg skulle bare holde mund, følge trop og gøre som de sagde.

Jeg tilbød at betale for at få Lene Kamm eller Lars von der Lieth herover for at hjælpe dem med at udrede min datter, men nej tak. Vejen Kommune kan selv!

Elendigt udgangspunkt for min datters skolegang, men jeg kunne da ikke gøre andet, jeg kendte hende jo, jeg - og i øvrigt det meste af det ikke-offentlige Danmark og i hvert fald alle dem, som havde et nært kendskab til adoption og kendte min datter og mig – var enige om, at der ikke var andet i vejen med hende end at hun er adopteret.

Da hun havde gået i børnehave i næsten et år, kom vi rigtig i kløerne på det offentlige Danmark. Nok gav skolepsykologen det udseende af, at hun godt forstod at tosproget og adopteret ikke havde noget med hinanden at gøre, men det var kun skindet, der bedrog. Nok gav skoleforvaltningens afdelingsleder udseende af, at han vidste noget om adopterede børn, men det var kun skindet der bedrog. De forsøgte at manipulere rundt med mig, så jeg fik ret og de fik ro. I det store og hele gik hele øvelsen ud på at lade mig komme til orde og så i øvrigt ignorere alt hvad der var blevet sagt.

Min datter var blevet vejet – med WISC IV, som i USA slet ikke anvendes til adopterede børn fordi man godt ved at det ikke duer – og var blevet fundet for let.

Hun er retarderet og skulle på specialskole.

Ved det afgørende møde med skoleforvaltningens afdelingsleder og skolepsykolog fik jeg direkte at vide, at jeg skulle lade være med at blande mig. Dette var ikke noget, jeg havde forstand på.

Ikke forstand på?

Hvis datter taler vi om? Hvem har hende inde under huden 24 timer i døgnet?

Skolepsykologen havde naturligvis set min datter, i hvert fald udenpå, hun havde trods alt testet hende, men afdelingslederen anede ikke hvem hun var. For den sags skyld kunne hun være grøn og adopteret fra Mars.

Og festen sluttede ikke der.

Det første år valgte jeg at "gå bag om ryggen" på kommunen og sætte min datter i Rødding Friskole, en god løsning for alle og især min datter, fordi der var små klasser, nærhed og fokus på det enkelte barn. Desværre benyttede samme skole ikke de muligheder, de havde for at søge støtte til min datter, og ka¬stede efter et godt halvt år håndklæ¬det i ringen. Min datter krævede mere en-til-en-kontakt, end de kunne tilbyde, og i øvrigt ønskede skolens nye leder heller ikke, at skolen blev stemplet som en skole, hvortil man sendte sine pro¬blembørn.

Set med mine øjne havde min datter, omend hun fortsat ikke var fagligt aldersvaren¬de, til fulde bevist, at hun var i stand til at lære.

Næste skridt blev endnu en test - igen WISC IV, som viser, hvad barnet HAR lært og ikke, hvad det KAN lære – og igen scorede min datter til at ligge på aldersniveau 3-4 år over hele linjen, hvilket, efter min bedste overbevis¬ning, i sig selv beviser testens ueg¬nethed til at teste hende. Hun hav¬de udviklet sig voldsomt på de fleste områder, så jeg valgte, på eget initi¬ativ og for egen regning, at få hende testet med en ikke-sprogligt baseret test, LeiterR, som da også placerede hende, om end ikke meget, så dog over WISC IV-testen. Kommunens skoleforvaltning fastholdt, at hun var svært retarderet, kiggede overhove¬det ikke på LeiterR-testens resultat (og noterede den i øvrigt heller ikke i vores sag) og visiterede hende igen til centerskolen. Ved hjælp af Skole og Samfunds Solveig Gårsmand blev "dommen" omstødt til specialklasse på en almindelig folkeskole.

I specialklassen var min datter omgivet af jævnaldrende, forholdsvis normalt fungerende børn og stortrivedes. Rykkede sig både socialt og fagligt, elskede skolen og smed sig med stor fornøjelse over både tal og bogsta¬ver, men ak ...

I foråret lagde så Vejen Kommu¬ne hele specialundervisningssystemet om og visiterede igen — blandt flere andre adopterede børn – min datter til centerskolen UDEN at have set, te¬stet eller i øvrigt foretaget sig noget som helst for at klarlægge børnenes situation og funktionsniveau.

Med hjemmeundervisning som eneste alternativ til centerskolen, havde jeg, som selvstændig, intet andet valg end at lade hende starte på centerskolen for specialundervisning. En skole som min datter hader, for som hun selv siger, lærer hun ikke en skid, hvilket den sidste elevplan da også med al tydelighed viser. Den er som skrevet af fra den Rødding Skole lavede for godt et år siden.

Og det er ikke noget under at hun ikke rykker sig. Hun må ikke arbejde foran i sine skolebøger, hvor stor lysten og evnerne end måtte være, færdiggjorte matematikbøger bliver udskiftet med lettere, ikke sværere og hun bliver ikke øvet i læsning på trods af lovning om samme – hvordan skal man så komme frem i verden?

Uanset hvad jeg gør og griber i, så ligger det i det offentlige Danmarks bedrevidende ekspertudsagn, at det – sommetider usagt, men i hvert fald altid indforstået – er mig, som mor, der ikke kender mit barn. Kommunen, som ikke har set hende i andet end stressede testsituationer ved bedre.

Og det er ikke sandt.

Vi forældre HAR forstand på vores børn

Jeg HAR forstand på mit barn.

Og der er andet at gøre end at stikke hende i en hamrende dyr specialskole!

Det rækker ikke at undersøge barnet på kryds og tværs med alle de tests og undersøgelser, der nu engang er gængse, hvis man ikke samtidig ser på helheden, hvis man ikke tager de betingelser, barnet vokser op under med i sine betragtninger og vurderinger.

Indrømmet, det ville betyde at man fra offentligt hold ville være nødt til at se ud over, ikke bare sin egen næsetip, men ofte ud over landets grænser. Det ville betyde, at man fra offentligt hold ville være nødt til at tage hænderne op af lommen og tænke, ikke bare selvstændigt, men også i andre baner end hidtil. Det ville betyde at man fra offentligt hold ville være nødt til at lære nyt og ikke blot henholde sig til det man i sin tid lærte under uddannelsen.

At det ville gavne den danske økonomi og dermed hele den danske befolkning, er i den sammenhæng ikke mindst vigtigt.

Vi, Danmark, anvender lige p.t. lige godt 5.1 milliarder til specialundervisning af ca. 13.500 børn, hvilket i runde tal betyder at hvert af vores børn koster samfundet 375.000,- om året.

Latterligt, når min datters kognitive ”problemer” kan klares for kr. 100 - 150.000 en gang for alle. Alene her i kommunen taler vi om fire adopterede børn, der kunne tages ud af specialundervisning og sættes i ganske almindelige folkeskoler, hvis det blev gjort ordentligt og der er efter mit beskedne kendskab en i Jyllinge og en i Hørsholm samt to børn på vej i Haderslev Kommune og et i Løgumkloster. Alt i alt lige knap 3 mio. kroner, der kunne spares OM ÅRET bare på fejlplacerede adoptivbørn.

Forestil Dem hvad det kunne blive til hvis også andre specialskolegrupper af børn kunne håndteres bedre, billigere og mere effektivt ved at åbne for udsynet og interessen i stedet for at åbne for flere pengekasser.

Et kvalificeret bud er, at halvdelen af børn, der i dag går i specialskole kan medieres til at gå i almindelig folkeskole, hvis ikke flere. Det er trods alt i overkanten af 2.2 milliarder kroner – om året. Gu ved om ikke de ville falde tørt andre steder. Sikke mange skoler, vi kunne renovere og lave ”beboelige” for de penge.

Nede i Israel findes der nemlig en mand, som ved hvordan det skal gøres og har gjort det længe – han kan både give min datter og andre fejlplacerede og misforståede børn en værdig fremtid OG spare stat og kommuner for enorme summer – og han er ikke en hr. hvem som helst.

Professor Reuven Feuerstein er professor i børnepsykologi, har læst under Piaget i Schweiz. Fra 1950 til 1954 var prof. Feuerstein direktør for Psykologisk Service for Youth Aliyah i Europa, med ansvar for placering af kommende immigranter fra Marokko, Tunesien, Algeriet, Egypten og Europa i forskellige udannelsesprogrammer i Israel. I denne periode forskede han i marokkanske, jødiske og berbiske børn sammen med flere medlemmer af “Geneve-skolen" inklusive professorerne André Rey, Marc Richelle og Maurice Jeannet. Det var i dette tidsrum at meget af det psykologiske datagrundlag blev indsamlet, som bidrog til prof. Feuerstein’s udvikling af konceptet om kulturelle forskelligheder og kulturel deprivering. Det var også på dette tidspunkt, at han udviklede sin arbejdshypotese om svagt fungerende børn og deres potentiale for forandring – i dag kendt som teorien om Strukturel Kognitiv Modificering (Structural Cognitive Modifiability (SCM)).

Og netop når vi kommer til Strukturel Kognitiv Modificering, er det at kæden hopper af for det danske system. Her til lands handles der nemlig ud fra den teori, at hjerner er hjerner (statiske) – altså en gang dum = altid dum. De, som eventuelt måtte være rigtig langt fremme i skoene, henholder sig måske til Piaget, Feuersteins læremester, som hævder at hjerner og intelligens er et spørgsmål om modenhed, og når hjernen er modnet, kan der heller ikke stilles mere op med intelligensen.

Feuerstein tager skridtet fuldt ud og har igennem over 60 år, verden over, bevist at hjerner hverken er statiske eller et spørgsmål om modenhed. At alle hjerner og al intelligens kan modificeres. Han er ikke nogen nymodens Karl-Smart, som har fundet sig en indbringende niche til fede indtjeninger på andres frustrationer. Han er ikke en døgnflue, som kom i går og er væk i morgen. Han ved hvad han taler om, han ved hvad han gør.

Og jeg ved, at han ved, hvad han taler om. Jeg ved, at han ved, hvad han gør.

Jeg har selv set det, og nyder synet hver dag i form af min lille pige, som jeg adopterede fra Indien, 7 år gammel, i 2004 og som nu på fjerde år bliver hævdet svært retarderet af såvel Vejen Kommune som Klagenævnet for Specialundervisning.

Sidst på sommeren 2008 faldt jeg over professor Feuerstein og hans arbejde og begyndt igen at fatte håb om, at min datter kan se en normal skolegang og fremtid i møde, at jeg med rette kan begynde at planlægge studenterfest og drømme om børnebørn. Professor Feuerstein – ikke bare tror, men ved - at et menneskes baggrund, opvækst, mangel på "basal tillid" og livserfa¬ringer har væsentlig betydning for indlæringen. Det har han bevist med tusindvis af børn, unge og voksne verden over.

Efter i årevis at have kæmpet med kommunen om min datters skolegang, fort¬satte jeg nu denne kamp om dagen, samtidig med at jeg om aftenen lå og læste bogen, skrevet af manden, som havde løsningen. Det var dybt frustrerende, men også brændstof til den motor, der efterhånden var ved at løbe lidt halvtør. Endelig havde jeg fundet en, som vidste hvad det drejede sig om. Men hvordan skulle jeg rent praktisk få det hele til at lykkes?

Jeg vågnede en morgen og vidste, at løsningen lå i at tage til Israel og få professor Feuerstein til at se på min datter. Se på, om jeg virkelig skulle være helt galt afmarcheret og barnet retarderet, el¬ler om jeg (og Lars von der Lieth, der er vores danske forsker på adoptionsområdet) har ret i vores påstand om, at min datter er en aldeles kvik, lille pige.

Som sagt så gjort, og den 24. okto¬ber tog vi af sted. Fra omkring 10 grader til 25 grader og solskin på 18 timer. Den 25. oktober, tidligt om morgenen, kunne vi gå i seng et par timer før Jerusalem kaldte. Det var sabbath, og vi havde tid til at finde os lidt til rette, før vi søndag skulle møde på The International Center for the Enhancement of Learning Potential (www.icelp.org) eller, som vi hurtigt væn¬nede os til at kalde det, Instituttet.

Første dag gik med at planlægge de 14 dage, vi havde, til at klarlæg¬ge min datters læringspotentiale, og så småt gå i gang med professorens eget testsystem (LPAD). Et sy¬stem, som ikke kun tester, men tester - træner - tester, så man ikke blot får et øjebliksbillede af personens evner i netop den situation og den sinds¬stemning, men et fuldstændigt over¬blik over læringspotentialet.

Anden dag træner de videre med min datter, jeg følger med som det tynde øl og oversættende mellemmand, og allerede efter frokost kommer den første åb¬ning ind til den lille dames poten¬tiale. Hun arbejder med den del af systemet, som består i at organise¬re punkter. To tredjedele nede i ar¬ket, som for mig blot er et virvar af prikker, fornemmer jeg pludselig helt tydeligt, hvordan hun begynder at anvende de værktøjer, den plan¬lægning og de strategier, som træ¬neren har givet hende længere oppe i arket. Det er så overvælden¬de og fantastisk - efter fire år - en¬delig at se beviset for, at min datter ikke er retarderet, at jeg må uden for døren og tude fær¬dig og have koldt vand i hovedet, før vi kan fortsætte.

Andre dage arbejder vi med Ra¬vens IQ-test, men med mediering, Feuersteins særlige måde at undervise på. Ikke noget med at gætte sig til eller "bare" vide, hvilken brik der passer. Der skal tænkes, bruges strategier og forklares, hvad systemet i brikkernes placering er, og hvorfor netop den brik er korrekt og ikke nogen af de andre. En tredje opgave er at afko¬de lagene i et billede ved hjælp af farver og mønstre - og her viser min datter virkelig, at der er nogen hjemme i

penthousen.

Allerede efter tre dage på Instituttet bliver vi kaldt ind til "himself", hvil¬ket var en oplevelse helt i sin egen liga. Manden er en moden herre på 88 år. Ved første øjekast, en ganske almindelig, gammel mand. Lille, hvidhåret, lidt usikker på benene og ikke helt så agil, som han garanteret var en¬gang. Men det er kun til han løfter hovedet og ser på én. I det øjeblik ser man en ung mand, som har fundet målet med sit liv og brænder for det. En gnistrende intelligent mand, som har helt styr på sine tanker - og i øv¬rigt hele staben af instituttets ca. 100 medarbejdere med, samt hvad der foregår af aktiviteter rundt omkring i verden i Instituttets regi.

Da han kort efter - efter naturlig¬vis at have hørt om vores arbejde de foregående par dage og selv have "besigtiget" pigen - fortæller mig, at min datter ikke bare er intelligent, men fak¬tisk meget intelligent, kan han stort set få det med mig, som han vil.

De resterende dage af vores 14-dages ophold - udover sabbath, hvor vi tager til Massada og Det døde Hav på udflugt - er vi på Instituttet, og lillepigen knokler og knokler, så hun flere aftener klynker over, at "hen¬des hjerne gør ondt". Ikke noget under, efter alle de år med understi¬mulering. Pludselig skal og kan da¬men selv tænke. Hvor hun i begyn¬delsen af vores ophold i Jerusalem flovt slog begge hænder op for ansigtet, når hun blev rost, flækker ansigtet i et stort smil med tindrende øjne de sidste dage. Hun strutter af selvværd, og hvor vi end går og står, ser hun mønstre, punkter, der kan forbindes, og sammenhænge, som hun før bare gik forbi. Hun kommer med konklu¬sioner, som ikke mere er barne-logiske, men gennemtænkte og for¬nuftige. Hun tager sig selv i at karte rundt, stopper op og siger til sig selv: "Stop og tænk, som Feuerstein si¬ger", før hun fortsætter i et roligere og mere velovervejet tempo.

Vi er hjemme nu og i de vante om¬givelser, men systemerne, hun lærte i Israel, virker fortsat. Vi skal til Is¬rael igen en tur i foråret, for at hun kan få det endelige "boost" og fun¬gere "normalt" i normale omgivelser. Og vi glæder os. Nu mere end nogensinde.

I går kom så den længe ventede udtalelse fra Klagenævnet og chokerende nok, for de har fået rapporten fra Israel, giver den Vejen Kommune medhold.

Min datter er altså fortsat retarderet, set med offentlige, danske øjne.

Og jeg har stadigvæk ikke forstand på mit barn.

Ikke på dansk grund i hvert fald.

På Israelsk grund og i resten af verden har jeg.

Men jeg giver mig ikke – jeg vil ikke lade dem gøre en lille pige med et enormt potentiale til en intellektuel grøntsag. Jeg vil beholde muligheden for at skulle holde studenterfest og jeg vil have børnebørn. Men mest af alt vil jeg have en datter, der får lov til at udfolde sig og udnytte sine evner til fulde.

Og fatter man det ikke i Danmark endnu, så skal jeg råde det ud over tagene, så det kan høres.

I skrivende stund aner jeg ikke, hvor jeg skal finde alle de mange penge til endnu en gang at rejse til Israel for at ”redde” min datter – kommunen kunne jo passende give mig de 375.000 kr pr. år for de resterende fem skoleår, som de ikke får brug for at spendere på hende efter, at vi har været i Israel igen, men det er der næppe meget håb om at finde genklang for.

Men vi tager af sted, om jeg så skal tigge mig til pengene hos alle de ikke-offentlige instanser, fonde og legatstiftelser, jeg kan finde, så tager vi af sted.

Indtil da bruger jeg den smule tid, kommune og barn levner mig, til at forsøge at åbne øjne for professorens arbejde i Danmark. Ikke nogen enkel sag – vi er så forstokkede her i vores lille smørhul, at jeg, før vi rejste til Israel, faktisk ikke kunne finde et eneste menneske, heriblandt børnepsykiatere, børnepsykologer, specialskoleleder og -lærere, der kendte den verdensberømte professor – men ved hjælp af internettet (www.feuersteinscandinavia.com), et informationscenter om prof. Feuerstein og hans arbejde samt de berømte ringe i vandet, må det vel kunne lade sig gøre at skabe interesse for mandens arbejde. Om ikke hos de dyrt betalende myndigheder, så dog blandt forældre til - i det offentliges øjne – retarderede børn. Måske virker det bedre, hvis man arbejder sig nedefra og op i stedet for at starte oppefra, men lur mig om der ikke skulle være så meget etisk sans tilbage i de danske ministerier, at der findes et menneske, som kan forstå fidusen i at spare mange penge på skolebudgettet og samtidig behandle vores såkaldt retarderede børn bedre. Som de demokratiske danskere jeg, og min datter er, tror vi fuldt og fast på at man også i toppen af det danske system kan se det attraktive i både at spare samfundet for en masse penge OG til gengæld få solide skatteborgere og den, efterhånden sparsomme men, eftertragtede arbejdsstyrke udvidet i stedet for at ”uddanne” kontanthjælpsmodtagere.