Erfaren stregspiller træner med hos KIF Kolding

Kasper Foder Nielsen skiftede fra Ribe-Esbjerg til Skanderborg i 2014 og har senest været en grundpille hos Fredericia HK i to sæsoner. Arkivfoto: Ole Nielsen

Erfaren stregspiller træner med hos KIF Kolding

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kasper "Foder" Nielsen indstillede karrieren som 29-årig sidste sommer, men den tidligere Ribe-Esbjerg-, Skanderborg- og Fredericia-streg trænede tirsdag med hos KIF Kolding, der mangler mandskab til nedrykningskampen.

KOLDING: Kærkommen forstærkning kan være på vej til KIF Kolding i bunden af håndboldligaen.

Kasper "Foder" Nielsen var med i tirsdagens træning hos KIF Kolding forud for onsdagens kamp mod GOG i Gudme. Den 30-årige stregspiller indstillede sin karriere i sommer efter en lang årrække på eliteplan hos klubber som Fredericia HK, Skanderborg og Ribe-Esbjerg. Dengang havde han et ønske om at få mere tid til familien samt til sit civile job, hvor han har en lederstilling.

Nu vil KIF-træner Lars Rasmussen forsøge at overtale den erfarne stregspiller og stærke forsvarsspiller til at gøre et midlertidigt comeback i håndboldligaen. Kontakten kom i stand via Nielsens tidligere Skanderborg-holdkammerat, Martin Mauer Larsen.

- Det skal siges, at det er Mauer, der er gode venner med ham, og i går (mandag, red.), da han så vores situation, sagde han, at han havde én. Og han har ikke spillet håndbold i år, så han er spilberettiget. Da jeg så fik navnet, vidste jeg, hvem han var, og vi skal have en snak med ham nu. Vi er simpelt hen for sårbare. Vi har brug for spillere, siger Lars Rasmussen.

- Jeg har brug for ressourcerne, og jeg har brug for, at spillerne kan få 10 minutters pause undervejs i kampene, siger træneren.

Kasper Nielsen udtalte i forbindelse med sommerens karrierestop til vafo.dk, at han kun kunne fristes til at genoptage karrieren, hvis der kom et godt tilbud fra 1. division eller liga.

Nu håber KIF-træner Lars Rasmussen, at han kan nå frem til en aftale med Nielsen og få grønt lys fra ledelsen til den ekstra lønudgift.

Kasper "Foder" Nielsen fremstod i øvrigt som en spiller i fin fysisk form under tirsdagens træning, der kom så hurtigt i stand, at stregspilleren mødte op i sin gamle spilledragt fra Fredericia.

Erfaren stregspiller træner med hos KIF Kolding

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce