Vildt comeback ikke nok for Esbjerg Energy

Mathias Seldrup havde en travl aften i Aalborg, men han gjorde det endnu en gang fremragende. Arkivfoto. John Randeris.

Vildt comeback ikke nok for Esbjerg Energy

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sejr i overtiden sender en del trumfer over på Aalborgs hænder. Men den tredje semifinale viste endnu en gang, at Esbjerg Energy ikke giver sig uden at have ydet alt.

Hvis der er noget, vi har lært i de seneste to sæsoner, er det, at man aldrig skal afskrive Esbjerg Energy.

Aldrig.

Og selv om mestrene efter 4-5 i Aalborg nu er nede 2-1 i kampe i semifinalen mod Aalborg, og de faktisk skal vinde tre af de sidste fire semifinaler for at spille sig i finalen, er det alt, alt for tidligt at afskrive holdet.

Der er simpelt hen for meget rygrad, substans og vinderkultur i den klub og det hold.

Kampen i tal
Aalborg-Esbjerg Energy 5-4 (1-0, 2-2, 1-2, 1-0)1-0 Kiril Kabanov (17.48), 2-0 Martin Lefebvre (fem mod fire 23.06), 2-1 Anders Krogsgaard ass. Carson McMillan (25.59), 3-1 Martin Højbjerg (32.05), 3-2 Brock Nixon ass. Taylor Fleming (33.52), 4-2 Oliver Hinse (fem mod fire 47.14), 4-3 Phillip Bruggisser ass. Adam Miller (fem mod fire 50.43), 4-4 Phillip Bruggisser ass. Colin Vock (59.54), 5-4 Sonny Hertzberg (65.32)

Udvisninger

Aalborg 3x2, Esbjerg 7x2

Tilskuere

3562

De var bedre indstillet

Det var et betydeligt bedre indstillet Esbjerg Energy-hold, der skøjtede på isen i Aalborg end det, der forlod den fredag aften i Esbjerg.

Vel var Aalborg da toneangivende, og de hurtige nordjyder var nærmest ustandseligt en håndfuld for vestjydernes defensiv, men der var alligevel ikke den overmatchning på fart, som vi så i fredags.

Og med lidt mere konsekvens foran eget mål havde Esbjerg Energy slæbt 0-0 med ind i første pause.

Men en tabt face-off blev fulgt op af løst forsvarsspil foran Mathias Seldrup, og så kunne Kiril Kabanov give Aalborg en trods alt fortjent føring.

Den blev fordoblet kort efter første pause, da Esbjerg Energy som hold blev straffet for Christian Wejses personlige mangel på disciplin,

Jovist, den udvisning, han tog i modstanderens zone, var ikke verdens største, men tacklingen var unødvendig og gav dommerne muligheden for en straf. Og Aalborg muligheden for en forholdsvis nem scoring - den stod Martin Lefebvre for.

Bandeproblemer i Aalborg

Så så det svært ud. Modbydeligt svært.

Måske det blev en fordel for Esbjerg Energy, at vi pludselig stod med et bande-problem i Aalborg. Ikke den slags, der kræver lovindgreb, nej, vi havde brug for en handyman, der kunne reparere glasset ved den ene bande.

Det gav gæsterne tid til omtanke og en tiltrængt puster - og det hjalp. For selv om Aalborg genvandt sin tomåls-føring kort efter Anders Krogsgaards reducering - endda på yderst tvivlsom vis, fordi pucken på vej mod scoringen vist nok havde ramt en i Aalborg-boksen og således var ude af spil - hang gæsterne i og på. Brock Nixon fik lynhurtigt gjort det til 3-2 og dermed mindet værterne om, at godt nok havde de spillet bedst og domineret, men de var langt fra i sikker havn inden tredje periode.

Aalborg var presset

Og sådan forblev det kampen ud.

Aalborg kom på 4-2, men Phillip Bruggisser fik lynhurtigt reduceret, og så var der ellers pres på hjemmeholdet. Et pres, det tydeligvis havde meget, meget svært at håndtere. Pludselig lurede det nederlag, der måske kunne afgøre hele serien, og der var alt andet end suverænitet over det, nordjyderne præsterede i kampens hektiske afslutning. End ikke to Esbjerg-udvisninger på næsten samme tid med godt fire minutter tilbage - den ene tildelt Sune Hjulmand efter et fint skuespilindslag af Julian Jakobsen - gav for alvor facon over værternes spil.

Det var nervøst, det var famlende - og alt andet end effektivt.

Og den slags åbninger skal man altså ikke give Esbjerg Energy. Med lidt over fem sekunder kom den chance, gæsterne havde håbet og ventet på - Phillip Bruggisser tog sig rigtig, rigtig god tid, skøjtede langt ind og afsluttede perfekt - 4-4.

Et vildt comeback af gæsterne, der havde været nede med både 2-0, 3-1 og 4-2 - og nu altså pludselig kunne skøjte ind til den forlængede spilletid med et klart mentalt overtag.

Miller havde chancen

Og hvis Adam Miller havde bevaret køligheden foran mål, som han gjorde fredag aften, var det endt rigtig lykkeligt for Esbjerg Energy. Efter et minut af den forlængede spilletid slap Miller igennem til en chance lignende den, han brugte til at afgøre kampen i fredags, men denne gang havde Aalborg-målmand Tadeus Galansky luret ham. Miller forsøgte den gode, gamle løsning mellem benene - den gik ikke.

Og minsandten om ikke Galansky også fik en afgørende stav med, da kampen blev afgjort. Han kastede sig modigt frem, prikkede til pucken og satte det angreb i gang, som Sonny Hertzberg afsluttede med den for hjemmeholdet så forløsende scoring.

Lidt af en knuser til Esbjerg Energy, for selv om moralen var, som den skulle være, og selv om holdet kan tage en hel masse med fra kampen i Aalborg - præstationen var samlet set faktisk bedre end i Esbjerg i fredags - så piller det ikke ved det faktum, at presset på mestrene er øget.

Markant endda.

To chancer for at vinde i Aalborg er forpasset, tre af de sidste fire semifinaler skal vindes - det ser meget, meget svært ud.

Men afskrive Esbjerg Energy?

Aldrig i livet.

Vildt comeback ikke nok for Esbjerg Energy

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce