19-årige Christian Wejse tager endnu en sæson i Esbjerg Energy.
FORLÆNGELSE: Christian Wejse har sat sin underskrift på en ny etårig kontrakt med Esbjerg Energy.
19-årige Wejse går dermed ind til sin fjerde sæson på eliteholdet i Esbjerg.
- Christian er en dygtig center, som har sat en ære i at spille solidt defensivt, gå forrest når det gælder at blokere modstanderens skud og sætte hårde tacklinger. Men Christian har også offensive kvaliteter. Han har gode pasninger, som kan skabe chancer til andre, og så er han rigtig god i området inde foran mål. Kort sagt gør Christian det, som inspirerer andre spillere omkring ham, ved at foregå som et godt eksempel på isen, og det er vel at mærke i en alder af kun 19 år, siger assistenttræner Thor Dresler i en pressemeddelelse.
Christian Wejse selv siger om forlængelsen:
- Jeg er glad for at spille i Esbjerg og vil gerne bidrage med mere, og jeg kan stadigvæk udvikle mig som spiller her. Det var en stor oplevelse for mig at blive dansk mester med klubben, og den oplevelse vil jeg meget gerne prøve igen med Esbjerg Energy, siger Wejse.