Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Dom: Brugs-røver blev idømt 11 måneders fængsel

En 43-årig mand blev mandag idømt 11 måneders fængsel for røveri mod Dagli'Brugsen i Kliplev. Han prøveløslades om få dage.Arkivfoto: Søren Gylling

Dom: Brugs-røver blev idømt 11 måneders fængsel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En 43-årig mand blev mandag idømt 11 måneders fængsel for blandt andet røveri mod Dagli'Brugsen i Kliplev sidste år. Han prøveløslades om to dage. Også en medgerningsmand er blevet fængslet.

Kliplev: Det var for at komme til hurtige penge, at en 43-årig mand i juli sidste år begik røveri mod Dagli'Brugsen i Kliplev, hvor han truede personalet med kniv og slap afsted med 4800 kroner.

Det kom frem mandag i byretten, hvor retssagen mod den 43-årige mand blev afsluttet.

Den endelige dom lød på 11 måneders fængsel, hvilket var en mildere dom, end den senioranklager Heidi Colbæk gik efter.

- Isoleret set procederes der for en straf på et års fængsel samt en retsstraf på 16 måneders fængsel, påstod hun med henvisning til, at den 43-årige mand begik røveriet, mens han var prøveløsladt efter en narkodom på fem år.

Men det var forsvarsadvokat Troels Lind Pedersen langt fra enig i.

- Min påstand er ni måneders fængsel, og retsstraffen bør ikke udløses, da der ikke er tale om ligeartig kriminalitet. Under visse omstændigheder kan en retsstraf udløses trods forskellige paragraffer, men ikke i denne sag, pointerede han over for domsmandsretten.

Domsmandsretten endte med at læne sig mest op ad forsvarsadvokatens påstand.

- Du har fået to måneder ekstra på grund af flere forhold, som du har erkendt dig skyldig i her i retten. Vi lagde også vægt på din rolle i røveriet, idet det var dig, der fik idéen, det var dig, der pressede på, det var dig, der fandt det tøj frem, I brugte og det var dig, som havde en kniv på sig. Og så også fordi, at det foregik, mens du var prøveløsladt, lød argumentet fra dommer Lone Staugaard.

 

Løslades snart
Den 43-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden den 21. juli.Han prøveløslades om to dage, idet han snart har afsonet totredjedele af sin straf.

Den 43-årige mand har tidligere været idømt en straf på fem års fængsel for smugling af 250.000 ecstacy-piller til USA.

I retten i Sønderborg erkendte han sig også skyldig i flere forhold såsom bedrageri, kørsel uden førerret, brugstyveri og forsøg på tyveri.

Medgerningsmand fængslet

Også en anden person er tidligere blevet idømt ni måneders fængsel for medvirken til røveriet. Han skulle angiveligt have ført bilen, som den 43-årige løb hen til efter røveriet.

Efter domsafsigelsen gik forsvarsadvokat Troels Lind Pedersen og den 43-årige mand ud for at drøfte længden af straffen.

- Vi modtager dommen, lød svaret kort tid efter.

Senioranklager Heidi Colbæk tvivlede efter dommen på, at anklagemyndigheden vil anke dommen.

- Når dommeren ikke vil udløse retsstraffen, er der ikke meget mere at komme efter. På den baggrund er jeg relativt tilfreds med dommen, lød det fra hende.